Kan man påtvinge en hel nation tavshed og diktere, hvad folk må huske og ikke huske? Kinas kommunistiske parti har i hvert fald gjort forsøget i de seneste 25 år, og overfladisk set er det lykkedes ganske godt.
I dag er det et kvart århundrede siden, at kommunistpartiets daværende ledere satte hæren ind for at rydde Tiananmen-pladsen Den Himmelske Freds Plads i Beijing. I flere uger havde studerende besat pladsen med krav om demokrati og mere frihed. Kommunistpartiet følte sig truet på livet og besluttede at sætte hårdt mod hårdt.
Flere hundrede, måske tusinder, blev dræbt, da soldaterne åbnede ild på vej ind mod pladsen. Som tidligere år har de officielle medier ikke nævnt årsdagen med et eneste ord, ligesom internettet bliver overvåget og blokeret for enhver henvisning til 1989. I år er folk endda blevet arresteret for at holde private mindehøjtideligheder, og sikkerhedsopbuddet er kolossalt, ikke bare i Beijing, men over hele landet.
Så Kina markerer dagen med rungende tavshed, men enkelte vover alligevel at bryde den. Kristeligt Dagblad har talt med øjenvidner, der er parate til at fortælle om 1989. Dog med krav om anonymitet, for det er et sprængfarligt emne.
Et vidne i Beijing boede i 1989 i en ejendom langs én af de gader, som hæren rykkede ind ad sent om aftenen den 3. juni. Vedkommende så soldaterne skyde på civile, der forsøgte at bremse de fremadrykkende kampvogne. Sårede faldt om på gaden, mens andre flygtede ind i ejendommens gård.
Men også folk, der intet havde med demonstrationerne at gøre, blev ramt af hærens kugler. Vidnet fortæller, at en nabo blev skudt, da han gik ud for at hente vand til sin søn. Da han tændte lys i køkkenet, der vendte ud mod gaden, skød en soldat ham gennem vinduet. Han blev ramt i hovedet og var dræbt på stedet.
Partiledelsen har senere forklaret, at soldaterne blev angrebet og derfor var nødt til at forsvare sig, men det afviser vidnet:
”Det var uden for enhver tvivl hæren, der skød på ubevæbnede civile. Det var en misgerning, der peger direkte tilbage på kommunistpartiet og den ledelse, der traf beslutningen,” siger hun og tilføjer, at kommunistpartiet samtidig mistede sin legitimitet.
Det er mindre kendt, at der også var demonstrationer i mange andre kinesiske storbyer, hvor det kom til blodige kampe, da de blev nedkæmpet.
I Chengdu, der er hovedstad i Sichuan-provinsen i det vestlige Kina, havde studerende besat Tianfu-pladsen i byens centrum. I dag hilser en stor Mao-statue på folket med en højt hævet arm, som om intet var hændt.
Men for 25 år siden sultestrejkede de studerende foran statuen. Et vidne, der også ønsker at være anonym, husker stadig lyden af ambulancer, der kørte frem og tilbage for at bringe dem på hospitalet. Politiet brugte tåregas og knipler for at rydde pladsen, dagen efter at hæren var blevet sat ind i Beijing. Det endte i blodige kampe, og et ukendt antal blev dræbt og hundredvis arresteret.
Som i resten af landet er emnet i dag totalt tabu. Den officielle holdning er, at det var nødvendigt at gribe ind for at sikre den stabilitet, der har været grundlaget for Kinas udvikling de seneste 25 år.
Men som vidnet i Beijing siger:
”Etpartistyret har kun overlevet på grund af den økonomiske vækst, men det er sket på bekostning af miljøet, naturressourcerne og den menneskelige moral. Før eller siden må ledelsen erkende, at det var en fejl, redegøre for det, der skete i 1989, og sige undskyld til ofrene og deres familier. De skal have erstatning, og der skal rejses en mindestatue på Den Himmelske Freds Plads.”