Generationsskifte i spansk kongehus

Kong Juan Carlos abdicerer til fordel for sin søn Felipe, der ventes udnævnt til nyt statsoverhoved i denne uge

”Min søn er inkarnationen af stabilitet, og han har den nødvendige modenhed og forberedelse,” sagde kong Juan Carlos (tv.), da han meddelte, at han agter at overlade tronen til sønnen Felipe (th.).
”Min søn er inkarnationen af stabilitet, og han har den nødvendige modenhed og forberedelse,” sagde kong Juan Carlos (tv.), da han meddelte, at han agter at overlade tronen til sønnen Felipe (th.). . Foto: Julio Munoz/EPA/Scanpix.

”Den nye generation fortjener at stå i forreste linje.”

Sådan begrundede kong Juan Carlos i går, at han har besluttet at gå af og overlade tronen til sin søn, kronprins Felipe. Spanien fortsætter dermed den linje, som Hollands dronning Beatrix anlagde sidste år, da hun abdicerede til fordel for sin søn Willem-Alexander.

Bag beslutningen ligger imidlertid andet end blot ønsket om fornyelse og at ”gøre det bedste for Spanien”. Juan Carlos alder, hans dårlige helbred og ikke mindst en række skandaler, der har fået kongens popularitet til at dykke så meget i de senere år, at et flertal af befolkningen nu er imod monarkiet, har givetvis spillet en afgørende rolle.

Den 76-årige konges helbred lader meget tilbage at ønske. I alt har han været gennem 13 operationer i sit liv, heraf otte alene i de seneste fire år. Og selvom han har genoptaget sine aktiviteter og senest været på flere rejser i arabiske lande, må Juan Carlos stadig bevæge sig rundt med krykker efter den seneste hofteoperation kort efter nytår.

Det, der har tynget mest i vægtskålen, har dog utvivlsomt været tabet af befolkningens støtte. Korruptionsskandalen omkring hans svigersøn Iaki Urdangarin, der er gift med Juan Carlos og dronning Sofas yngste datter, Cristina, har fået ikke kun kongens, men hele kongehusets anseelse til at styrtdykke. Urdangarin er sigtet for underslæb, dokumentfalsk og skattesvig for et beløb, der svarer til næsten et halvt hundrede millioner kroner. Prinsesse Cristina blev afhørt af undersøgelsesdommeren tidligere på året, men dommeren har ikke fundet grundlag for at sigte hende. Alligevel har sagen, der har stået på i et par år, tæret på kongehusets anseelse. Og det gjorde kun ondt værre, da kongen lod sig invitere på elefantjagt i Botswana i Afrika. Han nåede at nedlægge en elefant, inden han faldt og brækkede hoften, så han i hast måtte flyves til Madrid for at blive opereret på et hospital. Men skandalen var allerede i gang, og et billede af kongen stående med en jagtriffel foran den nedlagte elefant har været kraftigt medvirkende til, at hans popularitet faldt kraftigt i befolkningen.

I den seneste meningsmåling fra januar i år ser et flertal derimod positivt på hans arvtager, kronprinsen, der om nogle dage udnævnes til kong Felipe VI af Spanien. Felipe har brugt sine 46 år på at forberede sig til jobbet som konge, og hans far føler nu, at hans læretid er overstået, og at det er det bedste tidspunkt for et generationsskifte. Den næsten to meter høje kronprins blev gift med den tidligere tv-journalist Letizia Ortiz kun et par måneder efter kronprins Frederik og Marys bryllup, og i 10 år har deres ægteskab forløbet harmonisk og uden gnidninger, i hvert fald ikke nogle, offentligheden kender til.

Kong Felipe kan dog hurtigt få sin sag for på andre fronter. Den økonomiske krise har skabt store uligheder i den spanske befolkning, og dertil kommer udfordringen med at bevare Spaniens enhed i fremtiden. Nationalister og separatister i Catalonien pønser på at holde en folkeafstemning om løsrivelse fra Spanien den 9. november i år. Og selvstændighedstrangen er endnu større i Baskerlandet.

”Abdiceringen åbner en ny mulighed for at løse det baskiske problem”, som Baskerlandets regionalpræsident Iaki Urkullu var hurtig til at udtrykke det.

Stemmeskredet til venstre ved det seneste Europa-Parlamentsvalg tyder på, at flere og flere spaniere gerne ser monarkiet afløst af en republik, og i aftes var der demonstrationer til fordel for republikken i de fleste større spanske byer.