Den syngende nonne vandt talentshow

Cristina Scuccia fik 62 procent af stemmerne i det italienske talentshow.
Cristina Scuccia fik 62 procent af stemmerne i det italienske talentshow. . Foto: RAI.

Den syngende nonne Cristina Scuccia, der er blevet lidt af en verdenssensation og set af over 51 millioner på YouTube, vandt sent torsdag aften den italienske udgave af talentkonkurrencen The Voice.

Iført sin sorte ordensdragt, fornuftige sko og uden læbestift eller anden synlig makeup skilte den katolske søster sig i den grad ud i det ellers kulørte tv-show, men seerne har fra starten taget hende til sig og tilsyneladende nydt den smittende livsglæde, som søster Cristina har fremvist på scenen, hvor hun har hoppet og danset rundt. Den 25-årige nonne vandt med 62 procent af stemmerne.

Og det var nok, hvad de fleste havde ventet. Som den katolske avis Famiglia Cristiana skriver, så ”havde hun allerede vundet på forhånd”.

”Den unge Ursula-søster var hovedrolleindehaver i showet og ikke kun på grund af ordensdragten men fordi hun, når hun synger, viser en sand passion,” skriver avisen, mens en anden avis, La Stampa, erklærede, at ”det religiøse mirakel redder et ellers åndløst talentshow”.

Andre kommenterede ivrigt på de sociale medier, hvor der var både for og imod. ”Er hendes tilhængere fans eller disciple?” hed det ironisk på Twitter, og det skortede heller ikke på sure bemærkninger fra dem, der ikke kan lide hendes sang eller mener, at hun kun vandt, fordi hun var nonne og bar ordensdragten på scenen. Men både seertallene og den indiskutable sejr viser, at hun nyder en enorm popularitet .

Den unge nonne har hele tiden sagt, at hun deltog, fordi hun elsker at synge og samtidig gerne vil ”udbrede budskabet og få Jesus på banen også her” på tv, som hun sagde bagefter. Og det gjorde hun så meget kontant til sidst. Først takkede hun alle, der har hjulpet hende, blandt andet de medsøstre, der har støttet hende fra kulissen.

”Den største tak går til ham deroppe, og det vil jeg gerne gøre med en bøn,” erklærede hun og satte så et markant punktum for en atypisk sæson ved at bede et Fadervor fra scenen. Dét faldt til gengæld ikke i god jord hos mange tv-seere, som mente, at hun dermed overskred en grænse:

”Det skulle hun have undgået. Ikke alle er katolikker, ikke alle er troende,” som en af dem, Mario Scafo, skrev på La Repubblicas Facebook-side, mens andre erklærede, at ”Italien er en sekulær stat og Rai en offentlig station”, og ”vil man bede, kan man gøre det i en kirke”.

Med sejren følger en pladekontrakt med selskabet Universal og muligheden for at tage på en verdensturné, og italienerne har længe diskuteret, om det er muligt at være både nonne og popstjerne på samme tid. Selv vil søster Cristina ikke udelukke noget, men ”det er op til min leder”, sagde hun efter sejren.

I første omgang skal hun hjem til hverdagen i Milano, hvor hun står tidligt op, beder sine bønner og passer sit arbejde i en børnehave.