En ting er at tale om at gøre noget, et andet er at gøre det.
Den amerikanske præsident, Barack Obamas, store markante retoriske taler står i kø. I 2008 holdt han for eksempel en fyrig tale om racespørgsmålet i Philadelphia, og i 2009 talte han om Vestens relation til den islamiske verden. Samme år talte han uforglemmeligt om krig og fred i sin nobelpristale, og hans ord, efter de meningsløse skyderier på amerikanske skoler, har gjort et uudsletteligt indtryk.
Også hans bøger bærer præg af hans forførende talegaver, men når der efter seks år ved magten ikke er sket noget af alt det, der blev drømt om og lovet, så mister ordene sin magi. Så bliver de som en tom sang eller et skuespil med en vis form for underholdningsværdi, men håb for fremtiden eller forventninger om indfrielse af de mange løfter findes ikke længere hos tilhøreren. Alle de mange ord har intet med virkeligheden at gøre hvorfor skulle man så blive ved med at lytte?
Mange folk taler i dag om, at USA er ved at miste indflydelse i verden, og det er sket under Obamas ledelse. Han har gjort USA mindre.
Hver gang USA har tøvet med at handle og gribe ind, har Rusland slået til. Den russiske leder, Vladimir Putin, har siddet og ventet og overtaget som et rovdyr, og nu kører han USA rundt i manegen. Krigen i Syrien har udstillet afstanden mellem retorik og handling hos Obama, og hans røde linjer er blevet flyttet alt for mange gange. Også russernes annektering af Krim-halvøen udstillede Obamas manglende handlekraft. I Kina viser de muskler over for Japan og Filippinerne i forbindelse med territoriel uenighed, og heller ikke her træder Obama i karakter.
Talerne har hidtil været Obamas stærkeste kort, og han har meget effektivt kunnet lade kritik prelle af med sine mange ord. Men nu er magien forsvundet.
Han kan ikke længere forføre amerikanerne i samme grad, og i Europa er effekten også ved at slå igennem. Målinger viser, at Obama er den mest upopulære præsident i nyere tid, netop fordi der er for meget snak og for lidt handling. Obama er ved at miste sin troværdighed.
Det fik vi senest understreget ved hans tale den 28. maj ved West Point-militærbasen.
Det var en tale, der skulle sætte tingene på plads og cementere over for både amerikanere og resten at verden, at han er verdens leder. Talen handlede om, hvad det er, USA vil med deres styrke, og hvad de vil udenrigspolitisk. Når man har siddet seks år ved magten og kun har to år tilbage, virker det fokus en smule komisk. Igen og igen blev begrebet ”amerikansk lederskab” brugt, og Obama gik sågar så langt, at han nævnte den amerikanske exceptionalisme altså tanken, om at USA er noget helt særligt i forhold til resten af verden. Det er tanker, han aldrig har været inde på før og viser, hvor presset han faktisk er.
I West Point-talen sagde han blandt andet, at han ikke bare vil afslutte krig, han vil af med det, der fik USA i krig. Samtidig siger han om konflikten i Syrien: ”Jeg har truffet den beslutning, at vi ikke skal sende vores tropper ind i den hvepserede.” Hans politik har været at blande sig udenom, så længe amerikanernes sikkerhed ikke var truet direkte. Først det øjeblik, Assad brugte kemiske våben, blev der grebet ind. Men den grænse skulle have været sat langt tidligere så ville et utal af civile syriske liv have været reddet.
I talen pegede Obama på, at den største trussel for USA kommer fra al-Qaeda, og han har nu blandt andet afsat fem milliarder dollars til en antiterrorfond, der i samarbejde med andre lande skal bekæmpe terror. Men han sprang noget over.
Det er USAs passivitet, der har skabt denne hvepserede, og som nu har gjort Syrien til et trygt hjemsted for alverdens al-Qaeda-terrorister og jihadister. Al-Qaeda er i dag stærkere end nogensinde.
USAs tidligere ambassadør i Syrien og Obamas tidligere Syrien-toprådgiver, Robert Ford, fortalte til CNN for blot et par dage siden, at han har forladt sit job, fordi han ikke længere kunne stå inde for sit lands politik. Han mener, USA har slået total fejl i forhold til Syrien og bekræfter ligeledes, at den fejlslagne politik har været med til at fremme ekstremismen.
USA kunne have hjulpet og styrket den moderate opposition med antiluftskyts. De har godt nok fået antitankskyts, men det har langtfra været nok. Samtidig kunne USA have støttet indførelse af flyveforbudszoner og humanitære korridorer. Dette kunne være blevet gjort med overvågning fra krigsskibe i Middelhavet uden at det ville koste menneskeliv. England og Frankrig har flere gange sagt, at de gerne vil lave flyveforbudszoner med mere, men det er umuligt at gennemføre uden USAs hjælp.
USA er nu engang den mest magtfulde nation i verden, og de er nødt til at melde sig på banen og vise sig i stand til at handle. Ellers tager andre over.
Målet med Obamas taler bliver talen selv, og talen den 25. maj var ingen undtagelse. Den handler om fin retorik, og det var det.
De gamle grækere udviklede i sin tid et koncept, de kaldte praxis. Det er et koncept, hvor intellektuelle og filosofiske konstruktioner kan blive omsat til handling. Teori og praksis er en integreret del af politik, og man kan ikke have det ene uden det andet det giver ganske enkelt ikke mening.
Derfor må Obama til at skynde sig. Hvis han vil nå at omsætte bare nogle af alle sine fine ord til handling, skal det være nu.