Om aftenen den 2. juni efter at kong Juan Carlos I af Spanien overraskende havde meddelt, at han abdicerer fyldtes de centrale pladser i de store spanske byer med borgere bevæbnede med det republikanske flag, champagne, øl og bannere med slagord som ”Leve Den Tredje Republik”.
Spontane demonstrationer organiseret via de sociale netværk krævede en fokeafstemning om monarkiets fremtid. Men der var ikke vrede og aggression i luften, som der ellers har været ved alle de seneste demonstrationer imod nedskæringer, fyringer og folk, der bliver sat på gaden. Der var brede smil, og folk stod i grupper og talte og grinede.
Den gode, nærmest festivalagtige stemning, politiets tilbageholdenhed og ikke mindst timingen af tronoverdragelsen synes at indikere, at kongens beslutning kan få den tilsigtede effekt; en stabilisering af landets institutioner og nyt håb til den unge generation, der er hårdt ramt af krisen.
Det er dog langtfra sikkert.
Kongehuset og demokratiet er tæt forbundne, men med en ambivalens, der har dybe historiske rødder og især skal ses på baggrund af borgerkrigens og diktaturets arv. Kongehuset var før Den Anden Republik (1931-1936) forbundet med centralisme, enevælde og ikke-demokratiske kræfter. Borgerkrigen mellem liberale, socialister, kommunister og anarkister i Repu-blikken på den ene side, og fascister og falangister, der havde gjort oprør, på den anden, og de følgende 40 års politiske nedfrysning har efterladt en tendens til politisk polarisering, der til daglig bliver kaldt ”De to Spaniener”.
På den anden side har kong Juan Carlos, indtil skandalerne begyndte at rulle i 2012, stået som garant for forfatningen og borgerrettighederne på grund af den centrale rolle, han spillede i overgangen fra 40 års diktaktur til demokrati efter general Francos død i 1975.
Juan Carlos blev født i Rom i 1938, midt under den spanske borgerkrig, og blev som 10-årig sendt til Spanien for at studere. Han boede i lange perioder hos Franco efter aftale mellem hans far, Juan de Borbn, der aldrig selv blev konge, og Franco selv.
Diktatoren udpegede i 1969 Juan Carlos som sin ”legitime” efterfølger, og han blev konge ved Francos død. Kort efter sin kroning begyndte han, sammen med en overgangsregering, at indføre reformer, der endte med vedtagelsen af den demokratiske forfatning i 1978.
Den balancegang, som Juan Carlos og hans far gennemførte, ses i dag som en af de væsentligste faktorer i Spaniens fredelige overgang fra diktatur til demokrati. Alligevel blev hans rolle længe set som ambivalent, fordi han havde været så tæt på Franco. Hans stilling som demokratiets garant og hans enorme popularitet blev først konsolideret i 1981, da han spillede en central rolle i at afværge et militært kupforsøg. Det er nu generelt anerkendt, at Borbnerne bragte det store offer at opgive kronen for faderens vedkommende og leve med diktatoren for sønnens for at kunne genetablere både monarkiet og demokratiet.
I politisk teori er det en meget brugt tommelfingerregel for demokratisk konsolidering, at magten overlades fra en gruppe til en anden uden problemer. Dette spiller ind i den rolle, som den første tronoverdragelse i det spanske demokrati får, både symbolsk og institutionelt. Statsminister Mariano Rajoy sagde, da han proklamerede kongens beslutning mandag formiddag, at en ”normal” og fredelig tronoverdragelse var et bevis på det spanske demokratis stabilitet og modenhed.
I sin tale til folket lagde Juan Carlos stor vægt på konsolideringen af demokratiet som den største bedrift, han og det spanske folk havde udført sammen i hans regeringstid. Han har således ved sin abdikation meget målrettet bragt fokus tilbage på de demokratiske insitutioner, i hvert fald for en stund. Han gentog flere gange at han var stolt af at leve i et demokratisk, moderne, frit og solidarisk Spanien, men at der stadig mangler meget i forhold til at skabe lighed.
Han lagde også stor vægt på, at overdragelsen af tronen til kronprins Felipe vil give håb og styrke til den yngre generation.
Felipe er veluddannet, seriøs og mere vellidt end sin far, hans popularitetsrate ligger på omkring 60 procent. I en alder af 45 år mener alle, at han er parat til at overtage tronen. Hans største udfording kan blive, at selvom den ser ud til at være i mindretal nu, ligger republikanismen dybt i store dele af den spanske befolkning. Og der er en stor modvilje imod nedarvede privilegier blandt de unge, hvis arbejdsløshedsrate er på 50 procent.
Kongens tale er på den anden side generelt blevet godt modtaget i medierne og blandt befolkningen, og langt de fleste har fokuseret på hans historiske betydning. Dagbladet El Pas gik så vidt som til at skrive, at uden kongen havde der ikke været noget demokrati. Abdikationen ser således ud til at være blevet modtaget som en chance for at løse den institutionelle krise og for at forny håbet i det kriseramte land. Det er på den baggrund, at den gode stemming, fraværet af vold og politivold og det faktum, at de spanske republikaneres ytringsfrihed blev respekteret, er et godt tegn for de spanske institutioner. Tron-overdragelsen kan med lidt held komme til at fungere som konsolidering både af demokratiets institutioner og monarkiet selv.