Regeringen fremlægger i de kommende dage en ny dansk såkaldt civilsamfundspolitik. Det er en overordnet guide til, hvordan de to milliarder bistandskroner, der årligt uddeles til folkelige organisationer som eksempelvis Folkekirkens Nødhjælp og Red Barnet skal fordeles. Ambitionen er at bidrage til udvikling af civilsamfund i de udviklingslande, hvor menneskerettigheder som eksempelvis ikke-diskrimination, menings- og ytringsfrihed og religionsfrihed ikke bliver respekteret.
Det er særligt civilsamfund, der ”giver udtryk for sine holdninger og meninger, som en forudsætning for langsigtet fattigdomsbekæmpelse, respekt for og beskyttelse af menneskerettigheder samt fremme af ligestilling, demokrati og bæredygtig udvikling,” som skal støttes ifølge regeringen.
Den nye politik lægger derudover også op til forbedrede arbejdstagerforhold og til tættere relationer mellem de hjemlige virksomheder og virksomheder i udviklingslandene samt mellem ngoer og virksomheder.
Ifølge handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) vil et styrket bånd mellem ngoer og private virksomheder ikke kun gavne fattige i udviklingslandene i form af øget jobskabelse og forbedrede arbejdsvilkår, men også styrke ngoerne og de private virksomheders muligheder for at føre deres egne målsætninger som social ansvarlighed og bæredygtighed ud i livet.
”Tag et eksempel som Bangladesh-katastrofen (hvor over 1000 personer blev dræbt, da en otte-etagers bygning med tøjfabrikker sidste år styrtede sammen, red.), hvor private virksomheder og ngoer efterfølgende trådte sammen i indsatsen for at stable socialt ansvarlige produktionsvirksomheder på benene. Den type partnerskab rummer en enorm forandringskraft,” siger han.
Tankegangen kaldes også for ”fortalervirksomhed”, og begrebet optræder mange gange i regeringens nye civilsamfundspolitik. Det øgede fokus på civilorganisationernes fortaler- og lobbyvirksomhed har dog også sine skeptikere:
”Jeg er bekymret for, at den nye civilsamfundspolitiks fortsatte og endnu snævrere fokus på de danske organisationers fortalervirksomhed og kapacitetsopbygning af partnere kun giver mulighed for begrænset støtte til konkrete fattigdomsbekæmpende indsatser inden for sundhed og uddannelse,” siger Uffe Torm, der i mere end 40 år har arbejdet med dansk og international udviklingsbistand i forskellige sammenhænge og senest som leder i 14 år af Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling.
Ifølge Uffe Torm risikerer organisationerne nemlig at miste troværdighed såvel ude som hjemme, hvis ikke kapacitetsopbygningen og fortalervirksomheden, eksempelvis for kvinderettigheder eller ytringsfrihed, også hurtigt fører til, eller bliver suppleret af, meget konkrete resultater for de fattige i udviklingslandene.
”Snak om menneskerettigheder skaffer ikke middagsretter på bordet hos de sultne,” understreger han.
Danmarks og Vestens store fokus på menneskerettigheder og den vestlige rettighedstænkning i det hele taget rummer en bagside for udviklingslandenes befolkninger, mener Uffe Torm. Han peger på, at befolkningernes frie handlemuligheder i disse år indskrænkes mere og mere i mange udviklingslande, og at det skyldes den stadig mere aggressive promovering af vestlige værdier.
”Menneskerettigheder, demokrati, god regeringsførelse, kvinders ligestilling og accept af seksuelle mindretal er ofte i modstrid med lokale kulturer og traditioner. Kulturelle og religiøse værdier kan kun langsomt ændres indefra og nedefra gennem respekt og dialog og ikke af en bistandsbulldozer,” mener han.
Men det er blandt andre Danmarks opgave at insistere på menneskerettighederne. Ikke mindst i sin civilsamfundspolitik, mener handels- og udviklingsminister Mogens Jensen. Men det handler ikke om at komme og trække en række vestlige værdier ned over hovedet på udviklingslandene.
”Vi kommer ikke anstigende med vores egne holdninger og siger, at udviklingslandene skal leve op til dem. Vi siger bare, at de skal leve op til de konventioner, de selv har skrevet under på. Jeg vil gerne understrege, at der stadig er mulighed for at arbejde med konkret fattigdomsbekæmpelse. Faktisk er det ofte en forudsætning for at kunne gennemføre troværdig fortalervirksomhed, at en civil samfundsorganisation har erfaring med det, de udtaler sig om, for eksempel på uddannelses- eller undervisningsområdet,” siger Mogens Jensen.
De fleste udviklingslande har ganske rigtigt underskrevet FNs universelle menneskerettighedserklæring, men det er en underskrift, der også er en forudsætning for at blive indlemmet i ”det gode selskab og få del i udviklingsstøtten”, indvender Uffe Torm:
”Men det er da naivt at tro, at alle magthavere, som har underskrevet menneskerettighedskonventionerne, havde til hensigt at opfylde dem. Naturligvis ikke, for så ville de jo miste deres magt.”