Formodet kidnapning af tre israelere varsler ny optrapning

Både på Vestbredden og i Gaza ventes optrapning efter palæstinensisk kidnapning af tre israelere på Vestbredden syd for Jerusalem

Hvis kidnapningssagen ikke løses inden for kort tid, vil Netanyahu se sig presset til at reagere over for Det Palæstineniske Selvstyre, og især over for den gruppe, der står bag.
Hvis kidnapningssagen ikke løses inden for kort tid, vil Netanyahu se sig presset til at reagere over for Det Palæstineniske Selvstyre, og især over for den gruppe, der står bag. .

Nu kommer volden igen. Forhandlingerne mellem Israel og palæstinenserne er brudt sammen, palæstinenserne har dannet en ny samlingsregering, og som ventet står parterne i konflikten over for endnu en voldsbølge.

Kristeligt Dagblad erfarer fra adskillige israelske og palæstinensiske kilder, at tre israelske yeshiva-studerende blev kidnappet sent torsdag aften af palæstinensere ved bosættelsen Alon Shvut syd for Jerusalem. I øjeblikket er en omfattende eftersøgning i gang, og den israelske hær har placeret sagen under censur. Det vides på nuværende tidspunkt ikke, om de tre stadig er i live, men Israels regering ventes at svare hårdt igen over for Det Palæstinensiske Selvstyre i løbet af de kommende dage, med mindre sagen får en fredelig afslutning i løbet af de kommende timer.

Israel advarer konstant sine borgere mod eventuelle kidnapninger, fordi den slags scenarier rammer Israel på det mest sårbare punkt. Palæstinensiske terrorgrupper bruger kidnapninger af israelere til at presse Israel til fangeløsladelser.

Hamas i Gaza kidnappede tidligere soldaten Gilad Shalit, som sad i fangenskab i fem år. Den pris, Israel betalte for hans frigivelse, var omkring 1000 palæstinensiske fanger, hvoraf nogle atter er blevet aktive i de palæstinensiske terrorbevægelser.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu vil holde hele Det Palæstinensiske Selvstyre ansvarlig for kidnapningen. Også hvis den er udført af Hamas' militære gren. Siden dannelsen af den palæstinensiske samlingsregering har Israel boykottet forhandlinger med palæstinenserne, fordi samlingsregeringen er støttet af Hamas.

Hvis kidnapningssagen ikke løses inden for kort tid, vil Netanyahu se sig presset til at reagere over for Det Palæstineniske Selvstyre, og især over for den gruppe, der står bag.