Shia-muslimer går til modangreb på militante i Irak

Isils fremmarch i Irak har udviklet sig til sekteriske kampe mellem sunni- og shia-muslimer. Iran gør nu klar til at blande sig i konflikten i nabolandet

En irakisk sikkerhedsvagt overvåger i udkanten af Arbil i Iraks kurdiske område strømmen af biler med flygtninge fra Mosul, hvor Isil har skabt kaos. Der er i udkanten af Arbil oprettet en midlertidig flygtningelejr.
En irakisk sikkerhedsvagt overvåger i udkanten af Arbil i Iraks kurdiske område strømmen af biler med flygtninge fra Mosul, hvor Isil har skabt kaos. Der er i udkanten af Arbil oprettet en midlertidig flygtningelejr. . Foto: Scanpix.

Noget tyder på, at lidt af dampen er gået af den militante islamistiske gruppe, der de seneste dage er tromlet igennem den nordlige del af Irak.

Den sunni-muslimske gruppe går under navnet Isil, der er en forkortelse Islamisk Stat i Irak og Levanten. På få dage har den formået at erobre hele den irakiske Nineveh-provins, dele af andre provinser og landets næststørste by, Mosul.

Iraks militær er blevet løbet over ende og er flygtet fra oprørsgruppen. Men nu meddeler militæret, at specialstyrker har iværksat en modoffensiv og generobret flere byer fra Isil, der har haft kursen mod landets hovedstad, Bagdad.

Samtidig er situationen ved at udvikle sig til sekteriske kampe mellem sunni- og shia-muslimer. Over en halv million civile er flygtet fra Isil-styrkerne, som bliver beskyldt for at gå særdeles voldeligt til værks over for landets shia-muslimer. I weekenden lagde gruppen billeder ud på internettet af makabre massehenrettelser, angiveligt af shia-muslimske krigsfanger.

Forholdet mellem sunni- og shia-muslimer er i forvejen anspændt i Irak. Godt en tredjedel af befolkningen anslåes at være sunni-muslimer, som beskylder den shia-anførte regering for at diskriminere dem. Under Iraks tidligere diktator frem til 2003, Saddam Hussein, sad det sunni-muslimske mindretal solidt på magten.

Isils angreb har fået landets storayatollah Ali al-Sistani, en af verdens mest indflydelsesrige shia-ledere, til at kalde til hellig krig mod de fremstormende sunni-ekstremister. Ifølge avisen The Washington Post er tusindvis af frivillige shiiter strømmet til rekrutteringsstederne i Bagdad for at melde sig til kamp. Og i løbet af weekenden er der kommet meldinger om de første sekteriske sammenstød mellem shiitiske militser og Isil i byer nord for hovedstaden.

Derudover begynder det ligeledes shia-muslimske naboland Iran at blande sig. Irans præsident Rouhani har sagt, at han er klar til at yde Irak hjælp. Det står endnu ikke helt klart, hvordan Iran blander sig i konflikten, men ifølge den iranskfødte mellemøstanalytiker Meir Javedanfar er der i øjeblikket to forskellige slags rapporter.

Den ene lyder, at Iran er ved at forberede et forsvar af Bagdad og derudover træner de irakiske militærstyrker. Den anden lyder, at Iran sender egne styrker, der tager del i kampene, der skal slå Isil tilbage.

Også USA har i weekenden rettet fokus mod Irak. De sidste amerikanske soldater forlod Irak i slutningen af 2011, og Obama-regeringen understreger, at der ikke er planer om igen at sende tropper til landet. Til gengæld har USA sendt et hangarskib mod området.

Dermed står de to ærkefjender Iran og USA i den besynderlige situation, at de har fælles interesser i Irak. Meldingerne fra Iran har været tvetydige, men Rouhani er blandt andet blevet citeret for, at han ikke vil afvise, at der kan komme en form for samarbejde mellem de to lande i Irak.

Det er dog et tvivlsomt scenarie, mener Meir Javedanfar:

”Saudi-Arabien vil blive rasende på USA. Desuden vil USA komme til at fremstå useriøs. Da Assad bruge kemiske våben i Syrien og krydsede Obamas røde linje, greb han ikke ind. Men nu vil han pludselig gerne involvere sig militært i en konflikt i Mellemøsten. Det vil få ham til at se endnu mere utilregnelig ud.”