Obama skubbes tilbage til Irak

Isil-oprøreres fremmarch i Irak sætter Obamas doktrin om, at USA ikke skal løse alverdens problemer, på prøve

På den politiske front vil Obama forsøge at presse politisk forandring igennem i Irak, skriver Sidsel Nyholm.
På den politiske front vil Obama forsøge at presse politisk forandring igennem i Irak, skriver Sidsel Nyholm. . Foto: Kim Hong-Ji /.

USA vil kun bruge militær magt i de tilfælde, hvor dets befolkning er truet, dets levebrød er på spil, eller dets allierede er i fare. Det konstaterede præsident Barack Obama for knap tre uger siden i en stor tale på West Point-militærakademiet, hvor han fremlagde sin udenrigspolitiske vision.

Den militante sunnimuslimske gruppe Isils overrumplende fremmarch i Irak sætter denne såkaldte Obama-doktrin på prøve. Obama har gjort det klart, at han ikke vil lade USA blive trukket ned i Iraks hængedynd endnu en gang. Men Irak er en allieret i fare, og udsigten til et fremtidigt yderligtgående kalifat i hjertet af Mellemøsten, hvor ambitiøse terrorister kan få sig et fristed, er utvivlsomt en trussel mod USA.

Irak er en nemesis, der truer med at afspore Barack Obamas ønske om at efterlade sig et eftermæle som den præsident, der afsluttede USA's oversøiske krige. Militært har Obama givet sig selv få valgmuligheder. Han udelukker at indsætte amerikanske soldater for at redde Bagdad og overvejer nu luftangreb på Isil-oprørerne ved hjælp af droner eller jagerfly. Luftangreb har før vist sig effektive, men ulempen er muligheden for amerikanske tab ved nedskydninger af fly. Samtidig er det vanskeligt at kvæle oprøret fra luften, især hvis de militante blander sig med den øvrige befolkning.

Præsident Obama kan også vælge yderligere at opruste Iraks sikkerhedsstyrker, der allerede har modtaget amerikanske våben og udstyr for milliarder af dollars. Det indebærer dog en risiko for, at amerikanske våben falder i Isils hænder. Øjenvidner i Mosul har berettet, at irakiske politifolk kastede deres uniformer og våben fra sig og løb i sikkerhed, da Isil-oprørere indtog byen.

På den politiske front vil Obama forsøge at presse politisk forandring igennem i Irak, hvor den shiadominerede regering anført af præsident Nouri Kamal al-Maliki har marginaliseret landets sunnimuslimer i en grad, så disse kan komme til at opfatte Isil som det mindste af to onder. Ifølge amerikanske medier vurderer Det Hvide Hus, at USA takket være et tilbageslag for Isil i weekenden lige nu har en kortvarig mulighed for at udøve diplomati, og Obama vil i denne uge fokusere på at tilskynde Iraks ledere til at forme en ny samlingsregering, der repræsenterer både shiaer, sunnier og kurdere.

Dette fremstød for politisk forsoning stiller Obama-regeringen i samme hjørne som det iranske styre, som også presser al-Malikis regering til at åbne en dør for sunnierne. Hamid Aboutalebi, en iransk topembedsmand, skrev på Twitter i søndags, at ”Iran og USA er de eneste lande, som kan håndtere Irak-krisen”.

Nylige fremskridt i forhandlinger om Irans atomvåbenprogram har varslet et tøbrud mellem de to ærkefjender, men et samarbejde om genetableringen af stabilitet i Irak vil ikke nødvendigvis føre til yderligere tilnærmelser. Selvom både USA og Iran bakker op om al-Maliki mod Isil, støder deres bredere strategiske interesser i regionen sammen.

Irak balancerer nu igen på randen af altomfattende borgerkrig, og Obama har erkendt, at USA har en enorm interesse i at forhindre, at landet bryder sammen. Men i en tale i søndags slog han også fast, at USA har givet irakerne mulighed for at gribe deres fremtid, men at de ikke har taget den, og USA nægter at blive suget ind i en tilbagevenden til Irak.

Det udsagn illustrerer netop den doktrin, som Obama redegjorde for i sin tale på West Point. Uanset USA's enorme militære magt kan supermagten ikke gennemtvinge løsninger på enhver konflikt i en stadig mere kompleks verden. Som han udtrykte det: ”Blot fordi vi har den bedste hammer, betyder det ikke, at ethvert problem er et søm.”