Kinesere skal kunne aflevere uønskede børn

Titusinder af kinesiske børn bliver angiveligt hvert år efterladt hjælpeløse af deres forældre. De kinesiske myndigheder ønsker at indrette ”opsamlingssteder” over hele landet

I Kina er det et stigende problem, at forældre efterlader deres nyfødte babyer. Og børnene havner alle mulige steder: i parker, på gaden eller sågar i skraldespanden. Her ses en tom barnevogn på gaden i millionbyen Shanghai.
I Kina er det et stigende problem, at forældre efterlader deres nyfødte babyer. Og børnene havner alle mulige steder: i parker, på gaden eller sågar i skraldespanden. Her ses en tom barnevogn på gaden i millionbyen Shanghai. . Foto: Carlos Barria/Reuters.

En ung, højgravid kvinde går ind på en internetcafé i en by i det vestlige Kina og videre ud på toilettet, hvor hun føder sit barn. Hun lægger barnet i en pose og afleverer det på det nærmeste hospital og går sin vej igen.

Barnet bliver reddet, men det er en undtagelse. Ifølge kinesiske medier bliver titusinder af spædbørn hvert år efterladt af deres forældre, fordi de af den ene eller anden grund ikke kan tage sig af dem. Eller ikke magter at gøre det.

Børnene havner alle mulige steder: i parker, på gaden eller sågar i skraldespanden. I flere tragiske tilfælde er børnene døde, før nogen finder dem.

Flere kinesiske storbyer har derfor oprettet såkaldte ”sikre tilflugtssteder for børn”. Det er lokaler, der er udstyret med en seng, tæpper, kuvøse, aircondition og en alarm. Her kan forældrene aflevere deres barn anonymt og forsvinde, inden personalet kommer og tager sig af barnet.

Siden 2011 har ”børnestederne” kørt som en forsøgsordning i udvalgte byer, og centralregeringen besluttede sidste år, at den skulle udvides til hele landet.

Nu er der imidlertid sået tvivl om det rimelige i, at forældre så let kan skille sig af med deres børn.

Kritikken blussede især op, da byen Guangzhou i Sydkina tidligere på året måtte lukke et børnested, fordi man ikke havde ressourcer til at tage sig af de mange børn, der kom.

På blot seks uger blev der afleveret 262 børn, hvoraf de fleste var syge og handicappede. Flertallet var drenge, og mange forældre havde lagt penge og en seddel, hvor de forklarede, at de ikke havde råd til at betale udgifterne til lægebehandling og undervisning.

Det fik for alvor debatten til at eksplodere. Kritikken går især på, at forældrene er uansvarlige, og at den slags steder opfordrer folk til at begå kriminalitet. Som i mange andre lande er det ulovligt at efterlade børn i Kina.

Tong Xiaojun, der er leder af et forskningscenter for børn og unge på Kinas Ungdomsuniversitet for Politisk Videnskab i Beijng, ser dog anderledes på det:

”Vi har haft problemet med efterladte børn siden slutningen af 1980'erne, og det er virkelig trist, at det har stået på så længe. Indtil nu har forældre eller enlige kvinder efterladt deres børn på øde steder og ofte om natten, så de ikke blev opdaget. Det har bragt børnenes liv i fare, og de har risikeret at dø af kulde om vinteren,” siger Tong Xiaojun til Kristeligt Dagblad.

”Med børnestederne har myndighederne forsøgt at gøre noget ved problemet og sørget for, at der er trygge steder, hvor voksne kan aflevere deres barn. Og at der er personale, der tager sig af barnet med det samme,” siger hun.

Tong Xiaojun, der også er rådgiver for Red Barnets Kina-afdeling, peger dog også på, at der skal mere til:

”Når der er så mange handicappede børn, der bliver afleveret, viser det, at børneforsorgen og vores velfærdssystem trænger til at blive forbedret. Forældre med handicappede børn skal have mere hjælp, og der skal være langt bedre fødselsforberedelser, så vi begrænser antallet af uønskede børn,” siger hun.

Problemet er også, at teenagere og ugifte kvinder, der bliver gravide, falder uden for reglerne for familieplanlægning også kaldet etbarnspolitikken. I Kina skal ægtepar først have tilladelse til at få et barn, mens enlige kvinder eller ugifte par, der er flyttet fra land til by, ikke har adgang til de offentlige sygehuse og den ellers lovlige og gratis mulighed for abort.

I stedet skal de selv betale for behandling på private klinikker, og det er der mange, der ikke har råd til. Som i det indledende eksempel tyr de i stedet til desperate handlinger.

”Vi har brug for en mere omfattende fødselsservice, både før, under og efter graviditeten, og det skal også gælde for ugifte og teenagere,” fastslår Tong Xiaojun.