Da Barack Obama-regeringen i slutningen af 2011 gjorde klar til at trække de amerikanske tropper ud af Irak, afviste den shiitiske premierminister Nuri al-Maliki at drøfte nogen form for forlængelse af USA's militære tilstedeværelse i landet. Efter fem års partnerskab bad al-Maliki i al væsentlighed amerikanerne om at slukke lyset, når de gik.
I dag, to og et halvt år senere, er den stat, som Nuri al-Maliki opbyggede igennem en skånselsløs konsolidering af magten og marginalisering af kurdere og sunni-muslimer, ved at bryde sammen, og Washington signalerer kraftigt, at man har mistet tillid til sin omstridte irakiske allierede.
I går landede den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, på et uventet besøg i Bagdad i slipstrømmen på en blodig weekend, hvor oprørerne i den militante sunni-muslimske gruppe Isil vandt kontrollen med endnu tre strategisk vigtige byer.
Inden Bagdad-besøget understregede Kerry den udbredte utilfredshed med Iraks ledelse blandt sunnier, kurder og visse shiitter, og efter et to timer langt møde med Nuri al-Maliki besøgte han den shia-muslimske gejstlige Ammar al-Hakim, der opfattes som en irakisk kongemager.
Præsident Obama har konkluderet, at Irak står over for fuldbyrdet borgerkrig og en opdeling af landet, medmindre al-Maliki erstattes med en mindre sekterisk og mindre polariserende leder. Det er imidlertid uklart, om Obama offentligt vil opfordre al-Maliki til at træde tilbage, da USA blandt andet er bekymret over, at et for hårdt pres vil få den irakiske leder til at klynge sig endnu tættere til magten og til Iran.
Præsident Obama står over for lutter dårlige udveje i Irak, hvor valget groft sagt står mellem at afvente, at Bagdad på egen hånd former en inklusiv samlingsregering, eller at øge den militære assistance og forsøge at redde Irak fra et sammenbrud uden at vente på politiske reformer.
Vælger han det første, risikerer han, at Isil flår stadig større huller i Irak. Vælger han det andet, kan han ende med at befæste Nuri al-Malikis magt og forstærke et indtryk i Mellemøsten af, at USA stiller sig på shiitternes side mod sunnierne i et sekterisk opgør, der går ud over Iraks grænser.
Obama-regeringen har indtil videre valgt en slags blød mellemvej ved at begynde udsendelsen af op til 300 særlige militære rådgivere til Irak og ved at rykke et hangarskib til Den Persiske Golf, hvilket giver USA mulighed for at iværksætte luftangreb mod oprørerne, når og hvis præsidenten giver grønt lys.
Imens bliver situationen i Irak dag for dag mere og mere kompliceret. I de seneste uger har Isil bemægtiget sig våben for millioner af dollars, og grænseområdet mellem Syrien og Irak er nu i store træk i oprørernes hænder.
De amerikanske rådgivere, der er på vej til Irak, vil formentlig møde en irakisk hær, der er så kriseramt, så demoraliseret og i så grel mangel på udstyr, at den ifølge eksperter ikke vil være i stand til at tilbageerobre væsentlige territorier fra Isil i måneds- eller endda årevis. Med titusinder af desertioner lider den amerikansktrænede irakiske hær af det, som en amerikansk embedsmand i avisen Washington Post betegner som ”psykologisk sammenbrud”.
Pæsident Obama har flere gange gjort det klart, at USA ikke har mulighed for at løse problemet i Irak ved at vende tilbage til det ulyksalige land for fuld styrke. Ikke desto mindre viser den aktuelle situation med al tydelighed, at USA ikke blot kunne slukke lyset bag sig i 2011. Obama-regeringen er indhentet af realiterne, indsatsen er høj, og uret tikker.