En ting ved Ukraine-krisen, som både Rusland og Vesten må forstå, er, at resten af verden ikke er ret optaget af krisen. Både Vesten og Japan ser den måske nok som en udfordring af den eksisterende verdensorden, men ikke mange andre lande føler sig truet af Ruslands annektering af Krimhalvøen og de andre skumle hensigter, landet måtte have i Ukraine. Mange opfatter derimod krisen som udtryk for Europas manglende evne til at løse sine egne regionale stridigheder. Men en succesrig håndtering af krisen kan fremme Europas globale rolle som fredsmager.
Da Ukraine-krisen tog form, talte russiske politikere og kommentatorer om ”enden på efterkrigstiden, der fulgte den kolde krig”, og den russiske vicepremierminister Dimitrij Rogozin lod ligefrem til at byde begyndelsen på en ny kold krig velkommen. En sådan form for ønsketænkning udspringer af forestillingen om, at konflikter mellem Rusland og Vesten endnu engang ville kunne definere hele det internationale system og gengive Rusland dets mistede status som supermagt.
Det kommer bare ikke til at ske. Det fremgår af tærskellandenes reaktion på Ukraine-krisen, at verdenspolitik ikke længere er defineret af, hvad der foregår i Europa end ikke når en stor konflikt er under opsejling der. Det internationale system har fået så mange poler, at ikke-europæiske stater nu kan vælge at forfølge deres egne interesser og ikke føle sig forpligtet til at vælge side i øst eller vest.
Der er ikke mange af verdens ledere, der betvivler, at det er et brud på international ret, når Rusland anvender magt for at krænke Ukraines integritet, ændre landets grænser og annektere Krim-halvøen. Kinas blanke stemme i den efterfølgende afstemning i FN's Sikkerhedsråd udtrykte klart de kinesiske lederes utilfredshed med Kremls politik. Men hen ved en tredjedel af FN's medlemmer sendte et lige så klart budskab af sted ved at afholde sig fra at stemme eller ikke deltage i afstemningen om FN's generalforsamlings fordømmelse af Ruslands handlinger.
Selv ikke vestvenlige regeringer som Brasilien, Indien, Sydafrika og Israel var villige til at vælge side. Den indiske journalist Indrani Bagchi omtalte de blanke stemmer som en ny form for neutralitet.
Kynisme og skadefryd kan også spille en rolle. Den fremtrædende indiske strateg Raja Mohan bemærker, at Europa ”alle dage har belært Asien om regionalismens dyder”, men nu synes ude af stand til at håndtere sikkerhedsproblemerne i sin egen region.
Den underliggende besked fra de nye neutrale lande er klar nok: Hvorfor skal vi gå op i en territorialkonflikt i Europa, når Europa ikke rigtigt gør noget ved hverken Palæstina, Kashmir eller territorialstridigheder i det asiatiske hav øst og syd for Kina? I stedet opfordrer mange af disse lande Vesten til at nedtrappe krisen og ”udvise tilbageholdenhed og afholde sig fra at øge spændingerne”, som det hed sig i en officiel udtalelse fra det kinesiske udenrigsministerium.
Det er et godt råd og meget i dur med det, europæerne har for vane at sige til andre i lignende situationer.
Til forskel fra andre områder i verden kan Europa inklusive Rusland til gengæld være stolt af sine regionale sikkerhedsorganisationer, heriblandt OSCE. Europa må få disse organisationer til at fungere.
OSCE ville eksempelvis blive væsentligt styrket, hvis den ved brug af sin brede vifte af diplomatiske mekanismer såsom rundbordsdiskussioner og støtte til forfatningsreformer formåede at tage brodden ud af Ukraine-krisen og slå et slag for sikkerheden i Europa. Det ville også være et overbevisende eksempel på institutionaliseret regionalisme og tjene som en konfliktløsningsmodel for andre lande.