I år bliver der ingen spadestik, der bliver ingen vold bygget og ingen høst.
”Jeg har boet her hele mit liv, men i år er første gang, vi ikke bygger en barriere for at standse vandet,” fortæller Lony Pual Liah, som står oven på resterne af sidste års vandstopper.
Snart er det for sent for Lony og de andre i landsbyen Thorornom i det centrale Sydsudan. Om blot nogle få uger er alt håb ude. Når vandmasserne fra Nilens enorme strøm går over sine bredder, vil dæmningerne briste, landbrugsjorden blive ubrugelig og vilkårene for overlevelse være ude af landsbyboernes hænder. Omgivelserne her er folketomme og tyste i disse dage. Førhen har her rådet fuld aktivitet på denne tid af året. Mændene har stået i vand til midjen og kastet ler op for at hæve barrieren, der skulle beskytte afgrøderne. En spændt forventning rådede i tidligere år over, at man snart ville så og siden kunne høste. Det var et månedslangt arbejde, idet beskyttelsesvolden plejede at strække sig flere kilometer gennem vådmarkerne. Men efter at tusindvis af mennesker er flygtet fra kampene i nærområdet og nået til Thorornom, er der ikke mere mad, fordi de bofaste har delt det lidt, de havde, med de nyankomne. Og nu er mændene for svage og udmarvede til at løfte deres værktøjer.
Efter årtiers borgerkrig rev det, der i dag er Sydsudan, sig løs fra Sudan i 2011. Tre år efter selvstændigheden er landet imploderet. I december 2013 eskalerede en politisk magtkamp mellem to tidligere allierede, den siddende præsident Salva Kiir og den tidligere vicepræsident Riek Machar, til en væbnet konflikt med etniske undertoner mellem landets to største stammer. Dinkaerne og regeringshæren var loyale mod præsidenten, mens nuerne og oprørerne stillede sig på den tidligere vicepræsidents side. En million mennesker er blevet drevet på flugt siden konfliktens start. Titusinder er døde. Begge konfliktens parter anklages for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. De seneste uger har massakrer på civile fundet sted rundt om i landet, blandt andet på en base for FN's fredsbevarende styrker, som har været der siden selvstændigheden i 2011. Dengang var alle fulde af håb. Nu afventer civile såvel som soldater regnen, som vil falde.
”Det bliver nemmere for os nu. Regeringstropperne vil ikke kunne komme nogen vegne med deres tunge våben i al regnen og leren,” vurderer sergent Simon Gatgong.
Han er udstationeret i landsbyen Tayar i Unity State. Her har oprørerne forstærket bevogtningen med omkring 100 soldater for at hindre, at landsbyens strategisk vigtige havn falder i regeringens hænder. Rygter i mange dele af landet vil vide, at oprørerne vil indlede en offensiv, når vejene bliver ufremkommelige. Men for Simon Gatgong handler det ikke om angreb:
”Vi angriber ikke for vindings skyld. Vi forsvarer bare vort folk,” hævder han.
Sikkerhedssituationen er blevet værre i landet i de seneste uger, og de fleste hos både dinkaerne og nuerne tror, at der er noget i gære:
”Oprørerne går helt sikkert til angreb under regntiden. De indtager Juba og befrier os,” siger en mand i en af flygtningelejrene på FN-basen Tomping i udkanten af Juba.
Men langs det fredfyldte vand i Tayar står Simon Gatgong og skuer ud over floden. Tidligere tilhørte han regeringshæren ligesom mange andre af dem, der i dag er oprørere. Men efter at magtkampen startede mellem Kiir og Machar, har nuerne startet deres egen oprørsbevægelse kaldet den hvide hær.
”Flere af dem, jeg kæmper mod nu, var mine venner førhen,” fortæller Simon.
Hans nuværende kammerater er på vagt nede ved flodbredden. De holder automatvåbnene tæt ind til sig og er klar til at trykke på aftrækkeren, for fjenden kan dukke op når som helst. Dagen før blev civile fra Simons stamme slagtet ikke ret langt sydpå i Bor. De blev skudt for fode på en FN-base af væbnede unge mænd med hjælp fra regeringssoldater. I deres telte uden en chance for at forsvare sig. Mænd, kvinder og børn. Inden solen går ned, vil langt flere end de 30, som allerede er rapporteret døde, være omkommet af deres skader.
Vandvejen fører fra Tayar til lokalsamfundet Ganyiel. Her har 10.000 fordrevne taget tilflugt, og ud på eftermiddagen står en gruppe mennesker med blikkene rettet mod himlen. 200 står tæt sammen, og iblandt alle disse senede kroppe står hun: Sarah Nyayian, som egentlig ikke er så gammel, men har et ansigt, hvor livet har sat sine spor. Men mere end livet er det døden, der har fået hende til at ældes. De fem forsvundne børn, hvis skæbne hun ikke kender, fra de kom væk fra hinanden under flugten gennem natten. Bevidnelsen af de vanvittige skyderier. Skrækken over at være jaget af regeringens soldater. Og snart er der ikke andet at gøre end at forlade sig på kræfter fra oven. For snart er det slut med de nøkkeroser, som Sarah og de andre spiser. Der er ikke nøkkeroser nok til alle, når 20.000 hænder trækker dem op med rødder i de små vandløb. Her i Ganyiel vil mange dø af sult efter at være flygtet hertil fra krigens rædsel og have slået sig ned her i håb om frelse. De er strandet og kan ikke tage tilbage til asken efter deres fordums hjemby, Bentiu. Nu afhænger deres skæbne af den luftbro af mad, som skal slippes oppe fra luften og som FN har lovet, men som endnu ikke er dukket op.
Alle disse sultende mennesker risikerer at vente forgæves. FN har fået hård kritik fra bistandsorganisationer for ikke at gøre nok for at hindre den hungersnød, FN selv advarer om. Når regnen først begynder, bliver det sværere for fornødenhederne at nå frem. Samtidig er det gentagne gange sket, at FN ikke har formået at beskytte de civile, som søger tilflugt på verdensorganisationens baser. Flere af ofrene i Bor-lejren blev skudt ihjel i deres hospitalssenge. De var Simon Gatgongs stammefrænder, og som han står der i vandkanten og taler om massakren, som lige har fundet sted, rykker det i hans ene ansigtshalvdel. Hans indre impulser synes at tale et andet sprog end hans stemme. Han siger:
”Hvordan det føles at vide, at dinkaerne dræber mit folk? Måske vil jeg en dag kunne tilgive dem, men det er svært at tænke på fremtiden, når det her foregår.”
Flere af Sydsudans hen ved 11 millioner indbyggere har aldrig oplevet en langvarig fred og er vant til at overleve med små midler. Alligevel rykker undergangen nærmere. Samtidig med oversvømmelsen vil krigen med stor sandsynlighed blive endnu voldsommere. Når regeringstropperne ikke længere kan flytte deres artilleri, er det, der bliver tilbage, oprørernes angreb og regeringens bombefly. Hvis ikke der kommer en dialog i stand mellem Riek Machar og Salva Kiir, vil forholdene helt sikkert blive værre. Modsætningerne mellem nuer og dinkaer risikerer at udarte til et folkemord, og krigens dødsofre skal ikke kun regnes blandt dem, der falder for modstandernes kugler. Det vil også være almindelige mennesker, hvis drømme handler om overlevelse og fred og en fremtid, og som lige nu lever med sulten og skrækken i venten på regnen, som vil falde.
Konflikten i Sydsudan
. juli 2011: SelvstændighedJuli 2013: Præsident Salva Kiir kaster kabinettet og sin vicepræsident Riek Machar på porten i en intern magtkamp.
December 2013: Kampe bryder ud mellem regeringstropper og oprørere. Udlændinge evakueres og ugandiske tropper ankommer for at bakke regeringen op.
Januar 2014: En fredsaftale underskrives, men brydes gentagne gange af begge parter.
Januar 2014: Riek Machar er på flugt og anklages for forræderi.
April 2014: Oprørere og Machar-tilhængere dræber omkring 1.500 mennesker i Bentiu, de fleste af dem civile.
