DEN FORFÆRDELIGE krig i Syrien bliver stadig værre og spreder sig ud over landets grænser. Konsensus synes at opstå i form af en iskold kalkulation af, at der ikke er det store at gøre andet end at bevæbne parterne og se til, mens konflikten raser. Men det internationale samfund må ikke overlade menneskene i landet og i regionen til uendelige bølger af grusomhed og krig.
Dødstallet kan meget vel være nået op over 150.000. Fængsler og midlertidige forvaringsanstalter bugner med mænd, kvinder og sågar børn. Summariske henrettelser og usigelig tortur med døden til følge er udbredt. Folk dør af sult og smittesygdomme, som før var sjældne. Hele bykerner og nogle af menneskehedens arkitektoniske vidundere og kulturarv ligger i ruiner. Syrien er en mere og mere fejlslagen stat.
FN har virkelig forsøgt at gøre noget ved konfliktens dybe rødder og katastrofale konsekvenser. Vores humanitære bestræbelser går ud på at redde liv og mindske lidelsen. Men vores fundamentale mål er at få afsluttet konflikten, og det er ikke lykkedes. De ringe udsigter til fred er blot blevet værre nu, hvor volden og de sekteriske spændinger er blusset op i nabolandet Irak. Ikke blot et, men to lande risikerer at falde fra hinanden.
Her er seks punkter, som kan vise vejen frem på principfast og integreret vis:
FOR DET FØRSTE MÅ VOLDEN have en ende. Det er uansvarligt af fremmede magter fortsat at yde militær støtte til parterne i Syrien, som begår grusomheder og åbenlyst krænker grundlæggende menneskerettigheder og international ret. Jeg har opfordret Sikkerhedsrådet til at pålægge landet en våbenembargo. Parterne er nødt til at sætte sig over for hinanden ved forhandlingsbordet igen. Hvor mange flere mennesker skal dø, før de når dertil?
For det andet skal befolkningen beskyttes. FN forvalter fortsat en enorm humanitær indsats. Men regeringen bliver ved med at lægge skruppelløse hindringer i vejen: Den har fjernet medicin fra hjælpekonvojer og sulter og straffer med fuldt overlæg de lokalsamfund, den betragter som venligt stemt over for oppositionen. Nogle oprørsgrupper har handlet på samme måde. Desuden har verdenssamfundet ikke engang bidraget med en tredjedel af den finansiering, som hjælpearbejdet kræver. Jeg opfordrer fortsat til et ophør af belejringerne samt uhindret humanitær adgang hen over interne fronter og internationale grænser.
For det tredje skal en seriøs politisk proces i gang. De krigende parter har systematisk blokeret for de mange udspil fra to af verdens førende diplomater, Kofi Annan og Lakhdar Brahimi. Præsidentvalget tidligere på måneden var endnu et slag, idet valget overhovedet ikke levede op til selv de laveste standarder for troværdige afstemninger. Jeg vil om føje tid udnævne en særlig udsending, som skal tilstræbe en politisk løsning og overgangen til et nyt Syrien. Landene i regionen har et særligt ansvar for at bidrage til at få afsluttet denne krig. Jeg byder den nylige kontakt mellem Iran og Saudi-Arabien velkommen og håber, at de vil opbygge tillid og vende den destruktive kappestrid i Syrien, Irak, Libanon og andre steder. Syriske civilsamfundsgrupper gør modige indsatser for at bevare samfundsvævet intakt og holde solidariteten kørende og kommunikationskanalerne åbne.
For det fjerde skal alvorlige forbrydelser straffes. I maj lykkedes det ikke at få en resolution igennem Sikkerhedsrådet om at lade Den Internationale Straffedomstol behandle Syrien-konflikten. Jeg beder de medlemslande, der siger nej til straffedomstolen, men hævder at gå ind for at stille parterne i Syrien til ansvar, om at fremsætte troværdige alternativer. Det syriske folk har krav på retfærdighed og indgriben mod straffrihed.
For det femte skal destruktionen af landets kemiske våben i landet føres til ende. FN og Organisationen til Forbud Mod Kemiske Våben har arbejdet sammen om at ødelægge eller fjerne alt deklareret materiale i et arsenal, som engang var stort. Mange medlemslande har bistået med afgørende ressourcer og støtter til denne store opgave, som blev gennemført i en aktiv krigszone, og som nu vil blive færdiggjort på forskellige anlæg i udlandet. For skønt næsten alle drabene i Syrien sker med konventionelle våben, er det helt afgørende at styrke det internationale forbud mod produktion og brug af kemiske våben.
For det sjette skal vi tage højde for konfliktens regionale dimensioner, heriblandt den ekstremistiske trussel. Udenlandske krigere er aktive på begge sider og højner voldsniveauet og bærer ved til det sekteriske had. Lige så vel som vi ikke blindt skal tro på den syriske regerings dæmonisering af hele oppositionen som terrorister, skal vi heller ikke være blinde for den virkelige trussel fra terrorister i Syrien. Verden er nødt til at stå sammen om at blokere finansiering og anden støtte til Jabhat al-Nusra og Isil (Islamisk Stat i Irak og Levanten). Isil truer også overalt i Irak, og det er af afgørende vigtighed, at regionens politiske og religiøse ledere opfordrer til tilbageholdenhed og hindrer en ond cirkel af angreb og hævn.
FOR INDEVÆRENDE er den største hindring for at afslutte Syrien-krigen forestillingen om, at den kan vindes militært. Jeg forkaster fortællingen om, at regeringen i Syrien nu er ved at ”vinde”. Det er ingen sejr at erobre territorier med luftbombardementer i tæt befolkede civilområder. Ligesom det ikke er nogen sejr at sulte belejrede lokalsamfund til overgivelse. Selv hvis den ene side vinder frem på kort sigt, vil frøene være sået til fremtidig konflikt.
Farlige sekteriske spændinger, massive flygtningestrømme, daglige uhyrligheder og en ustabilitet, som spreder sig, gør borgerkrigen i Syrien til en trussel mod verden. Alle de værdier, vi står for, og alle grundene til, at FN eksisterer, er på spil i det ødelagte landskab, som er Syrien af i dag. Tiden er for længst inde til, at verdenssamfundet og konkret Sikkerhedsrådet lever op til sit ansvar.