Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har åbnet for en fornyet debat om muslimske kvinders brug af niqab og burka med tirsdagens afgørelse i sagen om det såkaldte franske burkaforbud.
Belgien og Frankrig er de eneste lande i Europa, der har forbudt fuld ansigtsdækning, men enkelte kommuner i den spanske region Catalonien har indført forbud, som er blevet kendt forfatningsstridige af den spanske højesteret. Også Holland har bebudet, men siden opgivet at forbyde burka og niqab. Og i Schweiz forventes det, at et tidligere vedtaget forbud nu vil blive ført ud i livet.
”Alle mistanker om, at et forbud kunne være i strid med folkeretten, er blevet fejet af bordet med denne afgørelse”, har det schweziske parlamentsmedlem Heinz Brand erklæret til schweiziske medier.
”Med denne afgørelse kan vi forvente, at spørgsmålet kommer på dagsordenen igen i en række lande. Denne afgørelse sætter standarden for andre lande, der også overvejer at indføre et forbud,” siger juridisk seniorrådgiver i Amnesty International Christina Zampas.
Herhjemme har Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard efter dommen erklæret, at et forslag om en forbud kan tænkes at blive fremsat igen, en tanke der støttes af Kristendemokraterne.
”Kristendemokraterne er generelt modstandere af at lovgive om borgernes frihedsrettigheder, men at skjule ansigtet er en hån mod det kristne menneskesyn og kvindeundertrykkende,” siger Kristendemokraternes landsformand, Stig Grenov, i en pressemeddelelse.
Menneskerettighedsdomstolen bygger netop sin argumentation på, at et tildækket ansigt forhindrer social interaktion mellem mennesker, og at det er rimeligt at indskrænke den individuelle ret til at vise sin religion af hensyn til det, som domstolen betegner som ”Frankrigs udlægning af social sameksistens”.
Dette argument overrasker Louis-Léon Christians, professor i religionsret ved UCL, Det Katolske Universitet i Leuwen i Belgien.
”Det overraskende er ikke, at domstolen gav Frankrig medhold i forbuddet, men at de afviser argumentet om kønsligestilling og især argumentet om hensynet til den offentlige sikkerhed, som ville have været et oplagt argument,” siger Louis-Léon Christians.
”I stedet vælger domstolen at henvise til ”social sameksistens”, som er et kulturelt fænomen. Men det er dybt problematisk at ophøje kulturelle fænomener til retsgrundlag. Med denne retspraksis forsvinder kravet om, at et indgreb i individuelle friheder skal stå i rimeligt forhold til målet. Fremover kan ingen burkaforbud omstødes, så længe de ikke er direkte møntet på muslimer og derfor diskriminerende,” siger Louis-Léon Christians.
Christina Zampas er også bekymret over det argument.
”Med dette argument siger domstolen, at mindretals religiøse udtryk kan forbydes, hvis de gør flertallet ubehageligt til mode. Det er i direkte modstrid med hidtidig retspraksis i forhold til ytringsfrihed, hvor domstolen altid har sagt, at man ikke kan censurere udtryk, bare fordi nogen føler sig stødte eller fornærmede. Dette er et potentielt anslag mod alle trossamfunds religionsfrihed, ikke kun mod muslimer,” siger Cristina Zampas.
Andre iagttagere er mindre foruroligede over domstolens afgørelse.
”Man mærker tydeligt, at domstolen føler sig ilde til mode. Dommerne finder ikke de franske argumenter om ligestilling og offentlig sikkerhed overbevisende nok og advarer også om risikoen for islamofobi” siger Gérard Gonzalez fra Institut for europæisk Menneskeret ved Universitetet i Montpellier i Frankrig.
Spørgsmålet er, hvorvidt denne henvisning til ”en særlig fransk tradition for sameksistens” vil blive udlagt som en begrænsning, der ikke uden videre kan benyttes af andre lande. Eller som en gummiparagraf, der tillader indgreb i de individuelle frihedsrettigheder uden at dokumentere for eksempel risiko for den offentlige ro og orden.