Nødråb fra Italien: Hjælp os med migranterne

Siden Italien sidste år etablerede en kystredningsoperation for migranter, er 73.686 reddet i land i live. Operationen er dyr både økonomisk og politisk

”Det er ikke et italiensk problem. Det her er Europas grænse,” siger præsident Renzi.
”Det er ikke et italiensk problem. Det her er Europas grænse,” siger præsident Renzi.

Selve havet er sine steder slet ikke til at få øje på bag et mylder af blå og grønne prikker på de store kort over Middelhavet, der dominerer tv-skærmene i kontrolcentret i den italienske flådes hovedkvarter et stykke uden for Rom.

Prikkerne viser alle de skibe, der lørdag eftermiddag vugger rundt på Middelhavet.

Det er mere end et døgn siden, der senest har været slået alarm.

Men de hvidklædte flåde-officerer, der i døgndrift sidder med øjnene klæbet til kort og til indrapporteringer fra radarer, sensorer, kameraer, observationer fra patruljebåde, radiokommunikation, efterretninger og kommercielle sejlplaner, ved, hvad de skal holde øje med.

På en gennemsnitsdag er der 10-20 tilfælde af usædvanlig opførsel.

Det kan være handelsskibe, der afviger fra deres sejlplan. Eller ukendte skibe, som ikke er registreret.

Det er nemt at få afklaret de lovlige, ufarlige afvigelser.

Men der er også både, der umiddelbart ser ud til at være indrettet til at fiske, som ifølge målinger fra varmesøgende udstyr viser tegn på varme menneskekroppe i stedet for kolde, døde fisk i lasten.

”Der er måske tre til fem tilfælde i døgnet, vi må se nærmere på enten ved at sende en helikopter eller et skib ud eller ved at bede om mere information. I 90 procent af de tilfælde er der tale om både med migranter,” forklarer viceadmiral Michele Saponaro.

Italienerne er noget ufrivilligt blevet eksperter i at finde og redde mennesker, der med hjælp fra menneskesmuglere har stuvet sig sammen på spinkle både og har sat kursen mod Europa fra krig og armod i Afrika og Mellemøsten.

Katastrofen ud for den italienske ø Lampedusa den 3. oktober sidste år, hvor over 300 omkom i et forlis, der gav genlyd verden over, fik Italien til at sætte gang i redningsoperationen Mare Nostrum (vort hav, red.).

Siden etableringen den 18. oktober 2013 til i lørdags er 388 både med i alt 73.686 migranter blevet reddet.

Alene i fredags blev 834 migranter fra Syrien, Egypten, Eritrea, Palæstina og Sudan samlet op ud for Maltas kyst og sejlet til havnen i Reggio Calabria.

Ifølge den italienske flåde koster operationen Italien op mod 67 millioner kroner om måneden.

Men politisk er Mare Nostrum også dyr for Italien.

Premierminister Matteo Renzi øger nu presset for at få EU til at overtage ledelsen af Mare Nostrum. Og for at få andre lande til at bidrage mere aktivt til redningsindsatsen.

”Ingen civiliseret nation kan bare se til, når børn bliver sat om bord på både og sendt til havs. Vi er nødt til at redde de børn. Vi kan ikke lade både fyldt med børn synke, bare fordi vi ikke ved, hvem der har kompetencen til at redde båden. Europa er nødt til at investere mere,” sagde Renzi i fredags på et pressemøde i Rom.

Ifølge premierminister Renzi kommer 96 procent af alle migranterne til Italien via Libyen.

Derfor opfordrer han også til, at EU styrker sin indsats for at hjælpe de libyske myndigheder blandt andet for at man allerede i Libyen kan få registreret migranterne.

”Det er ikke et italiensk problem. Det her er Europas grænse,” siger Renzi.