I Ryszard Marek Gieses soveværelse hænger et lille sort-hvidt fotografi i ramme. På fotografiet læner en ung, mørkhåret kvinde i ternede trompetbukser hovedet tilbage og smiler kækt mod fotografen.
”Det er det første billede, jeg fik af min hustru,” siger han og løsner rammen fra sømmet på væggen, holder det lidt i hænderne.
”Jeg elsker det her billede.”
Ryszard Giese, 55 år, er en af de i alt cirka 30.000 polakker, der i disse år er i Danmark. Mange er her for at arbejde, lovligt, som en konsekvens af østudvidelsen af EU og den fri bevægelighed over grænserne. Efter søndagens messe i Esbjergs katolske Sankt Nikolaj Kirke har han budt indenfor til en kop te i sin lejlighed i Esbjerg, hvor han til daglig arbejder som rengøringsmedhjælper, blandt andet på en folkeskole.
Hans hustru, Maria, bor i familiens hus i byen Pila i den nordvestlige del af Polen. Parret, der har to voksne børn, har holdt sammen gennem de syv år, han har været her i landet, men det har ikke altid været lige nemt.
”Jeg savner min familie hver eneste dag. Min kone og jeg er enige om alle beslutninger, og vi er enige om det her. Men vi har også haft vores problemer.”
Ryszard, der oprindelig er uddannet inden for handel, kom hertil i 2007, fordi familien var i gæld. Drømmehuset endte med at koste mere, end familien havde troet, og samtidig fik en begyndende finanskrise lønningerne i landet til at rasle ned. Ryszard havde et job som lokomotivmekaniker i Polen, da en ven af hans hustru fortalte, at han havde fået arbejde på en mekanikervirksomhed i Tarm i Danmark. En dag spurgte Ryszard, om det ikke også kunne blive en mulighed for ham. Og tilfældigvis var der en ledig plads.
”Du har 24 timer til at svare,” sagde vennen, for arbejdsgiveren i Tarm manglede folk akut.
Næste morgen kørte Ryszard af sted i familiens bil. I første omgang var jobbet kun i tre måneder, men så fulgte en forlængelse, et nyt job på en møbelvirksomhed, en periode med arbejdsløshed og danskundervisning, indtil han fik jobbet som rengøringsmedhjælper i Esbjerg. I dag er bilen omregistreret til danske nummerplader.
Lønnen her er den altafgørende årsag til, at han er blevet. Hustruen, Maria, har i 35 år arbejdet som statistikmedarbejder hos den polske stat. Hendes månedsløn svarer til 3000 danske kroner. Det havde aldrig været nok, hvis hun alene skulle forsørge, mener han.
”Aldrig. Jeg er her på grund af økonomi. Det er det vigtigste, min familie og huset.”
Ryszard ser familien tre gange årligt: sommer, jul og påske. Da han havde været i Danmark i nogen tid, og adskillelsen var begyndt at sætte sine spor i parforholdet, opsøgte han og hustruen en katolsk bibelstudiekreds i hjembyen. I gruppen var flere pendlerfamilier, og temaet blev derfor naturligt, hvad man kan gøre for at klare de problemer, det giver, når ægteskabets ene part arbejder i udlandet.
”Vi har lært, at alt handler om kommunikation.”
Han hiver et lille, hvidt headset til en mobiltelefon ud af inderlommen på sin jakke.
”Vi har lavet den aftale, at jeg ringer, inden jeg tager af sted på arbejde ved ettiden. Og så igen ved femtiden. Så siger vi hej og lægger budget for ugen, mens jeg går og vasker gulv.”
Telefonen ”gøder jorden”, som han siger. Ansigtet lyser op ved spørgsmålet om, hvad der sker med ham, når Maria kommer på besøg.
”Det er ikke det samme i telefonen, jeg kan jo ikke holde om hende. Når hun er her hos mig, så er jeg glad. Fysisk kontakt er godt for alle,” griner han.
Ryszard har flere venner her i Danmark, der også er polsk gift, men som samtidig ser andre kvinder.
”Min kone er klog, hun har en god intuition. Vi har lavet en aftale om, at vi ikke gør den slags. Jeg har venner her i Danmark, som er kvinder, der besøger mig indimellem. Men de er mine venner, og det er noget andet.”
Weekenderne alene i lejligheden er svære, for så ved han, at familien ser hinanden hjemme i Polen. Turen fra Esbjerg til Pila tager 11 timer i bil hver vej, og det er alt for dyrt i benzin, hvis han skulle køre hjem hver weekend.
”Når jeg arbejder, så tænker jeg på noget andet. Men fritiden kan godt gøre mig ked af det.”
Planen er, at Maria skal flytte til Danmark, når hun går på pension i Polen. Efterhånden som sproget er blevet bedre, og Ryszard har slået rødder i det danske samfund, har han opgivet tanken om at vende tilbage til Polen, selvom han er ”polsk i hjertet”, som han siger.
Ryszard fortryder ikke, at han er taget herop, men han er ked af, han er gået glip af vigtige år i børnenes liv.
”Min søn var 16 år, da jeg tog af sted. Han var i en alder, hvor en dreng har brug for sin far. Det kan jeg se nu.”
Men det var Danmark, ellers havde familien mistet huset, påpeger han. Begge hans børn har fået mulighed for uddannelse på universitetet, og det ville familien ikke have haft råd til, hvis han var blevet i Polen.
De nu voksne børn, Milosz og Aleksandra, taler han i telefon med cirka to gange ugentligt.
”Min søn ringer og siger: 'Far, jeg mangler penge.' Så sender jeg 50 kroner engang imellem og venter på, han ringer igen,” griner Ryszard.