Man klapper da af bomber

På en bakketop få kilometer fra Gaza sidder israelere med popcorn og følger med i bombningen af området

”Vi er her for at se Israel smadre Hamas,” siger Eli Chone, en 22-årig amerikaner, der bor i Israel. På billedet ser en ortodoks jøde til, mens en bombe affyret fra Gaza lander tæt på den israelske by Sderot. Gazas affyringer af bomber mod Israel har de seneste dage ført til voldsomme israelske luftangreb på det Hamas-kontrollerede område.
”Vi er her for at se Israel smadre Hamas,” siger Eli Chone, en 22-årig amerikaner, der bor i Israel. På billedet ser en ortodoks jøde til, mens en bombe affyret fra Gaza lander tæt på den israelske by Sderot. Gazas affyringer af bomber mod Israel har de seneste dage ført til voldsomme israelske luftangreb på det Hamas-kontrollerede område. . Foto: Ronen Zvulun.

Mens de fleste af de 25.000 indbyggere i den sydisraelske by Sderot om aftenen prøver at holde sig i sikkerhed fra raketregnen fra Gaza inden døre, møder man et andet billede på en lille bakketop i udkanten af byen. Her ændrer den spøgelsesagtige stemning sig til noget, der minder om en fest.

”Vi er her for at se Israel smadre Hamas,” siger Eli Chone, en 22-årig amerikaner, der bor i Israel.

Han er en af de flere end 50 personer, der er samlet på den mørke bakketop for at se Israel bombe Gaza på nærmeste hold. Bakken er blevet omdannet til noget, der mest ligner første parket til et realistisk krigsteater. Herfra er der et direkte udsyn over den tætbebyggede Gazastribe.

Folk har slæbt campingstole og sofaer op på toppen af bakken. Flere sidder med knitrende poser popcorn, mens andre pulser løs på vandpiber og snakker muntert. Folk kommer til og går fra stedet i en lind strøm.

”Se der,” siger Eli Chone og peger op på en prik på himlen.

”Det er et kampfly, der er ved at dykke. Det betyder, at det skal til at skyde.”

Snakken på bakken forstummer for et øjeblik. Med ét lyser den mørke nattehimmel op i en kraftigt blitz, mens en høj ildsøjle rejser sig i Gaza. Få sekunder efter ryster hele jorden af et dumpt drøn.

I det samme bryder der jubel ud på bakketoppen efterfulgt af faste klapsalver.

Israel har over de seneste dage bombet godt 800 mål i Gaza, og budskabet fra politikerne er, at militæroperationen kan blive endnu mere intens de kommende dag.

Kort tid efter at flyet har været ind over Gaza, melder palæstinensiske medier om, at det er en bil med journalister, der er ramt. Det er endnu uvist, om det blot er propaganda, men det er derimod sikkert, at dødstallet for de seneste dages bombardementer er kraftigt stigende.

Over 80 er dræbt og 500 sårede, lyder meldingerne indtil videre. Blandt dem er både børn og andre civile.

Bekymringer over de kontante konsekvenser af raketterne præger dog ikke stemningen på bakken.

”Helt ærligt. Se på folkene omkring dig. De bor her i byen og må dagligt leve med at blive beskudt. Der er da ikke noget at sige til, at de er glade for, at militæret nu slår igen. Vi sidder og ser på Israel, der skaber fred,” siger Eli Chone

Hans kammerat Aron Dew bryder ind:

”Og så er det også bare god underholdning.”

For ham handler krigscenen ikke så meget om kampen for fred. Han bor i Jerusalem næsten 100 kilometer væk fra raketterne i Sderot. Det er anden dag i træk, han tager turen mod syd for at opleve kampene.

”Det er fedt at være her. Man kan mærke bragene og ser raketterne. Det er en jagt på spænding. I går landede der en raket lige neden for bakken,” siger han.

At krig og underholdning går hånd i hånd er noget, man har set gennem det meste af historien, og helt tilbage til middelalderen har man billeder af, at der er tilskuere til krigsslag, forklarer Tamar Hermann, professor i statskundskab Tel Aviv Universitet.

”Det er ikke fordi, det skal forsvares, men det afspejler dog et syn på krig, som har dybe historiske rødder,” siger Hermann.

Samtidig er scenen på bakken i Sderot også med til at tegne en karakteristik af det israelske samfund, mener hun:

”Den israelske offentlighed er generelt set karakteriseret af en offermentalitet., hvor der en tendens til at se modparten i konflikten som det absolut onde. Spørgsmål som medfølelse og forståelse for palæstinenserne er ofte noget, man mest vil finde i højere uddannede kredse omkring Tel Aviv. Det er mere ressourcestærke mennesker, men også folk, der ikke ved, hvad, hvad det vil sige at leve under det konstante bombardement, man gør i syd.”

Grafik: Før musen hen over billedet