Tysk vrede over amerikansk spionage vokser

Tyskland udviser CIA-chef, og forholdet til USA er i krise. Flere politikere vil hævne sig på USA ved hjælp af modspionage

I oktober blev det afsløret, at NSA ikke alene udspionerede al internettrafik fra Tyskland, men også aflyttede den tyske kansler Angela Merkels private mobiltelefon.
I oktober blev det afsløret, at NSA ikke alene udspionerede al internettrafik fra Tyskland, men også aflyttede den tyske kansler Angela Merkels private mobiltelefon. Foto: Thomas Peter.

Tyskland udviste i går den amerikanske CIA-chef i Berlin, hvilket er en dramatisk forværring i et forvejen skidt forhold mellem de to Nato-lande.

Relationen er dårligere end nogensinde i nyere tid, og grunden er de seneste afsløringer af spionage, som amerikanerne skal have begået imod Tyskland.

Et bevis for, hvor dårligt forholdet rent faktisk er, leverede den tyske kansler Angela Merkel allerede forleden under et besøg i Kina, hvor hun offentligt og endda i overværelse af Kinas premierminister Li Keqiang kritiserede USA.

”Skulle det vise sig, at de seneste påstande om USA's spionage er sande, så er det efter min mening klart i modstrid med det, som jeg forstår med et fortroligt samarbejde mellem partnere,” sagde hun under et pressemøde med Li Keqiang.

Hermed brød Merkel med en gammel tradition om, at USA og Tyskland som nære allierede aldrig kritiserer hinanden offentligt og da slet ikke i et land som Kina, som begge lande har et mere distanceret forhold til.

I går tilføjede kansleren over for nyhedsbureauet Reuters:

”Fra mit synspunkt er det spild af tid at udspionere allierede. Vi har så mange problemer, og vi burde fokusere på de vigtige ting.”

Den amerikanske efterretningstjeneste, NSA, har været i mediernes søgelys det seneste år, blandt andet fordi det er kommet frem, at organisationen har drevet spionage mod regeringer i lande, der er allierede med USA.

I oktober blev det afsløret, at NSA ikke alene udspionerede al internettrafik fra Tyskland, men også aflyttede Angela Merkels private mobiltelefon. Den amerikanske præsident, Barak Obama, lovede dengang, at NSA ikke længere ville aflytte Merkel, men derudover tog han ikke stilling til beskyldningerne mod NSA.

Ifølge de seneste afsløringer skal USA have betalt en tysk agent for oplysninger om det parlamentariske undersøgelsesudvalg, der har til opgave at undersøge omfanget af NSA's spionage i Tyskland.

Det har skabt stor vrede i Tyskland, at USA åbenbart ikke vil holde op med at udspionere Tyskland.

Den tyske forbundspræsident, Joachim Gauck, taler på mange tyskeres vegne, når han i et interview til tv-stationen ZDF siger:

”Amerikanerne sætter det nære venskab mellem USA og Tyskland på spil. Nu er det nok!”

Flere og flere politikere forlanger derfor nu, at Tyskland gør gengæld og også begynder at føre spionage mod USA. For eksempel kræver Roderich Kiesewetter, der er medlem af det konservative kristeligt demokratiske parti CDU, at den tyske efterretningstjeneste får flere penge, så det kan udspionere USA.

”Tyskland har sparet på det forkerte område. Vores tjeneste har ikke en brøkdel af de midler, som NSA har til rådighed”, siger han til avisen Zeits internetavis.

Ifølge flere aviser deler den tyske indenrigsminister Thomas de Maiziére denne holdning. Han ønsker, at den tyske efterretningstjenestes fremover skal samarbejde med efterretningstjenesterne i lande som Storbritannien og USA, men at tyskerne samtidig skal holde et vågent øje med, hvad disse landes agenter gør.

Efter flere dages tavshed signaliserede USA en vis samarbejdsvilje i forbindelse med opklaringen af spionageaffæren.

”Vi arbejder sammen med den tyske regering for at sikre, at alle spørgsmål bliver løst på en ordentlig måde”, hed det i en presseerklæring fra den amerikanske ambassade i Berlin.

I øjeblikket opholder flere medlemmer det tyske parlaments udenrigspolitiske udvalg sig i USA, hvor de blandt andet taler med amerikanerne om spionageaffæren.

”Vi har tydeligt sagt, at disse dumheder begået af NSA skaber en virkelig udenrigspolitisk skade. Men affæren må ikke føre til, at forholdet mellem USA og Tyskland skades for altid, for det kan vi ikke tillade os. Begge parter har brug for hinanden. Amerikanerne har en anden opfattelse af spionage end tyskerne, og derfor skal vi ikke regne med, at USA vil ændre sin opførsel på dette område. Alligevel må Tyskland ikke gøre USA's forkerte opførsel til målestok for forholdet mellem de to lande generelt,” siger formanden for det udenrigspolitiske udvalg, den konservative kristeligt demokratiske politiker Norbert Röttgen, til radio Deutschlandfunk.

Han tilføjer:

”Vi har brug for et tæt samarbejde mellem Washington og Berlin i forbindelse med mange internationale temaer.”