En sejr for demokrati og markedsøkonomi. Sådan blev det fremstillet af politikere og medier i Vesteuropa, da Ukraine underskrev associeringsaftalen med EU den 27. juni. Natos generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, var ifølge en udtalelse samme dag overbevist om, at aftalen ville ”bidrage til konsolidering af frihed, stabilitet og velstand i Europa.”
Sagen er da også den, at den ukrainske regering, ledet af den nyvalgte præsident Petro Porosjenko, har anlagt samme positive syn på på associeringsaftalen som de demonstranter, der for mere end et halvt år siden gik på gaden i protest mod den daværende præsident Viktor Janukovitjs pludselige nej til aftalen i sidste øjeblik.
Efter at Janukovitj blev afsat, har Ukraine været gennem en ustabil periode med prorussiske oprør på halvøen Krim og i det østlige Ukraine, hvor situationen i disse dage er højspændt. En regeringsminister har ifølge nyhedsbureauet Reuters anslået, at Ukraine med tabet af Krim har mistet ressourcer til en værdi af omkring 55 milliarder kroner.
Nogle af de penge kan associeringsaftalen måske være med til at hente igen via andre kilder. Ukraine kommer økonomisk tættere på de 28 EU-lande, der vil bistå Ukraine på en række områder, herunder teknisk hjælp til at byde på offentlige EU-kontrakter. I de første år af aftalen får Ukraine ifølge Reuters bedre adgang til EU's marked, end EU får til markedet i Ukraine.
Fra et russisk perspektiv er aftalen blevet set som et ultimatum til Ukraine om at vælge mellem EU og Rusland. Præsident Vladimir Putin har advaret om, at hvis man stiller Ukraine over for sådan et valg, vil det rive landet over i to et scenarie, der truer med at blive virkelighed, hvis kampene i Østukraine ikke snart stopper.
Parallelt med EU-aftalen forpligter den nye regering i Kijev sig til at følge anvisningerne fra Den Internationale Valutafond, IMF, for landets økonomi. En plan, der i en række internationale aviser omtales med den positivt ladede betegnelse ”reformer”. Ordet kan dog ifølge den amerikanske økonom Mark Weisbrot være misvisende.
”Jeg tror, der er stor sandsynlighed for, at reformerne, hvis man vil kalde dem det, kommer til at gøre meget skade. Den ukrainske økonomi står til at skrumpe med fem procent i år. Oven i det kræver IMF meget stramme besparelser på tre procent af bruttonationalproduktet over de næste to år. Vi ved fra Grækenland, Spanien og Portugal, hvor noget lignende blev forsøgt på det seneste, at når IMF tilskynder til så store besparelser, begynder en ond cirkel. Idéen er at reducere underskuddet på betalingsbalancen med besparelser. Men når man gør det, falder statens indtægter typisk også. Samtidig vil andre udgifter som arbejdsløshedsunderstøttelse og andre sociale ordninger stige. Det vil sige, at målet flytter sig, og man bliver nødt til at foretage yderligere nedskæringer for at prøve at nå det. Så der er reel risiko for en længerevarende recession” siger Weisbrot, der er direktør for Center for Forskning i Økonomi og Politik, en organisation baseret i Washington.
Guleroden, som IMF lokker den nye regering i Kijev med, er et lån på 91 milliarder kroner. Weisbrot mener dog, at der bør findes et alternativ til de barske betingelser, der følger med. Han frygter et græsk scenarie:
”Den tyske finansminister, Wolfgang Schuble, har sagt, at Grækenland kan tjene som en model for Ukraine. Det er en helt utrolig bekendtgørelse for en i hans position. Det svarer nogenlunde til at sige, at Depressionen i 1929 kan være en model for Ukraine. Grækenland har haft seks år med recession nu. De har skåret udgifter til offentlig sygesikring med 40 procent. Alligevel har landet stadig en gæld på 169 procent af bruttonationalproduktet, hvilket er meget højere, end da den første aftale med IMF blev underskrevet i maj 2010.”
Weisbrot påpeger, at tragedien i Grækenland kunne være undgået med en anden økonomisk politik. Således også i Ukraine:
”Der er altid alternativer til flere års recession og meget høj arbejdsløshed,” siger han og fortsætter:
”Ukrainerne kunne have fået et lån fra Rusland på 82 milliarder kroner, der ikke havde IMF's skrappe betingelser. Jeg siger ikke, at Ukraine bør forsømme sin gæld eller burde have taget det russiske lån som alternativ til IMF. Jeg siger bare, at om et par år vil mange ukrainere sandsynligvis størstedelen og ikke kun i øst ønske, at de havde havde sagt ja til den russiske variant uden de her meget voldsomme krav.”
Ifølge Weisbrot går de nye magthavere i Kijev med på IMF's barske vilkår, fordi de håber på EU-medlemskab.
”Porosjenko underskrev EU-aftalen, fordi hans regering vil have, at Ukraine skal blive en del af Vesten, men Vesten tager en meget høj pris for det,” siger han.
Weisbrot er ikke afvisende over for, at nogle af IMF's tiltag er positive, og at nogle ændringer i økonomien sandsynligvis er fornuftige:
”Enkelte dele af programmet kan i princippet tænkes at have positiv effekt, men det betyder ikke rigtig noget, hvis de først ødelægger økonomien på samme måde, som de ødelagde den i Grækenland, Spanien og Portugal. Det er for brutalt. Resultatet bliver massearbejdsløshed, der varer i årevis. For mig er dét det værste. Arbejde er det vigtigste for de fleste mennesker. Og ukrainerne har ikke engang muligheden for at rejse til rigere lande i Vesteuropa og finde beskæftigelse, for de er ikke med i EU ikke at der er mange jobs der, men i det mindste er der nogle. Så det ser slemt ud. Jeg tror, at den nye regering hurtigt bliver upopulær.”
Med det in mente, hvorfor tror du, dens medlemmer alligevel accepterer IMF-planen?
”Det er muligt, at de ikke er klar over, hvor slemt det bliver,” siger Weisbrot.
Det er ikke kun EU, der har betydelig interesse i at implementere IMF's politik i Ukraine. En anden vigtig aktør er USA, mener Weisbrot.
”Den amerikanske regering er involveret i det økonomiske program i betydelig grad. Den har allerede brugt millioner af dollars på at få den regering i Kijev, som den ønsker. Det vil sige en ukrainsk regering, der handler i overenstemmelse med USA's interesser. Der er en stærk indflydelse fra dele af det amerikanske udenrigspolitiske etablissement. De ser Ukraine som en stor præmie, og de er indstillet på at få den,” siger Weisbrot og uddyber:
”Både i det amerikanske finansministerium, der er den vigtigste aktør i IMF, og i valutafonden selv, er der ansatte med forbehold. De frygter, at spareprogrammet i Ukraine kan komme ud af kontrol og dermed skade deres poli-tiske målsætning, som er at få landet fast forankret som en del af Vesten og for nogle af dem Nato-optagelse. Så det bliver interessant at se, hvor langt de vil skubbe Ukraine ud i denne forlængede recession.”
Ifølge Weisbrot så viser den forskning, han har foretaget, at IMF politisk slagside:
”Sagen er den, at det meste af det, der ligger til grund for denne form for økonomisk politik, er ideologisk drevet. I de lande, hvor IMF opererer, anviser organisationen offentlige nedskæringer, besparelser på sygehusvæsen, ringere mulighed for at opnå arbejdsløshedsunderstøttelse og så videre. Dokumentationen er overvældende. Det mønster gentager sig nu i Ukraine. Det afgørende er, at IMF's direktører ser en krise som en sjælden mulighed for at gennemføre ændringer, som de ved er upopulære, og som folk i de fleste tilfælde aldrig vil stemme for. Eksemplerne fra Sydeuropa og andre steder taler deres tydelige sprog. Ukraine er et mere ekstremt tilfælde, fordi landet er meget svagere og har et helt andet udgangspunkt,” siger han.