Den sydafrikanske nobelpristager i litteratur Nadine Gordimer er død i en alder af 90 år, oplyste hendes familie i går. I årene under apartheid kæmpede Nadine Gordimer for frihed som hvid systemkritiker. Hun deltog i ulovlige demonstrationer og talte offentligt mod regimet, når hun var i udlandet. Hun meldte sig ind i den ulovlige African National Congress (ANC) og blev venner med tidligere præsident Nelson Mandela. Da hun fik Nobels litteraturpris for sit forfatterskab i 1991, var det blandt andet begrundet i hendes stærke litterære skildringer af et umenneskeligt system og dets indflydelse på den enkeltes personlige liv og moral. Kristeligt Dagblad bringer i morgendagens avis en nekrolog.