USA's liste af udenrigspolitiske hovedpiner er lang og voksende: en opblussen af fjendtlighederne mellem israelerne og palæstinenserne, borgerkrig i Irak og Syrien, Ruslands sabelraslen på grænsen til Ukraine, politisk uro i Afghanistan, kinesisk ekspansionisme i Østasien og et ulmende sammenbrud i forhandlingerne med Iran om præstestyrets atomvåbenprogram.
USA står, som avisen The Wall Street Journal konstaterede det i en artikel forleden, over for en spiral af global ustabilitet, hvis omfang ikke er set siden 1970'erne, da Sovjetunionen invaderede Afghanistan, revolutionære islamister tog magten i Iran, og efterdønningerne af Vietnamkrigen rystede Sydøstasien.
Og det kan blive værre endnu. Rusland kan bemægtige sig mere af det østlige Ukraine, og Kina kan lade sig inspirere til et fremstød i Det Sydkinesiske Hav. Nordkorea kan beslutte at spille med musklerne. Efterretninger om, at terrorister i Syrien er ved at bygge en ny type dødelig minibombe, der kan gemmes i en bærbar computer, kan vise sig sande.
I et interview i søndags med tv-stationen ABC News advarede den amerikanske justitsminister, Eric Holder, om, at det er formentlig kun er et spørgsmål om tid, før oprørsgruppen Isil vender blikket mod Vesten og særligt mod USA.
Sammenfaldet af alvorlige sikkerhedskriser udløser debat om præsident Barack Obamas vægtning af diplomati over militær magt i udenrigspolitikken.
Præsidentens politiske modstandere hævder, at hans antimilitaristiske politikker har givet næring til de brande, der lige nu fejer henover kloden og efterlader død, ødelæg-gelse og menneskelig lidelse i deres spor.
Der er, mener mange kritikere, en direkte forbindelse mellem de aktuelle kriser og Obamas beslutning om at trække USA helt ud af krigene i Irak og Afghanistan, hans vægren ved at blande sig i den syriske borgerkrig og hans manglende vilje til at banke ekspansionsivrige Rusland og Kina på plads. Han har, lyder anklagen, undergravet den regionale orden, som USA opbyggede i Asien og Mellemøsten under den kolde krig, og ladet terrorister og slyngelstater udfylde tomrummet.
Kritikere advarer endvidere om, at USA taber respekt både blandt venner og fjender. Arabiske stater, der takket være deres afhængighed af amerikansk bistand engang slog krøller på sig selv for at undgå åben konflikt med USA, har ikke længere noget problem med at trodse supermagten. Dertil kommer, at relationen mellem USA og landets vigtigste allierede i Europa, Tyskland, er nået et lavpunkt efter afsløringen af den amerikanske aflytning af kansler Angela Merkels telefon.
Andre påpeger, at præsident Obama ikke bærer hele ansvaret for verdens kriser. Meget af det, som foregår, er efterdønninger af det arabiske forår i 2010 eller er rodfæstet i historiske rivaliseringer. Samtidig er USA's allierede ofte lidet behjælpelige. EU-landene vægrer sig ved at pålægge Rusland sanktioner på grund af frygt for de økonomiske konsekvenser, og asiatiske landes stridigheder har undermineret amerikanske forsøg på at danne en forenet front mod Kina. Endelig er der også den kendsgerning, at det amerikanske folk slet ikke bakker op om et militært engagement i Syrien, Irak eller Ukraine.
Barack Obama har to og et halvt år tilbage som leder af en kaotisk verden, der både higer efter og harmes over amerikansk lederskab. Der er ingen tegn på, at listen over hovedpiner når at blive mindre, inden at han overlader Det Hvide Hus til dets næste beboer.