Hamas afviser våbenhvile bombninger fortsætter

Hamas undskylder over for Egypten, at bevægelsen ikke kan acceptere våbenhvileforslag

Hamas meddelte i går officielt Egypten, at bevægelsen forkaster et egyptisk forslag om en Gaza-våbenhvile.

”Udfaldet af de interne diskussioner blandt bevægelsens institutioner er en forkastelse af forslaget, og derfor har Hamas meddelt Egypten, at bevægelsen undskylder for, at forslaget ikke kan accepteres,” sagde Sami Abu Zuhri, en talsmand for den islamistiske gruppe.

Den væbnede fløj i Hamas havde allerede tidligere forkastet den egyptiske plan. Israel, som kortvarigt indstillede dets offensiv i Gaza, har genoptaget den efter flere raketangreb mod Israel på tværs af grænsen fra det palæstinensiske område.

Efter en uges optrappet konflikt blev den første israeler i tirsdags dræbt af en raket fra Gazastriben. Omkring 200 palæstinensere har mistet livet, og flere end 1100 er blevet såret siden sidste tirsdag, da Israel indledte sine bombardementer mod militante palæstinensere fra Hamas i Gazastriben.

Det egyptiske våbenhvileforslag, som Israel accepterede, indebar en øjeblikkelig våbenhvile. Desuden skulle grænseovergange åbnes for personer og gods, så snart sikkerhedssituationen var blevet stabil.

Formålet med den israelske offensiv er at bremse den seneste tids raketangreb fra militante i Gaza. Siden den 8. juli er der blevet affyret knap 1000 raketter og mortergranater mod Israel, mens det israelske luftvåben ifølge militæret har udført omkring 1500 angreb på mål inden for Gazastriben.

Flere raketter fra Gaza slog i går ned tæt på en restaurant i den israelske by Ashkelon, hvor den norske udenrigsminister, Børge Brende, holdt møde med sin israelske kollega, Avigdor Lieberman. De to udenrigsministre søgte tilflugt i restaurantens sikreste rum. Ifølge den norske tv-station NRK lød der to kraftige brag kun få hundrede meter fra, hvor Brende og Lieberman befandt sig.

Ashkelon ligger nord for Gazastriben omkring 75 kilometer sydvest for Jerusalem.

Ifølge NRK havde den israelske udenrigsminister vist Børge Brende rundt i byen, hvor de blandt andet havde besøgt et sygehus. Herefter satte de sig ind på restauranten for at holde møde, da raketterne begyndte at regne ned over området.

Børge Brende er i Israel for at få begge parter i konflikten til at indgå en våbenhvile.