Tysklands stærke dame fylder rundt

Ifølge kansler Angela Merkel, der i dag fejrer sin 60 års fødselsdag, er kirkerne uundværlige for samfundet

Ifølge den tyske journalist Volker Resing, der flere gange har interviewet Angela Merkel, har ingen anden kansler i Tysklands historie haft en så omfattende teologisk baggrund som hende.
Ifølge den tyske journalist Volker Resing, der flere gange har interviewet Angela Merkel, har ingen anden kansler i Tysklands historie haft en så omfattende teologisk baggrund som hende.

Angela Merkel fylder 60 år i dag, men en af de bedste fødselsdagsgaver fik hun allerede i søndags, da Tyskland vandt verdensmesterskabet i fodbold. Den tyske kansler er kendt for at være en begejstret fodboldfan, og hun var da også tilstede ved finalen mod Argentina i Brasilien. Ikke alene ved selve fodboldkampen, men også bagefter, da landsholdet fejrede sejren i omklædningsrummet.

I dag er hun midtpunktet for en stor fest i Berlin, hvor flere end 200 gæster er indbudt. Kansleren er ganske vist selv medlem af det konservative kristeligt demokratiske parti CDU, men adskillige af hendes yndlingsministre er socialdemokrater og derfor vil ledende socialdemokrater som udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier og handels- og energiminister Sigmar Gabriel også være til stede ved festen.

Angela Merkel er født i Hamborg i 1954, men var kun få uger, da familien flyttede til den nyoprettede kommunistiske stat DDR. Hun er vokset op i et præstehjem, hvor faderen så det som sin moralske pligt at uddanne kommende præster til at sprede det kristne budskab i det ellers antireligiøse Østtyskland.

Ifølge den tyske journalist Volker Resing, der flere gange har interviewet Angela Merkel, har ingen anden kansler i Tysklands historie haft en så omfattende teologisk baggrund som hende. Kansleren skal for eksempel være i stand til at se forskel på, om bibelcitater stammer fra den katolske kirkes oversættelse eller Luthers version af den hellige skrift.

Angela Merkel blev kansler første gang i 2005, og det var ingen tilfældighed, at hun under edsaflæggelsen brugte ordene ”Så sandt Gud hjælpe mig”. Hun har ved flere lejligheder betonet, hvor vigtige de kristne værdier er for hende. For eksempel skal hendes kristne livsindstilling sikre, at hun beholder begge ben på jorden og ikke bliver for magtgrådig.

I avisen Süddeutsche Magazin blev Merkel en gang spurgt om, hvilke tips hun ville give sin efterfølger på posten som kansler. Hertil svarede hun med et citat fra Luthers bibeloversættelse:

”Den, der skal gå til grunde, bliver først stolt; og hovmod står for fald.”

I bogen ”Daran glaube ich. Christliche Standpunkte” (Det tror jeg på. Kristelige standpunkter) fra 2013 uddyber hun sit syn på forholdet mellem stat og kristendom.

”Vores stat er ifølge forfatningen verdslig og religiøst neutral hvilket ikke står til debat. Men Tyskland er udtrykkeligt ikke blevet dannet på et antireligiøst grundlag. Det er ikke uden grund, at vores grundlov begynder med ordene: 'I bevidsthed om sit ansvar for Gud og mennesker'. Henvisningen til Gud tydeliggør, at politik ikke må udvikle sig til at blive krav om almagt eller enevælde, for så bliver den med tiden til en menneskefjendtlig ideologi.”

Angela Merkel er uddannet fysiker, men har ikke noget problem med at være troende. I flere interviews har hun sagt, at forskning og videnskab hverken kan bevise eller afkræfte Guds eksistens.

Den tyske kansler går ganske vist sjældent i kirke, fordi hun ikke kan lide at føle sig iagttaget, når hun beder, men hun har flere gange offentligt betonet, hvor vigtig kirkerne er for det tyske samfund og for Europa.

I sin bog fra 2013 skriver hun blandt andet:

”Kirkerne står for mere end blot socialt engagement. Europa har brug for kirkerne ikke alene som aktører i et levende borgersamfund, men også fordi de bidrager til at stabilisere og forny det åndelige og etiske grundlag, som de europæiske idéer om fællesskab bygger på. Kirkerne byder på hjem og fællesskab. De giver styrke, orientering, kraft og håb. Der findes områder, som politik ikke kan erstatte. Kirkerne har til opgave offentligt at leve og formidle værdier, og de vogter over den politiske og samfundsmæssige udvikling, og det gør dem uundværlige i vores samfund.”

Angela Merkel er overbevist om, at mennesker har et personligt ansvar for deres egen og andre menneskers skæbne. I en tale til Det Katolske Akademi i Wolfsburg i 2010 sagde hun blandt andet:

”Mennesket er i stand til at forbedre verden, og fatalisme er ikke noget svar på udfordringerne. Tværtimod! Et kristent menneske er ikke blot i stand til men ligefrem forpligtet til at gøre sit bedste for at forbedre tingene.”

Angela Merkel har tre år tilbage som kansler, før Tyskland igen skal til valg. Ifølge magasinet Spiegel ønsker hun til den tid at trække sig frivilligt ud af tysk politik. Om hun derefter vælger at tilbringe mere tid sammen med sin mand, kemikeren Joachim Sauer, eller om hun hellere vil stræbe efter at få en international post, er uvist.

Angela Merkel (i midten) var ikke blot tilstede i brasilianske Rio de Janeiro, da Tyskland spillede VM-finale i fodbold mod Argentina. Den tyske kansler deltog også bagefter, da landsholdet fejrede sejren i omklædningsrummet.
Angela Merkel (i midten) var ikke blot tilstede i brasilianske Rio de Janeiro, da Tyskland spillede VM-finale i fodbold mod Argentina. Den tyske kansler deltog også bagefter, da landsholdet fejrede sejren i omklædningsrummet. Foto: Guido Bergmann/Reuters