Pres på Putin vokser: Kom katastrofe-missilet fra Rusland?

Krav om international adgang til ulykkessted i Ukraine

Bevæbnede pro-russiske separatister holder vagt foran den mark, hvor flyet fra Malaysia Airlines blev skudt ned. Amerikanske efterretninger lyder på, at Moskva i smug forsynede oprørerne i Ukraine med adskillige avancerede antiluftskytssystemer.
Bevæbnede pro-russiske separatister holder vagt foran den mark, hvor flyet fra Malaysia Airlines blev skudt ned. Amerikanske efterretninger lyder på, at Moskva i smug forsynede oprørerne i Ukraine med adskillige avancerede antiluftskytssystemer. Foto: Bulent Kilic/AFP.

Det internationale pres på Rusland vokser efter prorussiske oprøreres formodede nedskydning af et Malaysia Airlines passagerfly over det østlige Ukraine torsdag eftermiddag.

Nye amerikanske efterretninger tyder ifølge avisen Wall Street Journal på, at Moskva i smug forsynede oprørerne i Ukraine med adskillige avancerede antiluftskytssystemer, som efter nedskydningen af passagerflyet hastigt blev flyttet tilbage til Rusland. De amerikanske oplysninger styrker den ukrainske regerings påstand om, at oprørerne og deres russiske rådgivere forsøger at skjule deres rolle i den formentlig utilsigtede nedskydning af passagerflyet.

Samtidig flokkes globale ledere om den russiske præsident Vladimir Putin for at få ham til at tvinge oprørerne til at give internationale observatører og havarieksperter fuld adgang til ulykkesstedet i Donetsk-regionen, hvor situationen igennem weekenden har været præget af kaos.

Nedskydningen af flyet og meldinger om, at oprørerne har pillet ved bevismateriale ved blandt andet at flytte på vragdele og på ligene af de 298 ofre, der landede i hvedemarkerne omkring landsbyen Rozsypne, har skærpet den vestlige holdning til Moskva.

I går forlangte USA's udenrigsminister, John Kerry, at Vladimir Putin tager ansvar for oprørernes handlinger, mens Frankrig, Tyskland og Storbritannien advarer om, at EU allerede i dag vil ”drage konsekvenser”, hvis ikke Putin ændrer kurs.

I en kommentar i går i avisen Sunday Times skrev den britiske premierminister, David Cameron, at der ”alt for længe har været en modvillighed fra alt for mange europæiske lande til at konfrontere implikationerne af det, som foregår i det østlige Ukraine”.

Moskva benægter at have sendt våben til oprørerne og har indtil videre fortsat sin uforsonlige tilgang til Vesten ved blandt andet at bekendtgøre sanktioner mod 13 amerikanere som gengældelse for de nye amerikanske sanktioner mod Rusland, som blev iværksat dagen inden flystyrtet. Umiddelbart efter flystyrtet tildelte Vladimir Putin Ukraine ansvaret for hændelsen ud fra det ræsonnement, at den skete i ukrainsk luftrum.

Internationale observatører fra Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, OSCE, fik kortvarigt adgang til ulykkesstedet i lørdags, men blev forhindret i at udføre deres arbejde af de tungt bevæbnede oprørere, hvoraf mange ifølge vidner var alkoholpåvirkede.

En talsmand for Ukraines nationale sikkerhedsråd, Andrij Lysenko, siger i en udtalelse, at oprørerne har rodet så meget på nedstyrtningsstedet, at opklaringsarbejdet er kompromitteret.

”Terroristerne gør alt, hvad de kan, for at skjule beviser for russiske missilers rolle i nedskydningen af flyet,” siger han.

I går blev et stort antal af de omkomne, der var begyndt at gå i opløsning i sommervarmen, fragtet i lastbiler til fem nedkølede togvogne i byen Tores ledsaget af bevæbnede oprørere. Ifølge oprørernes leder, Alexander Borodai, vil ligene forblive i togvognene indtil ankomsten af en delegation af internationals luftfarteksperter.

Ifølge den hollandske premierminister, Mark Rutte, vil et hold eksperter i dag rejse til nedstyrtningsstedet for at identificere ofrene. Rutte har talt med flere verdensledere og aftalt, at Holland skal stå for at koordinere indsatsen med at identificere ofrene, hvoraf flere end halvdelen var hollandske statsborgere.

Allerede i dag kan FN's Sikkerhedsråd stemme om et resolutionsforslag fra Australien, der fordømmer nedskydningen og opfordrer Rusland og andre til at samarbejde om efterforskningen, skriver nyhedsbureauet AFP.