EUROPÆISK JOURNALIST. Lyst hår og blå øjne. Og så et umiddelbart anti-israelsk billede, der viser israelere klappe og juble på en bakketop ved byen Sderot, mens de ser bomberne regne ned over Gaza. Kristeligt Dagblad har ligesom medier verden over bragt fotografiet. Det skete den 14. juli.
Forargelsen lå lige til højrebenet. I hvert fald nogle israelske mediers højreben.
Først lød det fra den israelske tv-station Channel 10's erfarne kommentator, at billedet fra Sderot er falsk og i virkeligheden stammer fra 2009. Overflødigt at sige, at stationen ikke ringede til mig for at tjekke, hvornår jeg rent faktisk havde taget det.
Så sagde jeg ja tak til at deltage i tv-stationen Channel 2's aftenprogram med den erfarne vært Oded Ben Ami. Aftalen var, at vi skulle diskutere billedet. Da kameraet kørte, gik det hurtigt op for mig, at jeg var kaldt til skideballe for at have sendt billedet fra Sderot ud via det sociale medie Twitter.
”Tror du virkelig, at det repræsenterer hele den israelske befolkning?”, lød det med Oded Ben Amis dybe basstemme.
Og ”kan jeg konkludere, at du holder mere med Hamas end Israel?”, fortsatte han, som om han endelig havde fået placeret sine støvler fra dengang, han var militærets talsmand, solidt på halsen af den stereotype fordomsfulde og anti-israelske europæiske journalist.
Tak for kaffe!
Så kom Channel 2 med et tilbud om at skabe en debat på bakken i Sderot. På den ene side mig selv eller min kollega Nikolaj Krak, som har skrevet en artikel om de jublende israelere (bragt på forsiden af Kristeligt Dagblad den 11. juli), og som også var til stede, da det omtalte billede blev taget. Vi lugtede dog fælden og takkede nej, hvilket ikke forhindrede Channel 2 i at producere et ukritisk indslag om bakketoppen i Sderot, hvor jeg indledningsvis blev præsenteret som svensk journalist. For hvad er forskellen? De hader os jo alle sammen deroppe i det kolde nord.
Toppen af sagen om bakketoppen blev nået forleden aften på Channel 10. I kanalens åbenlyse uvilje mod at tale med manden bag tweetet og billedet havde kanalens producere fundet frem til en af de klappende israelere fra Sderot, der ses i forgrunden af billedet. Nu skulle billedet fra Sderot have det ultimative dødsstød, og de hadefulde Israel-kritiske medier fra Vesten blev placeret på delegitimiseringens alter.
Så pigen med de lange sorte krøller fortæller Channel 10, hvad der i virkeligheden skete: ”Der var stille og roligt på bakketoppen. Vi sad bare og kiggede. Men de to danske journalister opfordrede os til at klappe og juble, så det gjorde vi.”
Bum!
Det har taget tid, men israelsk fjernsyn har nu endelig begravet sagen om Sderot-billedet. De israelske seere ”ved” nu og kan føle sig trygge ved tanken om, at det bare var endnu en Israel-hader, der tog billedet. En skandinav, der slet ikke forstår konfliktens nuancer, og som oven i købet iscenesætter sine billeder, hvis der mangler action.
Til de sikkert stadig uinteresserede israelske tv-kanaler, der i øjeblikket har travlt med at bulldoze enhver kritisk stemme, kan jeg sige følgende:
Billedet er ikke fra 2009. Det er taget af mig den 9. juli i år i Sderot, hvor jeg sammen med Nikolaj Krak stod stille og roligt på bakketoppen, da de forreste rækker på campingstolene brød ud i jubel og klapsalver, da et missil ramte inde i Gaza. Ja, inde i Gaza og ikke, som I påstår, en nedskydning af en Gaza-raket over Israel. Kære venner, jeg har været her længe nok til at se forskellen.
Men også længe nok til at vide, at de europæiske medier (for ikke at tale om al-Jazeera og de andre arabiske nyhedsstationer) altid vil være fjenden hos de forskellige nationale talerør, når Israel går i krig.
Lad mig for retfærdighedens skyld nævne, at der har været glimrende og sobre israelske artikler om Sderot-fotografiet i blandt andet avisen Haaretz og på nyhedssiderne Ynet og Mako.
Min reaktion over for Channel 2 og Channel 10 er, som den er, fordi jeg i årevis har hørt dem kritisere de udenlandske journalister og medier. Jeg har aldrig taget det personligt. Men denne gang kender jeg hver enkelt detalje i hele forløbet og ved, at den slappe ukritiske journalistik er deres problem.
Ikke mit.