Tildækkede kvinder bliver diskrimineret

Fjendtligheden mod islam i Vesten vokser, og de tilslørede kvinder er det mest tydelige tegn på islam. Det fortæller kriminolog Irene Zempi fra Leicester University, som i en ny bog har undersøgt, hvordan muslimske kvinder dagligt udsættes for chikane

Muslimske kvinder på vej til fredagsbøn i London. Folk ser det tildækkede ansigt som en trussel mod folk i Vesten, at de ikke vil kommunikere med andre, ikke vil integreres, og at de er en terrortrussel, fortæller Irene Zempi.
Muslimske kvinder på vej til fredagsbøn i London. Folk ser det tildækkede ansigt som en trussel mod folk i Vesten, at de ikke vil kommunikere med andre, ikke vil integreres, og at de er en terrortrussel, fortæller Irene Zempi.

Hvordan oplever tilslørede kvinder livet i Storbritannien?

Det er meget svært. Hver gang de forlader huset, møder de en massiv fjendtlighed. Der er en tydelig islamofobi, som kommer til udtryk på flere niveauer. Der er fysiske overgreb, hvor folk forsøger at rive sløret af dem.

Hvad er konsekvensen?

Kvinderne forsøger at holde sig i deres eget miljø. Nogle tør ikke forlade deres hjem.

Hvordan har det udviklet sig over tid?

Det bliver stadig værre. Det er en stigende fjendtlighed mod islam. De tilslørede kvinder er det mest tydelige tegn på islam i Vesten, og de bliver opfattet, som om de repræsenterer islam. Og så er en kvinde et meget lettere offer end en mand.

Kriminolog og forfatter Irene Zempi.
Kriminolog og forfatter Irene Zempi.

Er det primært mænd, som chikanerer kvinder med slør?

Det er både kvinder, mænd og ældre. Det kan også være vestligt orienterede muslimer. De finder, at det er en ekstrem form for islam, som hører til i Saudi-Arabien og ikke i Europa.

Hvilken betydning har det, hvis kvinden kun bærer et hovedtørklæde og altså ikke har ansigtet dækket?

En del af de kvinder, jeg har interviewet, har tidligere kun båret et hovedtørklæde, og de har oplevet en stor forskel i folks reaktion.

Kan du forstå, at andre reagerer på, at kvinderne tildækker deres ansigt?

Jeg er enig i, at det sender nogle signaler, hvis du ikke viser dit ansigt. Jeg kan også se, at nogle ikke bryder sig om det. Men problemet er, når man angriber kvinderne fysisk, verbalt eller følelsesmæssigt. Folk ser det tildækkede ansigt som en trussel mod folk i Vesten, at de ikke vil kommunikere med andre, ikke vil integreres, og at de er en terrortrussel.

Men er et tildækket ansigt ikke netop et tegn på, at kvinderne ikke vil integreres?

De siger selv, at de vil integreres. Men der er en ”dem og os”-mentalitet, og hver gang de forsøger, bliver de mødt med fjendtlighed. En af de kvinder, jeg har interviewet, fortalte, at hun forsøgte at tale med sin sidekvinde i et venteværelse hos lægen, men fik det svar, at kvinden ”ikke ville tale med en uden et ansigt”.

Hvorfor vælger disse kvinder så at bære sløret?

Dem, jeg har talt med, forklarer, at det ikke er et krav, men at det er godt for islam. At det bliver set som en fordel i deres religiøse og spirituelle rejse.

Men er der ikke kvinder, som er presset eller tvunget til at bære det fulde ansigtsslør?

Det er et mindretal. Hvis de er tvunget, skal vi hjælpe dem. Men selv hvis de er tvunget, hjælper det ikke at komme med ukvemsord og overgreb, for hvordan skal de kvinder så turde forlade det undertrykkende miljø?

Du kommer selv fra Grækenland. Hvordan reagerede du, da du første gang så tilslørede kvinder på gaden?

Jeg mødte det først, da jeg kom til Leicester. Jeg fandt det anderledes, men ikke på en slem måde. Jeg vidste ikke hvorfor, men det gav mening, fordi det var på grund af deres religion. Og så ville jeg gerne lære mere. Jeg har det samme med eksempelvis jøder. Jeg finder det fascinerede med hattene, krøllerne og tøjet. Jeg er ret nysgerrig.