I juni samledes tusind demonstranter i Moskva for at opfordre præsident Vladimir Putin til at støtte oprørernes kamp for uafhængighed i Østukraine. Det skete, en måneds tid før et civilfly faldt ned i det oprørskontrollerede Ukraine, og alle de 298 mennesker om bord omkom.
”Zar: Deres liv er vigtigere end din pengepung,” lød det på et af skiltene, som unge mænd holdt i vejret. ”Rusland: Lad være med at forråde Donbass,” stod der at læse på et andet.
Det er en kendt sag, at Putins annektering af Krim og hans politiske støtte til separatisterne i Østukraine har samlet en stor del af den russiske befolkning omkring ham og sendt hans popularitetstal stejlt opad til over 80 procent i løbet af få måneder.
Han vil utvivlsomt miste denne nyvundne støtte, hvis der fremkommer beviser, som forbinder nedskydningen af Malaysian Airlines MH17 med de russiskstøttede rebeller og tvinger Putin til at lægge afstand til disse efter lang tids støtte.
Men Putins dilemma efter nedskydningen af Flight 17 er langt farligere end blot at miste offentlig støtte: Han står foran en eksistentiel trussel som russisk regent på nippet til at forråde den russiske ide.
En af de mest bekymrende samtaler, jeg førte ved hin demonstration i juni, var med en mand i sort uniform, der identificerede sig selv som ”Aleksandr, major i FSB” efterretningstjenesten.
”Putin, giv os vores ordrer,” sagde han. ”Vi behøver bare en enkelt dag, så er Ukraine vores.”
Aleksandr fortalte, at han ikke fandt det rigtigt af Rusland ikke at bakke op om officererne i efterretningstjenesterne FSB og GRU, som allerede havde viet deres liv til at kæmpe side om side med separatisterne i det østlige Ukraine.
Det bekymrende var, at jeg allerede havde hørt den slags snak lang tid i forvejen: Nationalister med sikkerhedsforbindelser fremsatte beskyldninger om, at Putin blot var Vestens skakbrik og skulle væltes.
Kreml har historisk næret sig ved den hellige idé om at flytte landet fremad, og en række af de sikkerhedsofficerer, jeg har interviewet gennem årene, har klaget over, at Putins Kreml ikke havde planer i den retning. Sådanne nationalister glædede sig over, at Putin annekterede Krim i marts i år og i det mindste retorisk støttede staten Novorossija, Ny-Rusland, som oprørerne i Ukraines udbryderregioner Donetsk og Lugansk havde erklæret uafhængig.
Da Putin under pres fra vestlige sanktioner og i lyset af den vedvarende vold i Ukraine lagde afstand til oprørerne og undlod officielt at anerkende deres folkeafstemning om uafhængighed, var de hårde hunde i Moskva allerede begyndt at knurre om forræderi.
MH17-TRAGEDIEN såvel som Vestens stadig strammere sanktioner vil formentlig kun gøre dem endnu fastere i troen. Det store flertal af russere ønsker støtte i en eller anden form til oprøret i Ukraine: 40 procent ønsker direkte militær indgriben, 64 procent ønsker støtte til de russiske frivillige, der kæmper i Ukraine, og op mod 92 procent ønsker diplomatisk støtte til de selvudnævnte republikker i Østukraine. Tallene er fra en opinionsundersøgelse foretaget i juni af Levada Center.
Blandt oprørernes støtter i Rusland er man næret af de statskontrollerede medier overbeviste om, at det civile fly ikke blev skudt ned af russiskstøttede separatister, men derimod af Ukraines militær. Den tro synes at stå stærkest i sikkerhedscirkler at dømme efter de seneste udtalelser fra det russiske forsvarsministerium, som utvetydigt placerer skylden hos Ukraine.
Forræderi i sikkerhedscirkler er den værste synd, som tænkes kan. Det siges, at Putin, som jo selv har en fortid i sikkerhedstjenesten, respekterer fjender såvel som venner det er forræderne, han ingen sympati har for.
Hvad enten der kommer nagelfaste beviser eller ej for en forbindelse mellem de russiskstøttede rebeller og nedskydningen af MH17, vil Putin blive holdt ansvarlig af verdenssamfundet for den vold, han har bidraget til at slippe løs ved at støtte frivillige russiske krigere i Ukraine. Det betyder, at han bliver sat i en situation, hvor han vil være tvunget til at forråde enten den rige elite, der frygter lammende sanktioner fra vestligt hold, eller de hårde hunde i efterretningstjenesten og de millioner af mennesker, der betragter Ukraine-konflikten som en konfrontation mellem Rusland og Vesten.
Fortsat støtte til oprørerne kan meget vel udløse isolation af Rusland og støde et flertal af eliten væk fra Putin. Omvendt vil det af de hårde hunde i militæret blive fortolket som fejhed, hvis Putin lægger afstand til oprøret nu.
I klemme mellem Skylla og Charybdis må Putin derfor betræde knivsæggen i en balancegang, som han allerede længe har gået, men som nu truer med at bryde sammen og trække ham med ned. På kanten af afgrunden kan han ikke gøre andet end at gøre sit bedste: fortsætte benægtelsen på den ene side og udvise moderation på den anden, holde intetsigende taler krydret med lidt for enhver smag i håbet om, at det, der er sker, snart vil være glemt.
Hans bedste bud kan meget vel være kneb som at fortsætte den retoriske støtte til oprøret i offentligheden, men trække al støtte tilbage privat. Men end ikke det vil formentlig være nok: Som den seneste tragedie viste, har han efter at have næret volden i Østukraine nu fuldstændig mistet kontrollen med den.
Oversat af Sara Høyrup