De store dræbersygdomme går tilbage

FN's 2015-mål virker. Kurven er knækket for smitsomme sygdomme som malaria og hiv/aids

Læger fra Læger Uden Grænser (MSF) gør sig klar til at behandle ebola-patienter på et hospital i Guineas hovedstad Conakry. Ebola er den seneste stærkt smitsomme sygdom, som trækker skræmmende overskrifter. Men rent faktisk er der positivt nyt, når det gælder bekæmpelsen af nogle af de mest frygtede smitsomme sygdomme.
Læger fra Læger Uden Grænser (MSF) gør sig klar til at behandle ebola-patienter på et hospital i Guineas hovedstad Conakry. Ebola er den seneste stærkt smitsomme sygdom, som trækker skræmmende overskrifter. Men rent faktisk er der positivt nyt, når det gælder bekæmpelsen af nogle af de mest frygtede smitsomme sygdomme. . Foto: Cellou Binani.

Ebola er den seneste stærkt smitsomme sygdom, som trækker skræmmende overskrifter. Men rent faktisk er der positivt nyt, når det gælder bekæmpelsen af nogle af de mest frygtede smitsomme sygdomme.

Siden årtusindskiftet er antallet af smittede personer med hiv/aids, malaria og tuberkulose faldet. Årsagen til faldet er i høj grad en målrettet indsats for at bekæmpe og forebygge sygdommene samt give bedre adgang til behandling. Det fremgår af en omfattende undersøgelse foretaget af det anerkendte britiske lægevidenskabelige tidsskrift The Lancet.

I 2013 døde 1,3 millioner mennesker som følge af hiv/aids, hvilket er et dramatisk fald på 500.000 mennesker i forhold til 2005, da antallet af dødsfald toppede med 1,8 millioner døde.

Forklaringen er delvis, at vestlige lande i Europa, Australien og USA har formået at halvere antallet af dødsfald. Dertil kommer den gode nyhed, at behandlingen af fødende med hiv/aids nu også er så effektiv i mange udviklingslande, især i de hårdt ramte lande i Afrika syd for Sahara, at mange nyfødte undgår at blive født med sygdommen. Resultatet er, at antallet af nye tilfælde af hiv/aids blandt personer under 18 år er halveret siden år 2000. Smitten sker nu overvejende blandt mennesker i 20'erne og først i 30'erne.

Forfatterne til undersøgelsen i The Lancet fremhæver, at udviklingen er sket takket være 2015-målene, som blev vedtaget af FN i 2000.

”Vi har set en enorm forøgelse af både midler og politisk opmærksomhed på hiv/aids, malaria og tuberkulose over de seneste 13 år, og vores undersøgelse viser, at det har haft en reel effekt. Men der er stadig meget, vi skal gøre, og alle tre sygdomme er fortsat en stor sundhedsudfordring,” fastslår professor Christopher Murray fra Washington Universitet i USA, som er hovedforfatteren til undersøgelsen. Tuberkulose er den sygdom, det har vist sig sværest at bekæmpe. Antallet af smittede med tuberkulose er således kun faldet med 3,7 procent.

Anderledes ser det ud med malaria. I 2003 blev hele 232 millioner mennesker smittet med sygdommen, som spredes af myg. 10 år senere var tallet faldet til 165 millioner mennesker. Sygdommen kræver ifølge FN's Verdenssundhedsorganisation (WHO) 630.000 menneskeliv om året. Men antallet af dødsfald blandt børn i Afrika er faldet med en tredjedel.

Bevillingerne til 2015-målene udløber næste år. Derefter er det usikkert, om kampen mod sygdommene kan fortsætte med samme kraft.