Der bliver ikke holdt gudstjenester for tiden i Gazas ældste græsk-ortodokse kirke. Det er ikke sikkert for de kristne at tage dertil, da der er hårde kampe langs vejene. Alligevel er kirken proppet med mennesker.
Da Israel indledte et kraftigt bombardement af byområdet Shijaiya kun få hundrede meter fra kirken, begyndte kvarterets primært muslimske beboere at strømme til kirken for at søge sikkerhed.
”Jeg tror ikke på, at israelerne vil bombe en kirke. De har mere respekt for kristne end for muslimer,” siger Noha Al-Swelki.
Hun sidder og hviler sig i kirkens varme gårdsplads sammen med sine to små børn. Det ene er blot to uger gammelt.
Hun er en af de godt 400 palæstinensere, der har forladt deres hjem og nu har søgt midlertidig tilflugt i kirkens lokaler.
Ud over gårdspladsen lyder et skrattende og skingrende højt ”Allahu akbar”. Det er nabomoskéen klos op ad kirken, der kalder til en af de daglige muslimske bønner. Enkelte begynder at brede deres bedetæpper ud og knæler i retningen af Mekka, men foran kirkens lokaler med store kors på dørene og malerier af Jesus på væggene.
Umiddelbart kunne man tro, at det vil være mere oplagt for de flygtede muslimer at søge ly i en af områdets moskéer. Men det vil være for risikabelt, siger Noha Al-Swelki.
”Jeg ville også gerne være i moskéen, men der er man mål for raketter. Jeg er glad for at være her. De tager sig godt af os,” siger hun.
Og noget tyder på, at hun har ret i, at moskéerne ikke nødvendigvis er et helle for raketterne. Godt 100 meter oppe ad gaden står der en stor bygning, hvor ydervæggen brutalt er skrællet af, og tagkonstruktionen hænger og svajer ud over gaden. Bygningen er en del af en moské, som blev bombet dagen forinden.
Forholdet mellem kristne og muslimer i Gaza har været elendigt, siden Hamas overtog magten i 2007. I dag er der knap 2000 kristne i Gaza, primært ortodokse, men det tal er faldende.
På trods af det konfliktfyldte forhold er Gazas græsk-ortodokse biskop Alexios glad for at kunne slå dørene op og hjælpe muslimerne.
”Kristendommen handler om kærlighed, så selvfølgelig hjælper vi vores naboer. Vi skal elske vores næste, ja selv vores fjender skal vi elske, også selvom de ikke nødvendigvis elsker os,” siger han, uden det er klart, om han henviser til Israel eller muslimer.
Meget af maden, madrasserne og det andet udstyr, der er nødvendigt for at huse flere hundrede fordrevne, bliver betalt af et samarbejde mellem kirken og den nærmeste moské.
”Når der er krig, er vi alle palæstinensere. Så er der ikke noget, der hedder muslimer og kristne,” som en af kirkens ansatte formulerer det.
Der er en doven stemning i kirkens gård. Et par større grupper af mænd sidder og halvsover i skyggen fra kirkebygningen, mens en enkelt tildækket kvinde hænger vasketøj til tørre.
Stilheden bliver med ét brudt af et hult drøn. Med en hvislende lyd skærer en hvid røgstreg sig op gennem luften. En større raket er netop blevet affyret mod Israel få gader derfra.
Kirken ligger i forlængelse af en af Gazas hårdeste kampzoner, og spørgsmålet er, om en kirkebygning nødvendigvis giver helle for Israels angreb.
Biskoppen tvivler på, at Israel virkelig vil bombe kirken.
”Men man ved aldrig. Når der er krig, kan man aldrig være sikker på noget,” siger han.
Endnu er selve kirken sluppet uskadt gennem den konflikt, der nu har varet mere end to uger. Alligevel kan man næppe kalde kirken sikker. Få dage tidligere slog en granat ned på kirkegården 30 meter fra kirkebygningen. Flere af de store stengrave er smadrede, og muren langs kirkegården er spættet af huller efter granatsplinter.
I det hele taget er det vanskeligt at pege på steder i Gaza, hvor palæstinenserne for alvor kan føle sig trygge. På Gazas største hospital, Shifa, står doktor Medhat Abbas i administrationsbygningen og ser opgivende ud, mens han forsøger få overblik over situationen med døde og sårede i Gaza.
”Alle steder bliver angrebet i øjeblikket. Ingen steder er sikre,” siger han, mens han tjekker sin telefon.
Medhat Abbas har netop fået besked om, at en af FN's skoler er blevet ramt af en raket. Få minutter efter strømmer ambulancerne til hospitalets hovedindgang. Blodige, bevidstløse kroppe bliver i et kaotisk virvar kørt ind på operationsgangene.
FN's skoler har ellers været de steder, hvor de fleste af de fordrevne palæstinensere har søgt hen for at være i sikkerhed for bombardementerne. Over 100.000 opholder sig for tiden på en af FN's skoler. 200 af dem er nu blevet såret af en raket. 15 er døde.
Flere af Gazas hospitaler er også blevet ramt af raketter under konflikten. På Shifa-hospitalet har man dog været forskånet. I hvert fald indtil videre, siger Medhat Abbas:
”Hvad kan jeg sige? Det virker til, de israelske soldater kan finde på hvad som helst,” siger han.
