Kampen mod ebola sker med livet som indsats

Sierra Leones cheflæge er blevet smittet med den farlige ebola-virus, som allerede har kostet 50 sundhedsarbejdere i regionen livet

Over 600 personer er døde af ebola i de vestafrikanske lande i Guinea, Liberia og Sierra Leone i år.
Over 600 personer er døde af ebola i de vestafrikanske lande i Guinea, Liberia og Sierra Leone i år. . Foto: Ahmed Jallanzo/EPA/Scanpix.

Midt under Vestafrikas værste udbrud af den farlige ebola-virus er cheflæge Sheik Umar Khan manden, der ledede indsatsen i Sierra Leone, et af de tre hårdest ramte lande selv blevet smittet. Dermed deler han skæbne med mindst 50 andre sundhedsarbejdere i regionen.

Khan, en anerkendt 39-årig virolog, nåede at behandle over 100 patienter, før han blev smittet. Sierra Leones sundhedsminister kalder Kahn for en national helt og priser hans indsats for at bekæmpe udbredelsen af den dødelige ebola-virus i landet.

Ebola-udbruddet, som er Vestafrikas første, krævede sine første ofre i Guinea i marts i år. Virussen har siden bredt sig til nabolandene Liberia og Sierra Leone.

Tidligere ebola-udbrud har haft en dødelighedsrate på 90 procent, men sundhedsklinikker har de seneste måneder fortalt om over-levelsesrater på op til 40 procent.

Ifølge FN's Verdenssundhedsorganisation, WHO, er flere end 1000 mennesker smittet med ebola, og i alt 604 personer er døde af sygdommen, som ikke kan kureres, ligesom der ikke findes nogen vaccine. Virussen smitter ved kontakt med kropsvæsker fra syge mennesker og kan derfor let sprede sig til det sundhedspersonale, som arbejder med at hjælpe de inficerede patienter.

Sheik Umar Khan var fuldt ud klar over, at han risikerede sit liv i kampen for at dæmme op for den skånselsløse sygdom.

”Som sundhedspersonale er vi mere tilbøjelige til at blive smittet, fordi vi er de første, som er i kontakt med folk, der er syge. Selv med alt beskyttelsesudstyret på er du i fare,” sagde Khan i juni til det britiske nyhedsbureau Reuters.

Khan fortalte, at han havde installeret et spejl i sit kontor, som skulle være en slags politimand og afsløre huller i beskyttelsesdragten, inden han gik ind til patienterne.

”Selvfølgelig frygter jeg for mit liv. Det er noget, jeg værdsætter meget højt.”

I Sierra Leone er 206 mennesker blevet ofre for sygdommen. I sidste uge døde tre sygeplejersker fra hospitalet, hvor Sheik Umar Khan arbejdede.

Nu strejker hospitalets sygeplejersker, fordi de ikke mener, de har det nødvendige udstyr til at beskytte sig selv.

”Vi kræver, at ebola-enheden øjeblikkeligt bliver flyttet til et isoleret område,” siger sygeplejerskernes talsmand Mohamed Sheriff, som ifølge Reuters frygter, at andre af hospitalets patienter er i fare.

Hospitalet behandler størstedelen af Sierra Leones ebola-patienter, og mindst otte andre sygeplejersker er for nylig blevet smittet, beretter journalist Jason Beaubin fra den amerikanske radiostation, NPR, som netop har besøgt området. Ifølge Beaubin har hospitalet så store problemer, at den interna-tionale hjælpeorganisation Læger uden Grænser overvejer at overtage styringen.

Mange frygter, at de mange smittede sundhedsarbejdere vil svække kampen mod ebola, specielt når en prominent læge som Sheik Umar Khan nu selv er patient.

”Folk vil tøve med at tage til hospitalet, hvis de har symptomer, og det underminerer bestræbelserne på at få udbruddet under kontrol,” siger Beaubien til NPR, og tilføjer, at befolkningen er bange og føler sig magtesløse.

Selvom ebola-virussen er verdens mest smitsomme, kan den ifølge WHO komme under kontrol, hvis der bruges beskyttende foranstaltninger på klinikker, hospitaler og ved forsamlinger. Men Sierra Leone er som Liberia og Guinea et af verdens fattigste lande, og ebola-udbruddet har sat landets ressourcesvage sundhedsvæsen under voldsomt pres.

Udover manglende ressourcer kæmper lokale myndigheder og internationale organisationer også med en udbredt skepsis og kulturelle fordomme i lokalbefolkningen. Mange mennesker benægter, at de er syge, fordi de frygter at blive arresteret eller udstødt. Samtidig er slægtninge, der rejser langt for at deltage i begravelser, og ritualer, som at skylle de døde, med til at øge smittefaren.

Religiøse ledere i Sierra Leone kritiserer nu regeringens håndtering af ebola-udbruddet.

”Jeg er meget skuffet over, at regeringen ikke vil erklære undtagelsestilstand. Det her handler ikke om politik, men om at redde liv,” sagde John Yambasu, biskop i Den Forende Metodistkirke for nylig i et interview med lokale medier.

Biskoppen mener, det er et stort problem, at lokalbefolkning og sundhedspersonalet i flere dele af landet er blevet uvenner, fordi folk ser det som en dødsdom at blive indlagt.

”Nogle steder har indbyggerne gravet grøfter for at forhindre sundhedspersonale og ambulancer i at komme frem. Samtidig dør sygeplejersker selv af virussen hver dag, og hvem skal så behandle vores syge?”, spørger biskop Yambasu.

Han har stillet sig i spidsen for en tværreligiøs indsatsgruppe og håber, at landets religiøse ledere kan gøre en forskel.

”Vi tror, at folk her i landet vil lytte mere til deres religiøse ledere end til regeringen og civilorganisationer. Derfor sætter vi nu stærkt ind for at ændre folks attituder. Mange nægter stadig at tro, at ebola findes.”