Boko Haram er blevet et regionalt problem

Boko Haram har udvidet sine angreb fra Nigeria til Cameroun, men dets mål er stadig en islamistisk stat i Nigeria, mener en ekspert

Boko Harams mål er en islamistisk stat i Nigeria. Her ses en smilende Abubakar Shekau, der er leder af Boko Haram.
Boko Harams mål er en islamistisk stat i Nigeria. Her ses en smilende Abubakar Shekau, der er leder af Boko Haram. Foto: HO.

Tre unge kvinder sprænger sig selv i stykker i Nigerias næststørste by, Kano, og en bombe bliver kastet ind i en katolsk kirke, netop som kirkegængere afslutter gudstjenesten. På samme tid over 700 kilometer mod øst hærger 200 militante islamister landsbyen Kolofata i Cameroun og kidnapper vicepremierministerens hustru og en fremtrædende religiøs leder, som også er lokal borgmester.

Det er bare nogle af de angreb, den seneste uge har budt på i både Nigeria og Cameroun, og ifølge de to landes myndigheder står den militante oprørsgruppe Boko Haram bag dem alle.

”Det er umenneskeligt. Hvad er det for en verden, vi lever i, når mænd kidnapper andre helt uden grund?” siger Sawalda Gilbert, der var vidne til overfaldene i Kolofata, til den tyske avis Deutsche Welle.

Angrebene sker, netop som muslimer i såvel Nigeria som Cameroun samles for at fejre afslutningen på ramadanen. Camerouns vicepremierminister, Amadou Ali, var vendt hjem til Kolofata for at fejre Eid, da hans hustru og en husholderske blev kidnappet.

”Det ikke er første gang, at Boko Haram går målrettet efter prominente personer. Men det her er et bevidst og provokerende træk, som kun kan udløse en stærk mod-reaktion,” vurderer seniorforsker ved universitetet King's College i London, Jonathan Hill, i en e-mail.

Ifølge Hill betyder angrebene, at konflikten nu vil eskalere yderligere i Cameroun, hvor 22 militante islamister i fredags blev idømt mellem 10 og 20 års fængsel.

Forsvarsministre fra Nigeria, Cameroun, Chad, Benin og Niger mødtes i sidste uge i Nigerias hovedstad og besluttede at oprette en regional styrke på 2800 mand.

Men der har længe været kold luft mellem Nigeria og Cameroun som følge af langvarige stridigheder om landenes 1600 kilometer lange grænseområde, der omfatter en meget olierig sydlig del.

Nigeria har beskyldt Cameroun for ikke at sætte tilstrækkeligt ind over for Boko Haram. Ifølge nigeriansk militær har Boko Harams frie færden i Cameroun gjort det muligt for gruppen at optrappe angreb på civile i det nordøstlige Nigeria på trods af nigeriansk undtagelsestilstand og storstilet militæroffensiv. Ifølge opgørelser fra den internationale menneskerettighedsorganisation Human Rights Watch har Boko Haram dræbt over 2000 mennesker størstedelen muslimske nigerianere alene i år.

Flere iagttagere advarer om, at Boko Haram allerede samarbejder med andre radikale islamistiske grupperinger i Afrika, og at gruppen med en regional base kan udvikle sig til en international terrororganisation, der kan slå til globalt.

Men trods udbredt samarbejde er der ”intet bevis for, at disse grupper kan koordinere deres operationer “,” skriver den amerikanske journalist Alex Perry, der netop har udgivet bogen ”Jagten på Boko Haram”.

Og selvom Boko Haram nu eskalerer sine angreb i Cameroun, tyder gruppens udtalelser på, at fokus stadig er på at etablere en streng islamistisk styreform i Nigeria.

”Boko Haram har længe haft en regional dimension, når det gælder både medlemmer og aktiviteter, men gruppen har kun fokuseret på nationale, nigerianske mål,” siger Jonathan Hill fra King's College i London.

Ifølge Alex Perry er det håbløst at finde en logisk, klar og gennemtænkt strategi fra Boko Harams side.

”Der er ingen smart islamistisk lære bag. Disse fyre er meget dårligt uddannede. Helt grundlæggende er de dumme,” sagde Perry tidligere på måneden på den amerikanske radiokanal NPR.

Perry mener samtidig, at international hjælp til den militære indsats imod Boko Haram er vanskelig, fordi penge og støtte dermed ville gå til en dybt korrupt hær, som han kalder ”den største kriminelle organisation i Nigeria.”