I DECEMBER FORLØD det, at pave Frans havde indkaldt et Tredje Vatikanerkoncil, der enedes om den nye teologiske beslutning at stryge forestillingen om et Helvede.
”Denne doktrin er uforenelig med Guds grænseløse kærlighed. Gud ønsker ikke at fordømme, men udelukkende at række ud,” hed det.
”Helvede er blot et billede på den isolerede sjæl, der som alle sjæle skal forenes med Gud i kærlighed.”
Det således moderniserede dogme fra Frans og koncilet begyndte straks at cirkulere på nettet og blev delt af millioner af lettede mennesker. Men der var tale om en spøg, udtænkt af en kvindelig amerikansk præst, der underviste på et universitetskursus. Her brokkede de studerende sig over, at Helvede er del af den kristne lære. Hun ville blot ironisere lidt på nettet over de unge mennesker. At utallige mennesker begejstret regnede meddelelsen for ægte, viser, hvor udbredt drømmen om at droppe Helvede er.
Med afsæt i denne historie fortæller Kathryn Gin Lum, religionshistoriker fra Stanford Universitet, i det kulturfilosofiske magasin Aeon Helvedes historie op gennem århundrederne. ”Mange moderne unge længes efter en 'feel-good'-tro med en venlig guddom,” skriver hun, og de ser gerne Helvede afskaffet, fordi det forekommer dem intolerant og dømmesygt. Men menneskene har nu alle dage gerne set den trussel inddæmmet, understreger hun.
Forud for de kristnes forestilling om Helvede, blev de dødes rige forstået som en neutral zone, hvor alle måtte drage hen. Jøderne talte ikke om Himmel og Helvede, men kun om ”Sheol”, et ensartet, monotont skyggerige. Tilsvarende mente de gamle grækere, at alle endte i det dystre Hades.
Kristendommen sondrer derimod mellem Himmel og Helvede med dramatiske konsekvenser for menneskers evige skæbne efter døden. Den tunge lære har givet anledning til uafbrudt mukken. Man ønskede at forandre fordømmelsens varighed og foreslog tidsbegrænsede ophold. Man kunne jo forestille sig helvedesstraffene som blot udrensende over for syndere, som ikke var af den groveste sortering.
BERØMT ER ORIGENES, som i det tredje århundrede foreslog, at sjælene kan bevæge sig gennem forskellige kroppe, indtil de har lært af deres fejl og kan blive forenede med deres kærlige skaber. Hans lære blev fordømt som kættersk, og Augustins sejrede: mennesker har kun ét liv, og her kan de frit vælge mellem godt og ondt. Efter deres død vil de dømmes til enten Himmel eller Helvede.
Med tiden knæsatte den katolske kirke imidlertid alligevel forestillingen om en tredje vej, nemlig Purgatoriet eller Skærsilden. Den er ikke Helvedes dybeste svovlpøl, men netop et sted for renselse, indtil sjælen er lutret nok til himlen.
Da Luther siden slap Reformationen løs, antog de fleste mennesker, ifølge Kathryn Gin Lum, at de selv kvalificerede sig til akkurat en tur i Skærsilden ikke pletfrie med fripas til Himlen, men vel heller ikke helt igennem onde. Hun tror, at skærsildens afskaffelse derfor havde en forstemmende virkning på mange. Nu stod man atter over for den uhyggeligt enkle og todelte vej.
”Protestanterne understregede naturligvis her, at Skærsilden var uden hjemmel i Skriften, og desuden placerede den et tungt og umuligt ansvar på synderen for selv at sone sine synder. Kun Kristi offer er tilstrækkeligt for frelse, sagde de, og for øvrigt ville dette jo kun lette, ikke forøge byrden,” skriver hun.
Heri turde vel også ligge en uendelig befrielse.
Gin Lum er religionshistoriker og ikke teolog, så hun søger historiske og sociologiske forklaringer bag det religiøse et syn, som mange universitetsteologer også er begyndt at pleje. Man tager nødigt troens egen virkelighed alvorligt, men søger ydre, samfundsmæssige forklaringer.
Hun mener derfor, at helvedesstraffe er udtænkt som kriminalpræventiv foranstaltning, ganske som dødsstraffen i hendes amerikanske hjemland. Befolkninger kan disciplineres med idéen om evige pinsler. Derfor antager hun, at der, trods drømmene om Helvedes afskaffelse, vil være liv i forestillingen lang tid endnu. Også fordi folk mener, der at bør være et sted for Hitler, Stalin og Mao.
GIM LUM BURDE have kigget over Atlanten til Church of England, der netop har afskaffet fornægtelsen af Djævelen i dåbstiltalen. Man vil så nødig forarge moderne mennesker. Når Djævelen ikke fornægtes, men blot er afskaffet, giver det næppe heller mening at lade hans rige bestå lagt øde og forladt af sin fyrste.
Alt imens eksisterer Helvede videre som det, man leder sig selv ud i før og efter døden når man stolt ikke vil vide af Gud.
Derfor vil der også blive prædiket for de døde, mente Grundtvig så smukt.