Oprør i Ukraine kan ende med terrorangreb

De prorussiske oprørere er pressede. Det har bragt konflikten i Ukraine ind i en ny, uoverskuelig udvikling med attentater mod politikere

Det er afgørende for udviklingen i Ukraine, at befolkningen ikke længere bakker op om krigen.
Det er afgørende for udviklingen i Ukraine, at befolkningen ikke længere bakker op om krigen. Foto: Ivan Boberskyy.

De voldsomme kampe i det østlige Ukraine kan snart blive erstattet af enkeltstående terrorangreb over hele landet.

I sidste weekend blev Oleh Babajev, borgmester i Krementjuk og en stor tilhænger af den provestlige Maidan-bevægelse, skudt på åben gade. Samtidig blev borgmesterboligen i den vestukrainske by Lviv beskudt af ukendte angribere, og i mandags blev der kastet en granat ind i en lokal afdeling af banken Privatbank i den østukrainske by Kharkiv.

Desuden har de prorussiske separatister ifølge ukrainske myndigheder udlagt miner under en ammoniak-fabrik i byen Horlivka i det østlige Ukraine, som i tilfælde af eksplosion vil forvandle hele området til en industriel katastrofe med uoverskuelige konsekvenser.

Antallet af handlinger, hvis formål er at sprede frygt og usikkerhed i Ukraine, er i løbet af den seneste tid steget voldsomt, hvilket ikke overrasker Natalka Zubar, bestyrelsesformand i Maidan Monitoring Information Center i Kharkiv, der er en organisation til støtte for en demokratisk udvikling af Ukraine.

Hun vurderer, at separatisterne og Rusland er nødt til at finde andre måder at føre deres oprør på, fordi den almindelige befolkning ikke bakker op om krigen.

”Folk er enormt trætte af krigen, som de betragter som meningsløs og som en kilde til unødvendige tab af menneskeliv. Der er ingen lokal opbakning til, at krigen i Donbas eller i andre dele af Ukraine kan fortsætte,” siger Natalka Zubar, der mener, at det faktum er afgørende for udviklingen i Ukraine.

”Det betyder, at det bliver mere og mere problematisk for Rusland og separatisterne at fortsætte en væbnet konflikt. Derfor bliver de nødt til at gå over til andre midler, eksempelvis terrorkrig,” siger Natalka Zubar.

Hun ser den seneste tids episoder som en begyndelse på en ny periode i den ukrainske konflikt. Hun er overbevist om, at Ukraine er på vej mod en bølge af forskellige terrorangreb, og hun er ikke alene om forudsigelsen.

Sergij Dibrov, direktør i en it-virksomhed i den sydukrainske by Odessa, er enig. Også i Odessa har der i løbet af den seneste tid været mindre angreb, og det er ifølge Sergiy Dibrov sandsynligt, at disse vil fortsætte i fremtiden.

”Vi kan forvente flere terroraktioner. En borgerkrig i og uden for Donbas er på længere sigt mere eller mindre umulig, ” siger han.

Den danske Ukraine-ekspert, senioranalytiker Peter Munk Jensen fra Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, mener, det er meget sandsynligt, at Ukraine kan være på vej mod andre typer krigsførelse, end verden hidtil har set.

”Potentialet for en forøgelse og spredning af enkeltstående terrorangreb er klart til stede, i første omgang fra de sydøstlige grupper. De kan rejse relativt uhindret i Ukraine og har formentlig et større netværk af korrupte politifolk og militærpersoner, som sympatiserer med separatisterne,” siger Peter Munk Jensen.

Han tilføjer, at det kommende parlamentsvalg, som endnu ikke er blevet vedtaget, men som med al sandsynlighed vil blive udskrevet til den 26. oktober, vil eskalere udviklingen.

”Det er meget sandsynligt, at det kommende parlamentsvalg vil blive brugt som anledning til flere terrorangreb med det formål at ødelægge valgkampen og forstyrre valghandlingen for at gøre valget ugyldigt og illegitimt,” siger Peter Munk Jensen.

Natalka Zubar understreger, at de terrorhandlinger, som hun forventer vil ramme Ukraine, kan få konsekvenser ikke kun for Ukraine, men for hele Europa og verden.

”Vi har et større antal industrianlæg, som kan udgøre en stor fare, hvis de bliver angrebet af terrorister, siger Natalka Zubar og nævner kraftværker, olie- og gasrørledninger samt forskellige videnskabelige atomforsøgsstationer og en stor ammo-niakfabrik som eksempler på steder, hvor et terrorangreb kan få uoverskuelige konsekvenser.