Et nyt egyptisk mæglingsforsøg i Gaza-krisen synes dødsdømt på forhånd, efter at Israel har nægtet at deltage i forhandlinger, der skulle være begyndt i går i den egyptiske hovedstad, Kairo.
Egypten, der har spillet en central rolle som mægler mellem Israel og palæstinenserne i tidligere kriser, har denne gang meget lidt held med sine mæglingsforsøg. Og med undtagelse af Qatar har de arabiske lande været karrige med både opbakning til Hamas og med diplomatisk pres for en afslutning på kampene.
”Hamas har mistet det meste af sin regionale opbakning, med undtagelse af Qatar, som imidlertid ikke er en stærk regional magt. Og Egypten har foretaget en enorm kovending i forhold til Hamas,” påpeger lektor Sune Haugbølle fra Institut for Samfund og Globalisering ved Roskilde Universitet.
I 2012 fik den daværende egyptiske præsident, Mohammed Mursi, der vandt valget i 2011 i spidsen for Det Muslimske Broderskab, en våbenhvile i stand efter fem dages intense kampe i Gaza-striben. Men to år senere er Mohammed Mursis regering afsat efter et statskup, og Det Muslimske Broderskab er udsat for forfølgelse fra den nye præsident, general Abdel Fattah al-Sissi.
Som H.A. Hellyer, forsker ved den amerikanske Brookings Institution og ved Royal United Services' Institute i Storbritannien, har formuleret det til den britiske nyhedsstation BBC:
”Gazas befolkning er blevet indirekte ofre for både Israels og Egyptens krig mod terror.”
Egypten, der har defineret Hamas som en terrororganisation, har blokeret grænseovergangen til Gaza i Rafah og bombarderet de underjordiske tunneller mellem Gaza og Egypten. Og Egyptens udenrigsministerium har i en erklæring citeret af det officielle egyptiske nyhedsbureau givet Hamas en del af skylden for de palæstinensiske dødsofre.
”Egypten og Saudi-Arabien, der tidligere har taget teten i forhold til Israel-Palæstinakonflikten, er i denne omgang selv i gang med at bekæmpe Det Muslimske Broderskab, som Hamas er en udløber af,” påpeger Helle Malmvig, seniorforsker og mellemøstekspert ved Dansk Institut for Internationale Studier.
”Afsætningen af Mursi har ændret hele billedet i Mellemøsten. Pludselig har Egypten og andre arabiske lande fået interesser til fælles med Israel. Det historiske tabu, der gjorde det umuligt for arabiske regeringer at have den mindste form for fælles fodslag med Israel, er blevet brudt,” konstaterer Helle Malmvig.
Karakteristisk nok har de største propalæstinensiske demonstrationer fundet sted i London og Paris snarere end i de mellemøstlige hovedstæder. Men de autoritære regimer i Egypten og Golflandene begrænser demonstrationer og andre udtryk for folkelig opbakning til Hamas af frygt for politisk islams indflydelse på det indenrigspolitiske plan.
”For de arabiske befolkninger har Israel-Palæstina-konflikten stadig en stor symbolsk og følelsesmæssig betydning, og vreden mod de autoritære regimer ulmer i befolkningernes undertrykte vrede over situationen i Gaza. Men Israel-Palæstina-konflikten er samtidig ved at miste sin status som 'moderkonflikten', der er afgørende for alle andre konflikter i Mellemøsten. Det var tydeligt allerede under det arabiske forår i 2011, hvor Israel-Palæstina-konflikten imod forventning ikke var et centralt slogan,” siger Sune Haugbølle.
Helle Malmvig deler denne opfattelse.
”Der er kommet nye konflikter til, der konkurrerer om de arabiske befolkningers hjerte og om pladsen som strategiske skillelinjer i Mellemøsten. Det gælder borgerkrigen i Syrien for eksempel, der netop nu breder sig til andre lande, men også den voksende splittelse mellem sunni- og shiamuslimer og mellem tilhængere og modstandere af politisk islam, herunder i Det Muslimske Broderskabs version. Israel-Palæstinakonflikten er ikke længere den eneste moderkonflikt,” konstaterer Helle Malmvig.