TIL SVERIGES kirkes nationale råd stiller landets politiske partier op, og biskopperne tager gerne politisk stilling på kirkens vegne. Deres seneste udmelding hedder ”Et bispebrev om klimaet” ja, det skulle næsten hedde en bispebog, for brevet er på 102 sider.
Her fremsætter biskopperne en opfordring til at modarbejde klimaforandringerne for Guds skaberværks skyld. Et bispebrev defineres officielt som ”en tolkning af Svenska kyrkans syn på forskellige spørgsmål, der derfor også kan fungere som en retningsgiver internt.”
Svenska Dagbladets lederskribent Maria Ludvigsson tager manifestet under behandling i en leder med titlen ”Politik før Gud”. Svenska Dagbladet er Sveriges tredjestørste avis og kalder sig liberalt konservativ.
Ludvigsson mener ikke, kirken bør markere sig politisk. Hun frygter, at når det alligevel sker, da er motivationen et forfængeligt håb om synlighed og anerkendelse fra de rette kredse.
”Den naive kirke, der ligesom en ængstelig teenager gør hvad som helst for at blive indbudt til selskabet (helst på rådhuset), synger nu med på de mest høj-røstedes schlager og garnerer det hele med en stylist fra et kendt pr-bureau,” skriver Ludvigsson.
Bispebrevet er nemlig udstyret med smagfulde fotos. Hun fortsætter: ”Alt sammen med henblik på at gøre sig 'relevant', fejlagtigt forvekslet med moderne og budskabs-tilpasset.”
Hellere så hun, at kirken voksede fra sine teenager-vaner og ”vandt den modnes indsigt om sit helt eget værd og sin eksklusive opgave, tidløst relevant.”
Med denne seneste stillingtagen overgår kirken sig selv, mener hun, ”i underkastelse under samtidens lunefulde relativisme, hvor intet er bestandigt. Et trossamfund, som tilpasser sig politikkens vilkår, vil meget hurtigt lande i gemmerne for det irrelevante.”
Maria Ludvigsson minder sine læsere om en spektakulær scene fra sidste års valgkamp om ærkebispeposten:
”En kirke, der til valget af ny åndelig leder stillede op med fem kandidater, som uden undtagelse svarede svævende på spørgsmålet om, om Kristus er en sandere profet end Muhammed, må anses som ret vildfaren.”
Det indtryk forstærkes med bispebrevet, finder hun:
”Det behændigt formede skrift minder om en mådelig opgavebesvarelse i statskundskab, hvor de valgte citater fra kursuslitteraturens teoretiker anvendes til at underbygge den studerendes personlige politiske overbevisning.”
Bispebrevets forfattere gør noget lignende, ”når de anvender diverse bibelcitater til at underbygge en politisk holdning til spørgsmålene om klima, vækst og (verdslig) magt. Man behøver ikke være bekendende kristen for at finde det greb problematisk. I visse tilfælde direkte uhæderligt”.
BISKOPPERNES SAMFUNDSSYN kopierer desuden venstrefløjens. De ser ikke på liberal vis økonomien som en dynamik, der også kan udvikle løsninger, men som et nulsumsspil, hvor den enes brød er den andens død, og hvor man derfor skal begrænse væksten generelt. Dette er de riges arrogance, som går ud over verdens fattige, mener Maria Ludvigsson.
Hun undrer sig tillige over, at en religiøs organisation kan nære så stor tillid til den verdslige magts formåen, som brevet vidner om. Hun tilføjer:
”Kirkens tiltro til politikkens muligheder er forbløffende stærk. Som om nye internationale møder og konferencer med digre dokumenter og underskrevne papirer er målet og altings løsning. Centrale beslutninger tilskrives større vægt end teknisk udvikling og menneskelige fremskridt.”
På vegne af hele bispekollegiet svarer i samme avis tre af de svenske bisper på kritikken. Det er ærkebiskop Antje Jackelén samt Hans-Erik Nordin og Thomas Söderberg fra Strngns og Vster-ås stifter. De fastholder, at brevet ”fra første til sidste side drives af teologi”, så der er altså ingenlunde tale om ”Politik før Gud”, men nok om ”politik ud fra tro på Gud. Kristen tro leder til politisk refleksion, det vil sige refleksion over det samfund og den verden, vi lever i. Det leder derpå til offentligt at sætte ord på denne refleksion.”
Brevet skulle gerne muliggøre et håb, som derpå frigør handlekraft, skriver de tre. De bestrider, at de sætter spørgsmålstegn ved økonomisk vækst som sådan. De diskuterer blot vores afhængighed af vækst og forbrug ud fra et globalt perspektiv. Hvor meget kan kloden bære?
Til en anklage fra Ludvigsson om, at bispebrevet savner konkrete løsningsforslag, svarer de tre, at disse skam findes, om hun blot husker at læse frem til side 89, for på de følgende sider findes biskoppernes ”formaninger til Svenska kyrkan, dens menigheder, stifter og nationale organer, til alle vore medmennesker, beslutningstagere og myndigheder, virksomheder og organisationer, medlemsstaterne i FN's klimakonven-tion, internationale beslutningstagere og organisationer samt kirkeledere i hele verden.”