Ebola udstiller Vestafrikas svage sundhedsvæsen

Udbruddet af ebola afslører underbemanding og ressourcemangel i de ramte landes sundhedssystemer. Den gode nyhed er, at Østafrika viser vejen frem

Sundhedsarbejdere i Liberia disinficerer her et hus, hvor en person er død af ebola.
Sundhedsarbejdere i Liberia disinficerer her et hus, hvor en person er død af ebola. . Foto: Ahmed Jallanzo/EPA/Scanpix.

Med den nuværende ebolaepidemi er Vestafrikas svage sundhedssystemer kommet i det internationale samfunds søgelys, i takt med at den dødbringende virus har krydset landegrænse efter landegrænse i verdens hidtil største udbrud af ebola.

Udbruddet begyndte i Guinea, bredte sig til Liberia og Sierra Leone og er senest ankommet til det langt større land Nigeria. Ghana tester netop nu den første indbygger for sygdommen.

Ironisk nok smitter sygdommen ikke ret nemt ifølge eksperter i tropesygdomme. For nylig understregede lederen af det anerkendte Center for Hygiejne og Tropemedicin i London, Peter Piot, der i sin tid opdagede ebolavirusset, over for det franske nyhedsbureau AFP, at han ”trygt ville sætte sig ved siden af en ebolasmittet i toget”.

Hovedårsagen til den fortsatte smitte skal findes i de sygdomsramte landes elendige sundhedssystemer.

Det kan være svært at identificere og bekæmpe ebola på underbemandede sundhedsklinikker, der ud over utilstrækkeligt uddannet personale mangler elektricitet, rindende vand og sågar termometre, siger medicinsk antropolog Lise Rosendal Østergaard, der i flere omgange har arbejdet og forsket i vestafrikanske sundhedssystemer.

På den ene side nærer folk utroligt store forhåbninger til det offentlige sundhedssystem, fortæller Lise Rosenland Østergaard. På den anden side har de stor praktisk erfaringer med dårlig modtagelse og manglende behandlingsmuligheder, og det får mistilliden til at trives.

”En ebolapatient vil, før han eller hun kommer ind på klinikken, have hørt en masse rygter og være skrækslagen. Muligvis vil han mistro sundhedsarbejderne, især dem fra udenlandske hjælpeorganisationer, for at have bragt smitten til landet, for 'er alle, der går ind på en klinik, måske ikke endt med at dø derinde?,” siger hun.

Lektor ved afdelingen for tropemedicin på det amerikanske Tulane Universitet, Daniel Bausch, blev chokeret over forholdene på en statsdrevet klinik i Kenema i Sierra Leone under et nyligt besøg i landet.

”Det er helt sikkert den værste situation, jeg har været vidne til,” siger han til det britiske nyhedsbureau Reuters.

Daniel Bausch så blandt andet, hvordan lægerne behandlede ebolasmittede patienter uden at være klædt i det strengt nødvendige sikkerhedsudstyr, fordi udstyret ikke fandtes på klinikken. Da sygeplejerskerne strejkede, fordi flere kolleger var blevet smittet med ebola og døde, blev Daniel Bausch og en anden ekspert ladt alene med plejen af klinikkens 55 indlagte ebolapatienter.

Ifølge Lise Rosendal Østergaard oplever mange sundhedsarbejdere i Vestafrika, at staten er uvillig til at beskytte dem mod arbejdsrelaterede risici. Det skaber frustration og strejker og hæmmer en hurtig og koordineret indsats mod sygdommen, mener hun.

Samtidig har dele af sundhedsvæsenet en helt anden opfattelse af ebola-sygdomme, end vi har i vores del af verden, påpeger Hanne Klink Epstein, medicinsk programmedarbejder hos Læger uden Grænser.

”Informationen og kommunikationen omkring, hvad en virussygdom som ebola er, og hvordan den smitter, har ikke været tilstrækkelig. Den har ikke overbevist befolkningen i nogle områder om, at det er en god idé at komme ind til behandlingscentrene, når man er syg,” siger hun.

Det østafrikanske land Uganda er dog et eksempel på, at det med en hurtig målrettet indsats kan lykkes at få ebola under kontrol. Landet har oplevet talrige udbrud af ebola. Senest i 2012, hvor der fandt to udbrud sted. Begge gange var sundhedsmyndighederne hurtigt ude og fik isoleret de smittede med få syge og døde til følge.