Erdogan opfordres til forsoning efter valgsejr

Prime Minister and presidential candidate Tayyip Erdogan talks with media during presidential elections in ...

Tayyip Erdogan bliver Tyrkiets første folkevalgte præsident. Foto: Reuters/Murad Sezer / Scanpix

Tyrkiets premierminister opfordres til at arbejde for rummelighed i Tyrkiet, når han snart overtager præsidentposten i landet

Recep Tayyip Erdogan kan snart kalde sig Tyrkiets præsident efter mere end 10 år som leder af landets regering. Erdogan vandt præsidentvalget i søndags efter en valgkamp, hvor han har fået kritik for at polarisere og spille på sekteriske følelser. Flere gange har han fremhævet sine modkandidaters etnicitet og religion, og samtidig gjort opmærksom på, at han selv er sunni-muslim ligesom flertallet af tyrkerne.

På valgaftenen sagde Erdogan i sin sejrstale, at Tyrkiet nu går ind i en ny æra, og at det er tid til at lægge gamle konflikter bag sig, og i går sendte de to EU-formænd José Manuel Barroso og Herman Van Rompuy deres lykønskninger med valget til Erdogan. I en fælles udtalelse opfordrer de Erdogan til at være en forsonende og rummelig præsident.

”Som du rigtig selv understregede, stoler vi på, at du vil bevare den forsonende rolle, som din nye position indebærer og stræbe efter at omfatte alle fællesskaber, overbevisninger, følsomheder, meninger og livsstile det tyrkiske samfund rummer,” lyder det fra de to EU-topfolk.

I det seneste år har Erdogan og hans regering flere gange fået kritik fra international side for at begrænse demokratiske friheder. Som da tyrkisk politi sidste sommer slog hårdhændet ned på demonstrationer over hele landet. Da Tyrkiet tidligere på året censurerede internetsiderne Twitter og YouTube fik det kritik fra både EU og USA. I februar konkluderede organisationen Freedom House i en rapport, at den tyrkiske regering begrænser den offentlige debat og straffer medier og journalister, som sætter spørgsmålstegn ved regeringen.

De to EU-embedsmænd opfordrer også Erdogan til at arbejde mod at finde en fredelig løsning på det kurdiske spørgsmål i Tyrkiet og på Cypern-problemet. Fra Det Hvide Hus i Washington er der også lykønskninger til den kommende præsident.

Forholdet mellem USA's præsident Barack Obama og Erdogan har ellers ifølge Erdogan været sat på prøve i den senere tid. I juli udtalte Erdogan, at han og Obama ikke længere talte sammen. Nu lyder det i en skriftlig udtalelse fra Det Hvide Hus, at Barack Obama glæder sig til at arbejde sammen med ham fremover.

Gennem valgkampen har der været kritik af, at Erdogan som premierminister har haft langt bedre forudsætninger end sine modkandidater. For eksempel har den statslige tv-station dækket Erdogans valgkampagne i langt højere grad end de to modkandidaters. Formanden for det nationalistiske oppositionsparti MHP, som støttede modkandidaten Ekmeleddin Ihsanoglu, sagde efter valget, af Erdogan har vundet ”gennem chikane, snyd, bedrag og svindel.” Ihsanoglu selv ønskede på valgaftenen Erdogan tillykke og en god valgperiode.

Præsidentvalget blev i bred udstrækning set som et valg for eller imod Erdogan, som er en leder der splitter de tyrkiske vælgere. Efter valget er reaktionerne blandt tyrkerne også meget delte. På den pulserende Taksimplads i Istanbul siger en vælger, at han ikke tror, at en fremtid med Erdogan ser lys ud:

”Det er ikke bare os, men også vores børn, som nu er på spanden. Vi kan ikke gøre noget for at slippe af med ham (Erdogan red.). Hvad vi kan gøre, som borgere i en demokratisk stat, er at stemme, og det har vi gjort. Men det ændrer intet,” siger Nail.

I Erdogans barndomskvarter Kasimpasa i Istanbul er der glæde over, at han snart kan tage skridtet fra premierminister til præsident. Tuncel, som bor i Kasimpasa, har selv stemt på Erdogan.

”Jeg er selvfølgelig glad, hvordan skulle jeg ellers føle? Hele Tyrkiet er glad i dag, med undtagelse af de forrædere, som ikke kan klare Erdogans succes. Men nu kan de se, at intet kan stoppe ham,” siger Tuncel.