Hvorfor bomber USA i Irak, men ikke i Syrien? Hvorfor udløser 30.000-40.000 menneskers lidelser inden for få måneder en reaktion fra USA og andre dele af det internationale samfund, som endnu ikke har grebet ind efter tre års omfattende borgerkrig i Syrien, hvor flere end 140.000 mennesker er blevet dræbt og en tredjedel af landets 23 millioner indbyggere er på flugt?
Spørgsmålene bliver rejst i disse dage i USA, hvor de færreste er modstandere af at hjælpe de forfulgte mindretal i Irak, men hvor en række kommentatorer undrer sig over, hvorfor den syriske befolkning ikke har fået samme hjælp som irakerne. Eller hvorfor USA ikke havde tilsvarende travlt, da Sri Lankas regering drev rovdrift på tamilerne i borgerkrigens sidste år eller Sudans regering udryddede hele landsbyer i Darfur.
”Man kan altid kritisere dem, der griber ind i en situation som i det nordlige Irak for ikke også at have grebet ind andre steder eller tidligere. Den slags kritik kan godt være berettiget, men den er jo ikke i sig en grund til ikke at gribe ind nu. Der er tale om konkret fare for et folkedrab i Irak, ligesom USA også har en række andre gode grunde til at intervenere,” siger Martin Mennecke, lektor i folkeret ved Syddansk Universitet.
Den amerikanske præsident Barack Obama henviste selv til frygten for, at der kunne ske et folkedrab i Irak, hvis landet ikke fik hjælp til at bekæmpe Islamisk Stat som begrundelse for at indlede luftangreb mod ekstremisterne. Sammenholdt med det faktum, at den irakiske regering selv har henvendt sig til USA for at få støtte, har det gjort en kæmpeforskel for, hvor villig USA har været til hurtigt at reagere, siger Tonny Brems Knudsen, lektor i international politik ved Aarhus Universitet med speciale i humanitære interventioner.
”Den store politiske forskel på Irak og Syrien er, at i Irak har regeringen bedt om hjælp. Det stik modsatte er tilfældet med præsident Assad i Syrien. Dertil kommer, at indgrebet i Irak er langt mere håndterbart, og at udviklingen i Irak i langt højere grad var begyndt at true amerikanske kerneinteresser,” siger han.
Mange kritikere henholder sig til FN's vedtagne princip i 2005 om ”Ansvar for Beskyttelse”, når de undrer sig over USA og det internationale samfunds passivitet over for overgreb mod civile. ”Ansvar for Beskyttelse” fastslår, at selvom det som udgangspunkt er et lands regering, der har ansvaret for at beskytte sine borgere, har det internationale samfund et medansvar for at forhindre folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser et medansvar, der kan gøre det lovligt at gribe militært ind i et andet land.
Princippet om ”Ansvar for Beskyttelse” betyder dog ifølge Tonny Brems Knudsen ikke, at det internationale samfund, eller USA for den sags skyld, har pligt til at reagere.
”Der er ikke tale om en forpligtelse fra FN's side. Det politiske rationale i folkeretten går ud på, at beskyttelse er en mulighed, men ikke en forpligtelse. Det er op til det internationale samfund i hver enkelt situation at afveje, hvad der samlet set tjener den civilbefolkning, der er truet, og verdensfreden bedst. Nogle gange vil det kunne gøre ondt værre, hvis man griber ind, og det er en legitim politisk overvejelse at gøre sig fra det internationale samfunds eller en stormagts side,” siger han.
Martin Mennecke understreger også, at ”Ansvar for Beskyttelse” (endnu) ikke er en juridisk norm, der binder hverken USA eller andre af FN's medlemslande.
”'Ansvar for Beskyttelse' består af mange forskellige instrumenter ikke kun væbnet intervention. Syrien er i en ekstremt trist situation, hvor realpolitik i FN's Sikkerhedsråd, men også den komplekse situation i regionen, har forhindret mere konkret handling. Men der er andre situationer, Den Centralafrikanske republik, Sydsudan og så videre, hvor 'Ansvar for Beskyttelse' spiller en rolle og er blevet brugt,” siger Martin Mennecke.
Det er oftest risikoen for folkedrab, der bliver brugt som argument for at yde et andet lands indbyggere beskyttelse, eventuelt gennem militær indgreb som i Irak. Men ifølge FN's beslutning om ”Ansvar for beskyttelse” bør det internationale samfund også reagere over for risikoen for forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. Overgrebene mod civilbefolkningen i Syrien vurderes af de fleste folkeretseksperter til at være forbrydelser mod menneskeheden.