Italienerne vil retsforfølge 93-årig SS-officer

Efter italiensk pres vil tysk domstol nu undersøge, om 93-årig SS-officer kan retsforfølges for massakre i 1944

Her ses en gruppe danske ss-soldater, som synger tyske slagersange.
Her ses en gruppe danske ss-soldater, som synger tyske slagersange.

Efter at en tysk domstol i Stuttgart i 2012 lagde sagen ned og erklærede, at der ikke var grundlag for retsforfølgelse, har forbundsdomstolen i Karlsruhe nu besluttet at genåbne den for at se, om det er muligt at dømme den sidste overlevende af de SS-soldater, der for 70 år siden begik en massakre på befolkningen i en italiensk landsby.

Den beslutning bliver mødt med stor tilfredshed i Italien, hvor der har været vrede over, at Tyskland ikke ville medvirke til en retsforfølgelse, der kunne hjælpe ofrenes familier med at sætte punktum og komme videre.

En gruppe SS-soldater skød og dræbte om morgenen den 12. august 1944 stort set alle i den lille landsby Sant'Anna di Stazzema i de toscanske bjerge. 560 mennesker blev dræbt, og det skete med stor brutalitet. En kvinde, der var ved at føde, blev skudt, og hendes barn hevet ud, og derpå også dræbt. Andre indbyggere blev samlet i grupper, som derefter blev mejet ned.

Mange flygtninge havde søgt tilflugt i landsbyen, fordi den lå afsides. Men tyskerne begyndte i de dage på en form for ”brændt jord”-taktik i området, der få måneder senere blev befriet af de allierede.

En italiensk retssag mod ti af de SS-soldater, der mentes at stå bag massakren, endte ved militærdomstolen i La Spezia i 2008 med, at de alle blev idømt fængsel på livstid. Italien har siden efterlyst og forlangt dem udleveret fra Tyskland, men uden resultat, og i dag menes der kun at være en, som stadig lever. Det er Gerhard Sommer, der var løjtnant, og som nu er 93 år og bor på et alderdomshjem i Tyskland.

Det er mod ham, at domstolen i Karlsruhe vil have genoptaget sagen.

”Og jeg håber, at den kommer for allerede til næste år,”, siger Gabriele Heinicke, der er advokat for Enrico Pieri, en af de få, der overlevede massakren, og som stadig lever.

”Da vi bad Tyskland om at udlevere de dømte, levede ni af dem stadig. Nu er der kun en tilbage, og det er svært at forestille sig, at han kommer til at afsone,” siger Marco de Paolis, der var anklager i retssagen i Italien.

”Men kommer der bare en retssag mod ham, så vil det være en sejr”.