Hvorfor har ørkenen tiltrukket så mange vise mennesker?

Uden for millionbyen Kairo findes en verden langt fra de politiske omvæltninger. Her i den brændende hede lever godt 100 munke og eneboere, i det man regner for verdens ældste, stadigt fungerende kloster

Sankt Antonius Klosteret blev grundlagt i 356 på stedet, hvor Antonius havde levet de sidste 20 år af sit 105 år lange liv. I dag er ørkenklosteret hjem for 90 munke, mens i omegnen af 10 eneboere lever i bjergene omkring klosteret.
Sankt Antonius Klosteret blev grundlagt i 356 på stedet, hvor Antonius havde levet de sidste 20 år af sit 105 år lange liv. I dag er ørkenklosteret hjem for 90 munke, mens i omegnen af 10 eneboere lever i bjergene omkring klosteret. Foto: Shawn Baldwin/The New York Times.

Det var ikke let at få aftalen i stand. Men med hjælp fra ambassaden, tilladelse fra Patriarkatet i Kairo og en hel del bureaukrati senere er jeg endelig på vej.

På gps'en i min telefon står der Final Destination: St. Antony Monastery. Vejen går gennem den egyptiske ørkens stegende hede. Men det skal næsten gøre lidt ondt, for jeg har lagt mig i fodsporene af ørkenfædrene, munkene og de første eneboere fra 300-tallet.

Hvad er ørkenen? Hvorfor har den tiltrukket så mange vise og søgende mennesker gennem de seneste 2000 år? Hvad søger de her i det støvede, stenede og ensomme landskab, hvor der ingen beskyttelse findes? Ingen lindring mod solens lys. Ingen adspredelse. Intet vand. Ingen mennesker. Her er goldt og stille. Temperaturen kryber uden besvær op på 45 grader. Det er denne urtilstand, som de mest kompromisløse religiøse mennesker søger, når de skal lutre sig selv. Forsøge at komme tættere på sig selv, tættere på Gud. Ørkenen er et sted hvor mennesket træder ubeskyttet frem.

Ifølge Matthæusevangeliet drager Jesus ud i ørkenen i 40 dage, som det var praksis hos de mellemøstlige mystikere. Den ultimative åndelige manddomsprøve. Her skal han faste og kæmpe mod ørkenens vilde dyr. Og med de vilde dyr menes ikke slangerne og skorpionerne, men de indre dyr. Fristelserne, skyggerne. Her blandt sand og sten findes den perfekte kampplads for sjælelivets gladiatorkampe.

For at komme fra Kairo til Sankt Antonius Klosteret må jeg tilbagelægge cirka 330 kilometer. Men den mentale afstand er langt større. Med sine fire millioner biler er den ubeskriveligt nedslidte og beskidte egyptiske hovedstad nærmest livsfarlig at begive sig ud i. Her er det nærliggende at drømme sig væk til stilhed og ensomhed og skifte det kaotiske menneskemylder ud med minimalisme og fordybelse. Selvom det var i en ganske anden tid, så var det præcis, hvad en ung mand ved navn Antonius gjorde for omkring 1700 år siden.

Bilturen gennem den brændende ørken til Antoniusklosteret, formodentligt verdens ældste, stadigt fungerende kloster, tager omtrent tre en halv time. Jo længere vi kommer ud i intetheden, hvor forrevne klipper rejser sig, og jo mere temperaturmåleren stiger undervejs, des større er oplevelsen, da de to spidse tårne, som danner indgangs-portalen til klosteret, skimtes i det fjerne. Med bjergene i baggrunden rejser den gyldne oase sig som et fatamorgana. Vi passerer de 11 meter høje mure og den tonstunge jernport, hvis formål fra gammel tid var at beskytte munkene mod beduinangreb, og stedets ånd rammer mig, et fortravlet, moderne menneske, tungt i hjertekulen.

Skt. Antonius blev født i 251 af rige forældre i byen Kome. I en alder af 20 år blev han grebet af fortællingen fra Det Nye Testamente om den rige yngling, der havde overholdt alle buddene, men ikke var i stand til at gå det sidste skridt og give alt, hvad han ejede, til de fattige og følge Jesus for at blive fuldkommen. Det var Antonius til gengæld. Han solgte sine ejendele og slog sig ned som eneboer i ørkenen uden for sin hjemby. Han fik mange beundrere, og folk kom fra nær og fjern for at søge råd og åndelig vejledning hos ham. Til sidst blev det en belastning for Antonius, hvis mål var at overvinde sin menneskelige natur gennem ensomhed og faste. Han brød op og vandrede dybere ind i ørkenen.

På et uvejsomt sted ved nogle klipper øst for Nilen slog han sig ned i en hule, hvor han levede de sidste 20 år af sit 105 år lange liv. Og det var her, at hans venner og tilhængere efter hans død i 356 opførte klosteret, der bærer hans navn.

Ordet kloster kommer af klaustrum, der betyder indelukke. I dag huser Antonius-klosteret 90 munke og cirka 10 eneboere, der lever spredt i bjergene omkring klosteret. Antonius betragtes som åndeligt overhoved for alle munke og nonner i verden, uanset ordenens navn.

De koptiske munke bærer den karakteristiske sorte hætte, hvorpå der i hver side er broderet seks kors. De symboliserer de 12 disciple. Ved baghovedet på det mest sårbare sted sidder et stort kors, der symboliserer Kristus. I midten løber en tyk linje. Den skal minde munkene om den evige kamp mod Djævelen. Ifølge overleveringen rev Antonius sin hætte midt over under én af sine drabelige kampe mod det, han kaldte Satan, men som nok snarere var hans følelser, begær, ja, den menneskelige natur - den egentlige forhindring for at kunne opnå ultimativ fred.

Mens klostervæsenet herhjemme kæmper for sin eksistens med en forsvindende lille søgning, ser det ander-ledes ud i Egypten. Listen over mænd, der ønsker optagelse i klosteret, er lang, fortæller fader Ruwais, som gæstfrit tager imod mig.

Selv har han boet på stedet i 32 år. Bag et par buskede øjenbryn sidder to blå øjne med et blik, der på én gang er nærværende og fjernt - som vendt mod et punkt i det uendelige.

Det er ikke hvem som helst forundt at blive koptisk munk, og der kan være mange grunde til ikke at lukke en ansøger ind bag murene til Den Gyldne Oase.

I Egypten er der prestige i at gå i kloster, og blandt munkene finder man højtuddannede tandlæger, læger, geologer, fysikere og fysioterapeuter. Nogle af dem med doktorgrader og ph.d.-titler.

På et tidspunkt kommer en sortklædt, tildækket beduinkvinde ud fra en lille bygning med et barn i favnen. Barnet har en bandage om benet. Kvinden flækker i et stort, tandløst smil og haster videre gennem porten. Ruwais forklarer, at klosteret yder gratis læge- og tandlægehjælp til alle. Områdets beduiner, militærfolk, turister og fattige kan alle komme og få behandling af højtuddannede fagfolk.

”For at blive munk eller nonne skal man være succesfuld i sit daglige liv. Folk, der har svært ved at klare sig i livet, bliver afvist. Klosteret er ikke et tilflugtssted,” siger fader Ruwais.

”Man skal også have et job. Hvis man ikke har et arbejde, bliver man afvist. Klosteret er ikke en arbejdsformidling. Hvis man kommer, fordi det ikke er lykkedes én at blive gift, bliver der også sagt nej. Man skal udelukkende komme her på grund af sit eget begær efter at blive munk og leve tæt på Gud,” siger Ruwais, mens vi slentrer igennem en lille olivenlund med oliventræer fra Jerusalem.

Man skal desuden være højt uddannet for at blive optaget, for eksempel have en mastergrad fra universitetet. Og så skal man have aftjent sin værnepligt. Det handler altså om, at man skal kunne tage ansvar for sit liv, både som individ og som medlem af et samfund. Hvis man kan sætte flueben ved alle disse punkter, er næste del af processen at få en anbefaling fra sin lokale præst og besøge klosteret igen og igen.

Aspiranten bliver afvist et utal af gange, simpelthen for at teste, om han mener det alvorligt. Hvis han ikke taber modet helt, men stædigt insisterer på at blive en del af klosterfællesskabet, vil han blive optaget som novice i op til tre år. Men den vordende munk skal ikke hvile på laurbærrene:

”Under novicetiden bliver han studeret og analyseret grundigt som under et mikroskop,” siger fader Ruwais og løfter pegefingeren foran det store, hvide skæg og ser bestemt på mig:

”Vi lægger mærke til, om han er et godt menneske, om han skaber problemer socialt. Er han rar at være sammen med? Arbejder han hårdt, trives han, og er han glad? Dette er vigtige egenskaber at være i besiddelse af, hvis det skal lykkes at leve et langt liv bag klostermurene.”

Lidt senere sidder vi i refektoriet, hvor munkene spiser. Lange træborde med små skamler foran udtrykker samme enkelhed som det måltid, der bliver serveret på små tintallerkener: Ris, grøntsager og brød. Gennem de åbne vinduer kan man se ørkenen, og en lun vind blæser ind i spisesalen. På væggen hænger et stort ur. Men det går ikke længere. Det gik i stå ti minutter i otte en ikke nærmere defineret dag i fortiden, næsten som en parodi på tidens ubetydelighed her.

Ruwais fortæller om en episode fra sin egen novicetid, som gjorde et stærkt indtryk på ham. En eftermiddag sad han sammen med de andre munke og drak en kop te. Han rakte ud efter sukkerskålen, hældte den ønskede mængde op og begyndte at røre rundt med skeen i koppen. Der blev med ét helt stille omkring ham. Han kiggede sig nervøst omkring og mødte de andres strenge blikke. Han var skrækslagen for at gøre noget forkert, der måske kunne sætte en stopper for hans munkedrøm, og spurgte, hvad der var galt.

”Når du rører rundt i teen, skal du gøre det sådan her,” sagde en ældre munk, og bevægede sin ske i bittesmå cirkler nede i koppen, således at den ikke rørte siderne.

”Det skal være lydløst. Dette er et kloster, ikke et cafeteria!”

Lykkes det at komme igennem nåleøjet, venter en dagligdag præget af disciplin og fast rutine. Dagen begynder klokken fire, hvor man synger i to timer. Herefter går man over til Den Hellige Liturgi, der varer fra klokken seks til klokken otte. Resten af dagen går med munkenes individuelle arbejde og bøn, som foregår i egne celler. Når klokken bliver 17, er der gudstjeneste.

Bunken af sko uden for vokser, imens den lille kirke fyldes af sorte kutter. Bagerst står pilgrimmene og de få kvindelige turister som ydmyge statister, mens én af munkene begynder sangen, der lyder som endeløse guirlander og langsomt etablerer en meditativ tilstand. ”Kyrie eleison” stemmer alle i, og med en forhistorisk urkraft gentages mantraet med små variationer og stadigt mere komplicerede rytmer. Oppe ved højalteret kommer trianglen og cymblerne på, og sangen vokser ekstatisk. Det er lyden af kristendommens vugge, af den spirituelle nødvendighed, og det føles, som om vi er helt nede ved rødderne af religionernes gamle egetræ, hvor menneskets søgen efter Gud er et grundvilkår.

Et par timer senere forlader munkene kirken, mens solen står lavt over de stenede bjerge. De ældgamle rituelle sange står stadig og vibrerer mellem klippevæggene, og det virker naturligt, at de er opstået her. Ude i hulerne et sted sidder eneboerne. De, som er gået skridtet længere. De sidder, som de sad i morges, i går og for 12 dage siden. Ligesom de har gjort i århundreder. Kun omgivet af ensomheden reciterer de Davids Salmer i timevis, fletter måske på en kurv og beder. De fleste af dem kommer ned til klosteret hver søndag for at få Den Hellige Kommunion, hvorefter de straks vandrer tilbage. Enkelte af dem tager kun turen ned ad bjerget hver fyrretyvende dag.

Sammenlignet med eneboerne synes de ”almindelige” munke nærmest at være på badeferie. Blot få dage i total isolation under de pågældende omstændigheder ville gøre de fleste moderne mennesker vanvittige. I en tid, hvor vi definerer os selv gennem kommunikation, og information af enhver art konstant pumpes gennem vores mentale hovedpulsåre, er kontrasten til ørkenfædrene den størst tænkelige. Og for overhovedet at få lov til at gå ud i bjergene og blive eneboer kræves der, ud over tilladelse fra biskoppen, at man bliver grundigt testet psykologisk og mentalt. Herefter får man en spirituel vejleder, man kan søge hjælp hos, når prøvelserne trænger sig længere og længere ind på personligheden, der efterhånden går i opløsning.

Under den islamistiske præsident Mohamed Mursi, som militæret stødte fra magten i juli 2013, var Egyptens kristne befolkning, der udgør 8-9 millioner mennesker, udsat for forfølgelser og terror. Kirker blev nedbrændt, og kristne forretninger blev lukket.

Det kunne også mærkes ude i klostrene, hvoraf flere blev udsat for terror og chikane. Heller ikke Antoniusklosteret gik fri. En dag troppede myndighederne op i ørkenen og forlangte uden nogen særlig grund klosterets store ydermur revet ned. Munkene nægtede, og muren står her endnu, men de kristent bemandede vejspærringer langs den øde vej til klosteret vidner om minoritetens forsigtighed og mistro.

Det er med et vist vemod, jeg tager afsked med Skt. Antoniusklosteret og fader Ruwais, hvis lange skygge falder på den gule klostermur.

Kairos infernalske larm og civilisationen venter forude.

Det enkle måltid, der blev serveret i munkenes spisesal, er for længst fordøjet, og tanken om faste er langt væk lige nu. De tre munkeløfter - kyskhed, lydighed og fattigdom - står ikke til at forene med et travlt familieliv, men klosterklokkens klare lyd, der bliver svagere og svagere, i takt med at solen forsvinder bag klipperne, minder én om, at der findes en anden virkelighed, et andet valg. De tidligste ørkenfædre tog det. De sultede. De tørstede. Og de brændte i ånden.

Gennem bilens bagrude ser jeg fader Ruwais sortklædte skikkelse. Den vinkende arm falder ned langs siden. Idet solen går ned bag bjerget, vender han sig og går tilbage ind gennem klosterporten.

Munke studerer sjældne skrifter i Sankt Antonius Klosterets bibliotek. Det egyptiske kloster regnes som verdens ældste, stadigt fungerende kloster.
Munke studerer sjældne skrifter i Sankt Antonius Klosterets bibliotek. Det egyptiske kloster regnes som verdens ældste, stadigt fungerende kloster. Foto: Shawn Baldwin/The New York Times/Scanpix
Fader Ruwais har boet 32 år i Sankt Antonius Klosteret. Han husker stadig tydeligt en episode fra sin egen tid som novice, som nær havde sat en stopper for drømmen om at blive munk.
Fader Ruwais har boet 32 år i Sankt Antonius Klosteret. Han husker stadig tydeligt en episode fra sin egen tid som novice, som nær havde sat en stopper for drømmen om at blive munk. Foto: Katarina Lewkovitch