IS er vokset fra organisation til terrorstat

Islamisk Stat er verdens rigeste terrororganisation, og dens formue og magt vokser hvert minut. Bremses den ikke straks, får det uoverskuelige følger

Islamisk Stat er blevet så formuende og velorganiseret, at man faktisk ikke længere kan kalde det en terrororganisation, men en terrorstat.
Islamisk Stat er blevet så formuende og velorganiseret, at man faktisk ikke længere kan kalde det en terrororganisation, men en terrorstat.

I sidste uge var jeg i forbindelse med mit arbejde på Hudson Institute til en briefing i Washington og drak i den anledning kaffe med en embedsmand fra den amerikanske regeringsadministration. Han fortalte mig - ganske uofficielt - en hel del alarmerende ting om Islamisk Stat, IS.

For det første anslår man, at der er op mod 40.000 jihadister i Irak og Syrien, hvilket er langt flere end forventet.

For det andet er IS' økonomi blevet meget stærk. Man anslår, at terrororganisationen har tre milliarder dollars i formue, foruden mange millioner dollars i løbende indtægter hver dag. Det er indtægter, de erhverver sig via blandt andet salg af olie på det sorte marked. Olie, som de får fra de oliekilder, de har formået at få kontrol over i Syrien. Samtidig har IS nærmest overtaget alt smugleri i det sanktionsramte land. Terrororganisationen har tillige en del indtægter ved grænseovergangen mellem Syrien og Irak, hvor de opkræver afgifter og told fra folk, som rejser ind og ud i lastbiler. Desuden opkræves der skatter fra forretninger og befolkningen i de besatte områder. Som om det ikke skulle være nok, begår IS også bankrøverier. Da de for eksempel erobrede byen Mosul, overtog de hele den formue af valuta og guldbarrer, der lå i banken. Terrororganisationen har også en del udenlandske gidsler, som de sælger dyrt. Et vestligt gidsel kan således indbringe helt op til tre millioner euro. Våben har IS ikke mange udgifter på, for de har overtaget alt, hvad den irakiske og syriske hær efterlod på kasernerne i forbindelse med deres flugt fra netop IS. På den måde er IS verdens rigeste terrororganisation.

IS er nu blevet så formuende og velorganiseret, at man faktisk ikke længere kalder det en terrororganisation, men en terrorstat. De hersker over et område, som er tre gange større end Danmark, og som de har udråbt til kalifat. Et kalifat er en islamisk statsform, og IS har allerede dannet en slags regering med en medieminister, en arbejdsminister og en forsvarsminister. Det er meget professionelle folk. For eksempel er forsvarsministeren en af Saddam Husseins tidligere topgeneraler. IS er dermed ikke længere bare amatørterrorister, men meget organiserede og farlige mennesker, hvis ambition er at tage monopol på jihadisme. Det vil sige, at de forsøger at opæde de gamle al-Qaeda-grupper, så der til sidst ikke længere findes noget, der hedder al-Qaeda. Det hele skal efter planen hedde Islamisk Stat.

IS udviser en ufattelig brutalitet, og de har en ambition om at udøve terror på en helt ekstraordinær facon.

De ser Vesten som deres primære fjende og har planer om at udføre et angreb, der er langt større end det, der skete den 11. september 2001. Vi har mildest talt at gøre med et uhyre, der bliver stærkere og stærkere.

IS har kunnet vokse sig så stærk, fordi ingen har blandet sig i deres gøren og laden, mens konflikten i Syrien rasede omkring dem. Hverken USA's præsident, Barack Obama, eller det internationale samfund ville blande sig i den syriske konflikt, og Assad havde ligefrem den strategi at lade de islamistiske grupper vokse sig stærke, så de kunne tage opmærksomheden væk fra ham. IS fik på den måde bygget en stor styrke op og fik samtidig allieret sig med de sunnimuslimske stammer i Irak, som var utilfredse med den nu afgåede irakiske premierminister Nouri al-Maliki.

Obama, har virkelig undervurderet IS. Så sent som i januar i år gjorde han grin med dem og sagde, at de ikke udgjorde nogen trussel. Han troede, at kampen mod islamisme var vundet, da Osama bin Laden blev slået ihjel.Men når amerikanerne nu ligger inde med den viden, som de gør - og som den amerikanske embedsmand, jeg drak kaffe med, fortalte om - undrer jeg mig over, hvorfor der bliver tøvet så længe. Det virker ikke til, at der foreligger nogen langsigtet strategi. Hvorfor har Obama ikke allieret sig med det internationale samfund og igangsat en plan for, hvordan man vil stoppe IS? Det er ikke nok at bekæmpe dem fra luften, som man gør i øjeblikket i Nordirak. Der skal sættes landtropper ind, og de skal stoppes gennem en fælles indsats. Samtidig er man nødt til at bremse den enorme tilstrømning, der er til IS. De får tilslutning fra rigtig mange vestlige fanatikere hver dag. Folk, som har vestligt pas og er lyse i huden - folk, som er umulige at spore. Også Danmark bør være en del af den internationale koalition, for vi har hundrede mennesker med islamisk baggrund, der har tilsluttet sig IS.Hvis det internationale samfund og Obama ikke har en langsigtet strategi og bare stopper efter, at IS er besejret i de kurdiske områder, bliver scenariet virkelig skræmmende. Så vil endnu flere kristne og andre mindretal blive slået ihjel, og IS vil brede sig ind i Jordan og Libanon (måske også Saudi-Arabien). Det vil få store konsekvenser på verdensplan i form af uoverskuelig terror og høje oliepriser. Derfor er det internationale samfund - herunder Danmark - nødt til at træde i karakter nu, for IS skal stoppes - hellere i dag end i morgen.

Naser Khader er senior fellow ved Hudson Institute i Washington. Han er mellemøstekspert, samfundsdebattør, foredragsholder og forfatter med syrisk baggrund.