Nødhjælpsarbejder høster international anerkendelse

James Roland Carew sætter livet på spil for at undervise i akut lægehjælp i det krigshærgede Mali. Det blev fremhævet af FN på årlig ”humanitær dag”

Paramedicineren og under-viser James Roland Carew ser det som en ære, at netop han, blandt så mange kompetente nødhjælpsarbejdere, har modtaget FN's anerkendelse for sit arbejde i Mali. -
Paramedicineren og under-viser James Roland Carew ser det som en ære, at netop han, blandt så mange kompetente nødhjælpsarbejdere, har modtaget FN's anerkendelse for sit arbejde i Mali. - . Foto: Folkekirkens Nødhjælp.

”For første gang i mit liv er det rart at modtage en pris for noget, man har arbejdet så hårdt for. På det her område arbejder vi virkelig mange timer, og man føler ikke altid, at man får den anerkendelse, som man fortjener. Men det er, som om at alt ens hårde arbejde pludselig giver afkast.”

Sådan beskriver den 41-årige sydafrikaner James Roland Carew følelsen, efter at han blev fremhævet ved FN's World Humanitarian Day, en årlig begivenhed, hvor FN anerkender de tusindvis af nødhjælpsarbejdere, der har dedikeret deres liv til at hjælpe til i udsatte lande verden over.

James Roland Carew er uddannet paramediciner ved det sydafrikanske militær og har brugt de seneste 10 år på at gøre det, han brænder for: at undervise i akut førstehjælp, oplyse om risikoen ved at befinde sig i krigshærgede områder - og i sidste ende redde liv.

Han er ansat ved Folkekirkens Nødhjælp som ”medical coordinator” og har undervist både FN-personale og lokalbefolkningen i flere lande i Afrika, fra Sydsudan i det nordøstlige Afrika til Mali i det nordvestlige Afrika, hvor han har befundet sig siden april sidste år.

I Mali har kampene mellem islamiske jihadister og militærstyrker fra både Frankrig og Mali efterladt mange områder med både miner og ueksploderede granater, som er nogle af truslerne mod lokalbefolkningen og udenlandske nødhjælpsarbejdere, der kommer til landet. Der er derfor brug for undervisning til at håndtere akut traumebehandling.

”Vi arbejder meget med risikoforebyggelse og oplysning i Mali. En af frustrationerne i dette arbejde er, at de områder, man har ryddet en dag, kan være farlige igen den næste. Det er et vedvarende projekt,” siger han.

Når James Roland Carew underviser, foregår det ved en blanding af teori og praksis. Meget af den lægeassistance, som hans elever kan komme ud for at skulle foretage, finder sted i pressede situationer. Derfor arbejder han sammen med senegalesisk militær, som i undervisningsmedfør kommer udklædt som militsfolk og simulerer overfald og kidnapninger på Carews elevers konvojer.

Carews elever skal i disse situationer kunne håndtere akut førstehjælp og diplomati under psykisk pres, og selvom Carew forsøger at gøre simulationerne så realistiske og pressede som muligt, har han modtaget meget positiv respons for sine kurser.

James Roland Carew er fraskilt og har tre sønner, der bor i Sydafrika. Han arbejder tre måneder ad gangen i Mali og er derefter i Sydafrika i to uger, før han rejser tilbage til Mali for at undervise.