Da krigere fra Islamisk Stat, IS, rykkede frem i den syriske provins Deir al-Zor i sidste måned, stillede de dem, der holdt stand, over for et enkelt valg: at bede om nåde eller møde den sikre død.
Deres valg blev fremsat i barske religiøse termer af de militante islamister, som forsøger at skabe deres egen stat i Syrien og Irak. Slagne krigere blev afkrævet ”soning” eller døden - et valg, som blev fremsat i islamisk terminologi, der udtrykte en hjemmel om, at modstand mod den Islamiske Stat var en synd mod Gud.
”Jeg overdrog mine våben,” siger en oprører, som overgav sig til Islamisk Stat den 2. juli og har levet i frygt for sit liv lige siden.
Han regner fortsat med, at IS kan finde på at henrette ham, hvad øjeblik det skal være.
”Alle er underlagt det her. Alle er bange,” fortæller han over en internetforbindelse.
IS har ladet en af de blodigste bølger af undertrykkelse til dato skylle hen over den olieproducerende provins Deir al-Zor for at cementere sin kontrol med den. Bevægelsen har gjort brug af massehenrettelser, trusler og nedrivning af folks hjem, mens de vestlige staters opmærksomhed har været rettet imod forsøget på at presse IS tilbage i nabolandet Irak.
Nogle har fået tilgivelse på IS' betingelser, som afkræver dem total troskab. Andre er ikke blevet vist nåde. Særligt en enkelt stamme er blevet udsat for forfølgelse. Hundredvis af medlemmer af sheitaat-klanen er blevet henrettet, efter at deres stamme nægtede at underkaste sig IS. Hele stammen betragtes nu som ”fjendtlige frafaldne” af IS, der er en udløber af al-Qaeda, og som har annonceret oprettelsen af et kalifat på det territorium, bevægelsen har opnået kontrol over.
Drabene på disse mennesker er ifølge de lokale en påmindelse om, at mange af IS' ofre ikke tilhører mindretal som shiaer, yazidier eller kristne, men er sunnimuslimer, som - i alt fald nominelt - følger samme trosretning inden for islam som IS, hvis fremrykning i Irak har jaget mindretallene på flugt af frygt for forfølgelse eller tvungen omvendelse til islam. Bevægelsens radikale fortolkning af religionen har i sheitaat-stammens tilfælde lagt grunden for massiv forfølgelse af andre sunnimuslimer
Islamisk Stat har erklæret sheitat-stammen en ”sekt uden tro”, der skal bekæmpes, som var de vantro, lyder det i en rapport fra det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, som følger volden i den syriske krig.
Mindst 700 medlemmer af stammen er allerede blevet henrettet, meldte observatoriet den 16. august. Andre 1800 er ifølge samme kilde forsvundet efter at være blevet anholdt af Islamisk Stat. Stammens forsøg på at sværge troskab til bevægelsen er blevet forkastet.
Nye billeder af ligene af mænd, som så vidt vides er blevet fældet af IS-krigere i sheitaat-områderne, dukker op hver eneste dag. Det fortæller Rami Abdelrahman, stifter af observatoriet. ”Vi har flere gange udtrykt vores bekymringer for udslettelse,” siger han.
”Det er første gang, Islamisk Stat har brugt disse religiøse begreber imod en hel stamme,” forklarer han. Begreberne har fungeret som et bekvemt religiøst redskab til at knuse en stamme, som indtil for nyligt havde kontrollen over adskillige oliefelter i Deir al-Zor ifølge en kilde, der kender til konflikten. Indtægterne fra oliekilderne er nu på IS' hænder.
Behandlingen af sheitaat-klanen har tjent som en kraftfuld afskrækkelse mod yderligere oprør i provinsen Deir al-Zor på grænsen til Irak, som især bebos af sunni-arabiske stammer, som findes på begge sider af grænsen.
Bortset fra sheitaat-stammen, som menes at tælle omkring 150.000 mennesker, har den IS accepteret andre indflydelsesrige klaners overgivelse i området, som officielt har underkastet sig IS. Det var i begyndelsen af juli, at den Islamiske Stat, opmuntret af sine territorialforøgelse i Irak, iværksatte en hurtig fremrykning i provinsen og sikrede sig en korridor hen over syrisk territorium langs floden Eufrat hele vejen til den irakiske grænse.
”Jeg glemmer aldrig den dag,” fortæller en oprører og beskriver, hvordan IS-krigere erobrede byen Shuhail 40 kilometer sydøst for storbyen Deir al-Zor under den hellige islamiske måned ramadanen, hvor muslimer faster fra morgengry til solnedgang.
”Folk skulle lige til at bryde fasten, da Islamisk Stat satte sit angreb ind,” beretter oprøreren, som har talt jævnligt med Reuters i løbet af det seneste års tid.
Han talte med bureauet via en internetforbindelse siddende i sin bil, som han havde parkeret uden for en internetcafé for at få forbindelse til dens trådløse signal. IS havde konfiskeret hans eget modem.
”IS udspørger alle mændene helt ned i detaljen. De skriver deres fulde navn ned og markerer dem, der ligesom mig har bekriget dem, med detaljeret information om, hvilke våben jeg brugte, og hvilke slag jeg udkæmpede. Vi kender ikke formålet med denne undersøgelse. Har de tænkt sig at tvinge os til at slutte os til deres rækker? Holder de øje med os for at vide sig sikre? Vil de tage vores ejendom, sådan som de allerede gør det?”, spørger han.
Denne oprørers navn tilbageholder vi af sikkerhedshensyn. Han kæmpede førhen i en gruppe med forbindelser til Den Frie Syriske Hær, en paraplyorganisation for vestligt støttede oprørere, som stort set er forsvundet ud af billedet, efter at bedre bevæbnede islamistgrupperinger har vundet frem.
Også Nusra-fronten, al-Qaedas filial i den syriske borgerkrig, deltog i bestræbelserne på at holde stand mod IS' fremrykning i Deir al-Zor. Nusra-fronten har nu forladt et område, der før var en bastion, men har nægtet at overgive sig.
Da de mærkede, at nederlaget var nær, kaldte oprørsbataljoner en mægler ind for at fortælle IS, at de var parat til en våbenhvile og endog til at sværge troskab til IS.
”Vi var alle klar over, at hvis slaget fortsatte natten igennem, ville det være enden på os alle. På vores by og vores familier,” forklarer oprøreren om natten under ramadanen, hvor det skete.
IS skånede oprørere og lokale klanældste, som overgav sig i Shuhail. Men de sendte byens 35.000 indbyggere væk i otte dage med razziaer og sikring af området som begrundelse.
”Vi havde ikke noget valg. Vi forlod alle byen: gamle, babyer, civile, krigere - alle sammen,” siger oprøreren.
Nogle installerede sig hos slægtninge i andre landsbyer i området, mens andre sov ude i ørkenen i en uge og udholdt den brændende sommerhede.
”Jeg har sonet, men jeg holder ikke med dem,” tilføjer oprøreren.
