Den hviderussiske præsident Alexander Lukasjenko, som på lørdag fylder 60 år, bliver i Vesteuropa ofte betegnet som ”Europas sidste diktator.” Hans knap så attraktive kaldenavn er ikke opstået helt uden grund. Demokrati er et ukendt ord i Hviderusland, hvor fødselaren har formået at koncentrere al magt i sine hænder og omdanne Hviderusland til et kæmpemæssigt kommunistisk frilandsmuseum. Et museum bestående af de klassiske ingredienser såsom forfølgelse af politiske modstandere, nedbrydning af anderledes tænkende, international isolation, centralstyring af medierne og et absolut fravær af uafhængige medier.
Men den hviderussiske præsident fejrer i år også et andet jubilæum. Han har været 20 år ved magten i Hviderusland og er dermed den længstsiddende præsident i Europa.
Synet på Luksjenko afhænger ikke usædvanligt af øjnene, der ser, og det vestlige syn på Lukasjenko forstyrres af Hvideruslands egen befolkning, Et flertal af hviderusserne har nemlig stemt fødselaren til magten ved flere af de hviderussiske valg og er stolt af at have en præsident af Lukasjenkos kaliber. Nogle af valgene er godt nok blevet forstyrret af protester fra Lukasjenkos politiske modstandere og af dennes efterfølgende hårde behandling, men det er blevet hurtigt glemt af både hviderusserne og til en vis grad også af de vesteuropæiske demokratier, som forholdsvis hurtigt har lempet sanktionerne mod landet.
Alexander Lukasjenko har været i stand til at skabe et samfund, som godt nok er præget af en katastrofal mangel på grundlæggende menneskerettigheder og friheder, men som til gengæld har undgået kaos, massearbejdsløshed, stenrige oligarker og økonomisk ustabilitet, sådan som det er sket i mange andre af de tidligere sovjetlande. Den seneste udvikling i Ukraine er med til at sætte yderligere fokus på det velordnede hviderussiske samfund og ikke mindst på Alexander Lukasjenkos evner. De borgerkrigslignende tilstande i Ukraine skaber nemlig den perfekte kulisse til at udstille det stabile hviderussiske samfund og udstille fødselaren, som den landsfader, der sørger godt for sin egen befolkning.
Alexander Lukasjenkos ambitioner ser dog ud til at være langt større. Det er formentlig derfor, at han har påtaget sig rollen som mægler mellem Ukraine og Rusland og som den hidtil eneste statsmand formået at slæbe den russiske præsident Vladimir Putin og hans ukrainske modpart, Petro Porosjenko, til et fælles forhandlingsbord, som det skete i Minsk i forgårs.
Disse aktiviteter vil utvivlsomt skaffe Lukasjenko en mere positiv plads i historiebøgerne og formentlig også en bedre anseelse i Vesteuropa, især hvis betræbelserne på at løse den ukrainske krise lykkes.Alexander Lukasjenko kom til magten i 1994, og det var især hans ligefremme måde at være på, samt hans opgør med korruption, der gjorde ham populær i hjemlandet. Denne ligefremhed har han formået at bevare, uanset om han taler med eller om den ene eller den anden statsmand, inklusiv Vladimir Putin.
Alexander Lukasjenko er, og vil blive ved med at være, sin egen, på godt og ondt, og han vil blive ved med at være en diktator. Men diktatorer er også mennesker og har både gode og dårlige sider, og det gælder også lørdagens fødselar.