Hvad er der inden i Putin?

Vestlige medier og politikere bør sætte sig bedre ind i, hvordan Rusland og præsident Putin opfatter verden, især i lyset af Ukraine-konflikten, mener Ruslandsekspert Jens Jørgen Nielsen.

Den russiske præsident, Vladimir Putins, positionering af sig selv og Rusland i forhold til Vesten er ifølge Jens Jørgen Nielsen en del af forklaringen på hans popularitet hos russerne. -
Den russiske præsident, Vladimir Putins, positionering af sig selv og Rusland i forhold til Vesten er ifølge Jens Jørgen Nielsen en del af forklaringen på hans popularitet hos russerne. - . Foto: Juri Kadobnov/AFP/Scanpix.

En ”tegneserieopfattelse”.

Sådan beskriver Jens Jørgen Nielsen det billede af Rusland, som ”overfladiske journalister” samt ”konfrontationssøgende og uvidende politikere” i Vesten har. Den tidligere Moskva-korrespondent foregreb begivenhedernes gang ved, umiddelbart inden Ukraine-konflikten brød ud i november 2013, at udgive bogen ”På egne præmisser - Putin og det nye Rusland”. Teksten går i rette med en række indgroede myter om vores store nabo i øst.

Forfatteren er russisk gift og behersker sproget perfekt. Rejser til hver en afkrog af landet, siden han besøgte det for første gang i 1983, har bidraget til den viden, som han nu benytter til at nuancere synet på Rusland. Jens Jørgen Nielsen er bekymret over den tilspidsede konflikt mellem Vesten og Moskva om Ukraine og mener, at beslutningstagere i EU og USA forstår deres modpart forkert. Deres fejlvurdering kan ifølge ham få katastrofale konsekvenser.

”Det siger sig selv, at der ligger en stor fare i at opbygge de her meget stærke fjendebilleder mellem atommagter. Der er en reel mulighed for, at konflikten forværres og bringer os tættere på en krig med a-våben. Samtidig sker der nu det, at der bliver mindre og mindre kontakt mellem parterne. De er ved at holde helt op med at tale sammen og prøve at forstå hinanden. I sådan en situation er det meget vigtigt, at vi - ikke ukritisk - forholder os realistisk til Rusland. At vi prøver at sætte os ind i, hvilke opfattelser russerne har, og hvad de ønsker. Det betyder ikke, at vi skal være enige i alt og bare nikke til det, de siger, men vi bør lytte til dem og tage dem alvorligt. Vi er nødt til at respektere Rusland som et land - verdens største - der har nogle nationale interesser. Et land med visse 'røde linjer', som ikke må overtrædes. Hvis vi ikke synes, Rusland har lov til at forsvare sine nationale interesser helt tæt på landets egne grænser som i Ukraine, bør vi overveje, hvorfor USA har lov til at have røde linjer over hele verden, hvor Washington forsvarer amerikanske interesser. Moralsk set giver det ikke nogen mening,” siger Jens Jørgen Nielsen.

Han supplerer dagligt sin læsning af vestlige mediers udlægning af konflikten i Ukraine med den, der kommer frem i russiske medier og sammenholder information fra de to blokke med hinanden. Ifølge Jens Jørgen Nielsen er russernes billedet af, hvad der foregår i Ukraine, nærmest spejlvendt af eksempelvis det danske.

”Russerne tillægger USA og EU skylden for, at det er kommet så vidt. Ifølge dem er det de vestlige aktøreres indblanding i en meget delikat balance i Ukraine, som udløste krisen, og som har fået den til at eskalere. Russerne mener selv, at de var meget kompromissøgende i november og december, da krisen startede. De opfatter sig selv som samarbejdsvillige, fordi de dengang foreslog, at Ukraine, Rusland og EU kunne mødes til forhandlinger for at få et arrangement til at fungere. De har hele tiden været af den opfattelse, at Ukraine skal forblive neutralt, at det ikke skal være et Nato-land. Siden blev situationen som bekendt værre. Russerne mener, at de ved hver eneste skridt har været tilbageholdende. Ifølge dem har EU og USA været konfliktens drivende kraft. Det står i kontrast til langt størstedelen af danske medier, som med enkelte undtagelser er tro mod EU's og USA's officielle linje. Det kan man se på den måde, at russernes synspunkter aldrig bliver taget alvorligt, og at deres udtalelser fremstilles som løgn og manipulation. EU og USA's fortolkning af konflikten derimod opfattes som moralsk rigtig, som den eneste fornuftige og den eneste kompromissøgende. Her bliver Rusland opfattet som den krigeriske part,” siger han.

Hvad er det for ”røde linjer” Rusland har?

”Ukraine som Nato-medlem. Det er russernes store skræk. Det gælder hele eta-blissementet og er desuden bredt folkeligt forankret. De ser Nato som en aggressiv pagt, som har til formål at knuse Rusland. Det kan man mene er rigtigt eller forkert. Men det er sådan, de ser det. Det er tilmed sådan, mange liberale russere ser det. Det er ikke noget isoleret synspunkt, og det er ikke noget, Putin bare har fundet på. Vestlige politikere kan mene, at russerne har paranoia angående Nato, men de er nødt til at tage den frygt alvorligt. Og i stedet tænke: Hvis den ikke er berettiget, hvordan overbeviser vi dem så om det?,” siger Jens Jørgen Nielsen.

Ifølge ham burde beslutningstagere i EU og USA have vidst, at perspektivet om ukrainsk Nato-medlemskab er fuldstændig uacceptabelt for Rusland, samt hvad det kunne sætte i skred. I den sammenhæng peger han på, at annekteringen af Krim-halvøen i februar følger en vis logik: Moskva vil under ingen omstændigheder risikere at miste flådebasen på halvøen. I det lys kan man se Ruslands indlemmelse af Krim som et svar på Natos ekspansionstrang. I forlængelse heraf mener Jens Jørgen Nielsen, at sanktionerne mod Rusland er en forkert politik og bygger på et manglende kendskab til landet.

”Hvis ønsket med sanktionerne var, at så ville befolkningen vende sig mod Putin, så ville russerne komme til fornuft og trække sig fra Krim, så er man dybt naiv. Det er udtryk for en fejllæsning af Rusland og stærkt begrænset viden om, hvad der foregår i Kreml og blandt befolkningen,” siger han.

Jens Jørgen Nielsen har en idé om, hvad Vestens generelt lave informationsniveau og manglende evne til at sætte sig ind i Ruslands position bunder i:

”Efter den kolde krigs afslutning er mange specialister og forskere, som vidste noget om Rusland og Sovjetunionen, blevet fyret fra universiteter og efterretningstjenester. Der er ikke længere særligt mange, der studerer Rusland, så den viden er meget begrænset.”

Den nuværende konflikt mellem Vesten og Rusland får et ekstra tragisk element, når man tænker på, hvor tæt de to parter var på hinanden umiddelbart efter Sovjetunionens afvikling.

”I 1992-1993 var 90 procent af russerne vildt begejstrede for Vesten. Langt de fleste russere havde opfattelsen, at vi skal have demokrati, vi skal have kapitalisme, og vi skal indføre en vestlig styreform. Så i løbet af 1990'erne oplevede de jo, at den førte politik, der blev kaldt markedsøkonomi og demokrati, førte til en halvering af bruttonationalproduktet. Det betød totalt kaos. Det betød en offentlig sektor, der overhovedet ikke fungerede, hospitaler, der ikke virkede, en hær, der var i opløsning, et skolevæsen, der blev forsømt, hvor lærere ikke fik løn, pensionister, der ikke fik pension i halve år. Alle de ting så jeg med egne øjne. Rusland brød fuldstændig sammen. Det var mærkeligt at se et så stort og stærkt land i ruiner. Det var selvfølgelig uholdbart. Samtidig var det Putins chance. Det var den baggrund, han kom til magten på - løftet om at genrejse den russiske stat og genopbygge landet.”

Sovjetunionens opløsning og den traumatiske tid under præsident Boris Jeltsin i 1990'erne, som lagde Rusland i ruiner, er ofte den mellemregning, som mange vestlige politikere og journalister springer over i deres vurdering af landet og den nuværende konflikt, mener han:

”Mange russere begyndte dengang at gøre sig nogle overvejelser. USA og EU sendte en masse økonomer og rådgivere til Moskva under Jeltsin, der kort fortalt sagde: 'I skal bare afskaffe jeres stat, så bliver alt godt.' De tog udgangspunkt i nogle nyliberalistiske modeller, der var meget fremme i 1990'erne. Russerne fulgte deres økonomiske chok-medicin, og det kørte landet i sænk. Men russerne kunne se, at økonomien ikke fungerede på samme måde i Vesten, og de stillede sig selv spørgsmålet: 'Hvorfor har de vestlige lande så stor en offentlig sektor, når vi ikke må have det?'. Deraf opstod opfattelsen, at Vesten prøvede at snøre dem og bilde dem en masse ind. Rusland skulle overholde en masse ting, som de vestlige lande ikke selv opfyldte. På den tid oplevede jeg mange liberale dissidenter, der var dybt skuffede over Vesten. De mente ikke, at USA og EU levede op til deres egne idealer.”

Senere, i Putins præsidentperiode, gik tingene skævt med Vesten til trods for en god start.

”Da Putin kom til magten, ønskede han primært et makkerskab med USA. Den 11. september 2001 var han den første til at ringe til præsident Bush og kondolere. Han stillede flybaser til rådighed for amerikanerne, efter at de erklærede 'krig mod terror'. Putin benyttede sine kontakter i de centralasiatiske republikker for at hjælpe USA. Han gjorde en masse for at støtte amerikanerne i Afghanistan-krigen. Men Ruslands gode vilje blev ikke gengældt. I stedet installerede amerikanerne sig i Centralasien. De ville ikke tage af sted og begyndte at føre en antirussisk politik, støtte tjetjenske oprørere og så videre. Det undrede russerne. De syntes ikke, USA behandlede dem som en ligeværdig partner. Amerikanerne var åbenbart nogle, der blot ønskede, at Rusland indordnede sig USA's verdensorden. Det var skelsættende. Putin fik massiv opbakning i befolkningen til at modsætte sig USA's bestræbelser på at være den eneste supermagt i verden, der bestemmer spillereglerne og med ret til at gribe ind overalt på kloden, som det passer dem.”

Putins positionering af sig selv og Rusland i forhold til Vesten er ifølge Jens Jørgen Nielsen en del af forklaringen på hans popularitet hos russerne.

”Putins opbakning i befolkningen er meget stor, og den er reel. Den er steget under Ukraine-krisen. Omkring 86 procent støtter ham. Og det er ikke Nordkorea - det er ikke sådan, at folk ikke tør andet,” siger Jens Jørgen Nielsen.