Præster i den tyske forbundsdag er politikernes sjælesørgere

I den tyske forbundsdag færdes dagligt to præster. De er parlamentets præster - men samtidig lobbyister

Anders Raahauge.
Anders Raahauge. Foto: Arkivfoto.

TRODS SVINDENDE medlemstal hos både katolikker og protestanter er Tyskland på mange måder fortsat tydeligt præget af kristendommen. Mens folketingsmedlemmer herhjemme er begyndt at lufte deres forargelse over, at folketingsårets begyndelse markeres med en åbningsgudstjeneste, så færdes året rundt i den tyske forbundsdag to faste parlamentspræster - en luthersk-evangelisk og en katolsk. Landets politiske højborg råder tillige over en andagtssal, hvor der holdes gudstjeneste hver torsdag og fredag klokken halv ni om morgenen. Mange medlemmer af Forbundsdagen står de dage gerne op en halv time tidligere for at kunne synge salmer, bede og høre evangeliet inden dagens politiske dont.

Avisen Die Zeit har besøgt de to forbundsdags-præster, den lutherske Martin Duztmann og den katolske Karl Jüsten.

”De er til stede som sjælesørgere for politikerne. De trøster, når ens mor dør, de døber børn og velsigner ægtepar,” beretter avisen.

Knap to tredjedele af Forbundsdagens politikere er medlem af en af de to store kirker, og alle ministre i den siddende CDU/CSU/SPD regering er bekendende kristne. Så kirkens tilstedeværelse i bygningen mødes altså ikke med simpel, overbærende tolerance fra politikernes side, men med udbredt deltagelse og opbakning.

Den katolske præst Karl Jüsten har siddet på posten i 14 år, så meget få forbundsdagsmedlemmer har haft deres gang i huset længere end han. Gemytligt kaldes han også ”Hellig-Karl” i gangene. Da han for tre år siden fyldte 50 år, kiggede halvdelen af den daværende regering forbi for personligt at gratulere. Protestanten Martin Dutzman har kun bestridt embedet i 10 måneder. Hans karismatiske forgænger blev forflyttet, fordi han angiveligt havde affærer med nogle af kirkens kvindelige ansatte. Han var ganske vist separeret, men den protestantiske kirke i Tyskland opretholder ganske strikse decorum-regler for deres præster.

Dutzmann og Jüsten kommer også tæt på politikerne uden for Forbundsdagens bygning. De ser adskillige politikere og deres medarbejdere til gudstjeneste i to nærliggende kirker; Dutzman indbyder også til morgenmand i sit hovedkvarter. Det kan politikerne godt lide:

”De føler, at de her kan tale i et beskyttet rum henover fraktionsgrænser,” fortæller Dutzmann.

TRÆERNE VOKSER DOG ikke ind i himlen: De Grønne møder den lokale gejstlighed med udtalt kølighed. Og skinnet bedrager en smule: Kirkerne er ikke udelukkende til stede for politikernes skyld, men også for deres egen. Bag begge præster står en stab af medarbejdere, og præsterne er bevidste om, at de gange, de færdes i, også er magtens korridorer, og politikerne er ikke blot mennesker, de møder i egenskab af præst, og som kan have godt af at høre Guds ord; de er også indflydelsesrige personer. Så præsterne er i høj grad også til stede for at udøve lobby-virksomhed.

Den katolske kirke har alle dage haft sin vældige, administrative struktur med nær kontakt til de politiske organer, og den protestantiske kirke i Tyskland har ikke samme flade og decentrale struktur som den danske folkekirke. I dens top regerer et nationalt kirkeråd, der tager overordnet stilling til politiske temaer og melder ud med holdninger på medlemmernes vegne om samfundsmæssige spørgsmål. Så også den protestantiske kirke ønsker at have personale til stede i magtens maskinrum med henblik på påvirkning af den politiske beslutningsproces.

DE TO FORBUNDSDAGSPRÆSTER kan dog ikke lide, man bruger ordet lobbyisme, for de vil nødig opfattes på linje med medicinalkoncerner og banker.

”De forstår deres embede anderledes. De repræsenterer ikke et bestemt klientels specialinteresser, men kæmper for at samfundet forbliver menneskeligt,” forklarer de til avisen.

Samstemmende fortæller de videre, at den udbredte forståelse for kristendommen blandt tyske politikere gør, at de ofte finder gehør for kirkelige synspunkter. De mærker dog tillige, at ”de tider er forbi,” som Jüsten siger, hvor kristne politikere automatisk delte deres kirkes holdninger. Man skal knokle for at få sine synspunkter igennem. ”Alt efter temaet søger vi koalitioner på tværs af partierne,” siger Jüsten.

De mange medarbejdere bag præsterne holder kontakt med ministerierne, så de kan følge med i, hvornår politiske idéer opstår. Da gælder det om at være over de rette personer med påvirkning, før en ny lovs paragraffer er støbt. Typiske temaer, hvor man søger kirkelig indflydelse, strækker sig fra flygninge-rettigheder over familiepolitik til u-landshjælp, militær indsats ude i verden, tysk våbenproduktion, pensions-politik og dødshjælp.

Især i det sidste spørgsmål søger politikerne ofte selv kommunikationen og efterspørger etisk rådgivning fra teologisk hold.