Norden mod Østeuropa. Det synes at være opløbsfeltet, når de europæiske statsledere i dag skal kåre vinderen af kapløbet om posten som formand for Det Europæiske Råd. I går kunne nyhedsbureauet Reuters citere kilder tæt på processen for, at den afgående formand for Det Europæiske Råd, Herbert Von Rompuy, der leder forhandlingerne, ”skal ringe til regeringslederne i dag. Hvis ingen modsætter sig Tusk, bliver det ham.”
Hans mest seriøse rival synes at være den danske statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).
”Det ligner et opløb mellem Nordeuropa og Østeuropa. Begge kan gøre gældende, at de aldrig har haft en europæisk toppost. Og de repræsenterer hver især de udfordringer, EU står over for. Donald Tusks favoritstatus skyldes konflikten i Ukraine og behovet for at sende et signal til Rusland. Helle Thorning-Schmidt repræsenterer den økonomiske akse med en ortodoks økonomisk politik, men også den nordiske sociale model,” analyserer Philippe Moreau Desfarge fra Institut for Internationale Studier, IFRI, i Paris.
Den 57-årige leder af den konservative polske regering var tidligere sikker på at blive mødt med et veto fra den britiske premierminister, David Cameron, der længe har været på kant med Polen i spørgsmålet om østarbejdernes adgang til det britiske arbejdsmarked og sociale ydelser. Men konflikten er tilsyneladende bilagt, efter at Polen har lovet at støtte Storbritanniens krav om en genforhandling i EU, så flere kompetencer vender tilbage til de nationale regeringer. Ellers vil briterne blive bedt om at tage stilling til deres EU-medlemskab ved en folkeafstemning i 2017.
”Men David Cameron skal næppe regne med markant hjælp fra Donald Tusk. Polakkerne er Europæere med stort E. De øvrige lande vil gerne have, at Storbritannien bliver i EU, og Cameron vil få et par lunser. Men det, der er årsagen til, at det nu er blevet nødvendigt med en østeuropæer i spidsen for Rådet, er, at det tilsyneladende er lykkedes den italienske udenrigsminister, Frederica Mogarhini, at sætte sig solidt på posten som leder af EU's udenrigspolitik,” påpeger leder af Center for Europæisk Politik ved Københavns Universitet, professor Marlene Wind.
Posten som Højtstående Repræsentant for EU's udenrigspolitik er nemlig den anden toppost, som skal besættes i dag. Og her har Italien fra starten promoveret sin udenrigsminister, som ellers har været uspiselig for de østeuropæiske lande, der finder både hende og Italien alt for bløde i forhold til Rusland.
Imidlertid er det økonomien, der ifølge Malene Wind vil være øverst på dagsordenen de næste fem år, især ”udsigten til øget integration mellem eurolandene i kraft af for eksempel bankunionen,” som hun siger.
”Det er EU's økonomiske situation, der vil være EU's hovedprioritet i de kommende år, og derfor vil Donald Tusk ikke få den store indflydelse, hvis han får posten,” vurderer også Philippe Moreau-Desfarges.
Frankrig kræver en økonomisk kommissærpost til tidligere økonomiminister Pierre Moscovici, men Tyskland har hidtil sagt blankt nej til at lade en fransk socialist få ansvaret for at kalde de økonomisk letsindige lande i EU, og især Frankrig selv, til orden. Spekulationerne går på, om regeringsændringen tidligere på ugen - og udnævnelsen af en ny, økonomisk ortodoks regering - kombineret med den spanske konservative økonomiminister, Luis de Guindos, som formand for eurogruppen kan overvinde den tyske modstand.
”I princippet skal listen over de nye kommissærer også på plads under dagens topmøde, men den nyvalgte kommissionsformand, Jean-Claude Juncker, har antydet, at det måske kun lykkes at nå til enighed om de to topposter, udenrigsledelsen og formandsposten for Det Europæiske Råd.
”Det udelukker ikke, at der vil blive indgået studehandler bag kulisserne, for det hele hænger sammen,” understreger Marlene Wind.