I byen Timbuktu, 700 kilometer nord for Malis hovedstad Bamako, har en uafhængig malisk menneskerettighedsorganisation, AMDH, de seneste mange måneder arbejdet på at indsamle beviser mod de mennesker, der holdt byen besat. AMDH står for den maliske forening for menneskerettigheder.
”Vi har nu færdiggjort 123 sager. De mindre kan vi selv afgøre ved regionens domstol. De store sager skal afgøres ved den nationale domstol i Bamako,” siger Albadia Wangara, der er formand for AMDH i Timbuktu.
Det drejer sig om fire mord, en række voldtægter, afhugning af hænder på grund af anklager om tyveri og offentlig afstraffelse i form af piskning. En af de sigtede er en lokal, etnisk araber.
”Manden kommer fra en landsby i omegnen af Timbuktu. Han gik med jihadisterne, blev udnævnt som dommer og dømte folk til døden, til amputation eller til piskning på basis af sharia-love,” forklarer Albadia Wangara.
Han var den eneste medløber i Timbuktu. I de andre byer i Nordmali var der langt flere, der sluttede sig til jihadisterne. Her kan retsopgørene blive en meget smertelig proces.
I en af Bamakos middelklasseforstæder sidder den 50-årige Mohammed Mita i en stor lejlighed, han kun dårligt har råd til at leje. På cementgulvet ligger nogle tæpper, mens madrasser op mod væggene fungerer som rummets eneste møbler. Alt lånt af venner og bekendte.
Mohammed Mita, hans 10 børn og et par svigerdøtre og børnebørn er internt fordrevne flygtninge fra Timbuktu, hvor han havde et godt job i Malis Kultur- og Turistministerium. De flygtede til nabolandet Mauretanien, da jihadisterne ankom i marts 2012, uden andet end tøj og penge.
I flygtningelejren blev han ansat i et lønnet job i administrationen. Og i december i fjor så situationen i Mali så meget lysere ud, at familien besluttede at vende tilbage. Det fortryder han i dag. For siden da er sikkerhedssituationen forværret så meget, at familien ikke tør vende hjem.
”Jeg har fået at vide, at huset står endnu,” fortæller Mohammed Mita.
Men det er også noget af det eneste, der er at glæde sig over. Huslejen på 150.000 maliske francs (cirka 1500 kroner) er dobbelt så høj som for to år siden, da de internt fordrevne dukkede op i Bamako. Det er umuligt at få et arbejde, og om to år slipper hans opsparing op.
De relativt få familier, der er vendt tilbage til Timbuktu fra flygtningelejrene i Mauretanien, frygter også for fremtiden.
En af dem er Ibenou Ag, der er overhoved i en familie på 35 medlemmer.
”Jihadisterne og oprørerne forlangte, at vi som tuareger skulle slutte os til dem. Det nægtede vi, og derfor måtte vi flygte,” siger Ibenou Ag.
Familien bor i et lånt hus i Timbuktu. Alle husene i deres landsby blev beskadiget, da franske tropper fordrev jihadister og rebeller fra området. Også deres brønd blev ødelagt.
Ibenou Ag virker stadig skræmt ved mindet om jihadisterne og risikoen for, at de vender tilbage.
”Du kan ikke forestille dig, hvordan det var at leve under deres regime. En af mine fætre blev gennemtævet, kvinder blev pisket offentligt, og tyve fik hånden hugget af. Og løse anklager var nok til, at folk blev skudt.”