Skotsk identitet vil blive styrket af afstemning om selvstændighed

-Arkiv- SE RB PLUS Skotsk nej kan vælte David Cameron BV.: The Scottish saltire flag (L) and Union flag fly ...

Det blå flag til venstre med det hvide andreaskors er det skotske flag. Her flager det ved siden af Storbritanniens 'Union Jack' udenfor det skotske kontor i London. Valget om en eventuel skotsk uafhængighed er på dagsordenen i hele Storbritannien i disse dage. Foto: Toby Melville / Scanpix

Afstemning om selvstændighed er den foreløbige kulmination på en udvikling, hvor Skotland er kommet ud af politisk takt med resten af unionen

Siden 1707, hvor Skotland indgik i unionen med resten af Storbritannien (England, Wales og Nordirland), har den skotske identitet været til debat.

”I et par generationer efter 1707 troede mange, at Skotland ville blive til Nordbritannien, og følelsen af at være skotsk ville forsvinde. Men tanken om Skotland overlevede. Unionen er blevet stærkere over de seneste 30 år,” siger den fremtrædende skotske historiker sir Tom Devine.

Romanforfatteren James Robertson er enig i, at den skotske følelse er kommet stærkt tilbage over de seneste årtier: ”Folkeafstemningen er fortsættelsen af en lang fortælling, hvor folk gentænker, hvem de er. Der er de store spørgsmål om økonomi, job, valuta. Men det underliggende spørgsmål er, hvem vi er. Der er sket et skifte, og det er den underliggende kulturelle bevægelse bag debatten,” siger han.

James Robertson understreger, at den måde, skotsk identitet bliver præsenteret på af blandt andre SNP, ikke handler om at være etnisk skotsk, det skotske sprog eller have skotsk blod i årerne.

”Man debatterer ikke at være skotsk på en eksklusiv, men på en inklusiv måde,” siger han.

Han mener, at følelsen af at være britisk forsvandt med imperiet, og at den velfærdsstat, som blev opbygget efter Anden Verdenskrig, nu er under opløsning.

”Jeg tror, at mange vil være optaget af det positive ved skotsk kultur og ikke det negative. Mange forfattere, musikere og kunstnere er gået tilbage til det skotske og har opdaget, hvor rigt det er, og at det ikke blot er stereotyper. Noget af det mest overraskende er de mange direkte forbindelser mellem Skotland og andre steder i Europa og resten af verden, som ikke kun går gennem London og England.”

James Robertson advarer mod blot at tegne et rosenrødt billede af Skotland. Han har selv været overrasket over at opdage, hvor dybt nogle skotter var involveret i slavehandlen og plantagedrift i Vestindien.

Historikeren Tom Devine taler om en skotsk hyper-identitet, som har ændret sig over tid.

”Nogle gange er der en stærkere følelse af at være britisk og til andre tider af at være mere skotsk. Indtil 1970'erne dominerede følelsen af at være britisk, særligt efter Anden Verdenskrig. Tilbage i 1950'erne var SNP mere en sekt end et politisk parti. Men følelsen at være skotsk forsvandt aldrig,” forklarer han.

Det afgørende skel kom med Margaret Thatcher, som nærmest var forhadt i store dele af Skotland.

”Indtil hun kom til magten, svingede det politiske pendul i Skotland til højre og venstre i takt med resten af unionen. Men de seneste årtier har Skotland bevæget sig mere mod venstre. Og SNP og Labour fører begge en centrum-venstre-politik,” lyder forklaringen.

Selvom Labour og SNP på mange områder er enige, er der dog nogle markante forskelle.

”SNP har stjålet Labours overtøj. De giver skotterne, hvad de vil have med sundhedssektor, uddannelse og mere velfærdsstat. Noget andet er krigen i Irak, som blev dårligt modtaget i Skotland,” siger Tom Devine.

Dertil kommer, mener han, at skotsk Labour selv har sat sig uden for indflydelse i Skotland, fordi partiets politiske talenter har søgt mod London og har overladt det skotske parlament til andet geled i modsætning til SNP.

I lighed med James Robertson mener han, at debatten om folkeafstemningen og de stadig tættere meningsmålinger har skabt en ny bevidsthed.

”Der har været en bemærkelsesværdig vækst i den politiske samtale og diskussion i landet. Det har givet en øget følelse at være skotsk og en debat om, hvem vi er, og hvad vi ønsker. Samtidig er det ikke en etnisk, men en civil nationalisme. Det er demokratiet, der har taget magten,” fastslår Tom Devine.